Foto: Jasper Savage/Hulu

Hvad skal vi egentlig med endnu en sæson af ‘Handmaid’s Tale’: Fire spørgsmål vi savner svar på

I morgen kan vi seere vende tilbage til Gilead og følge Junes kamp mod diktaturet. Med den nye fjerde sæson af ‘A Handmaid’s Tale’ er der dog fire spørgsmål, vi mangler at få besvaret.

Allerede før sidste afsnit af tredje sæson af den populære tv-serie ‘A Handmaid’s Tale’, der er baseret på Margaret Atwoods dystopiske roman af samme navn, var rullet over skærmene i hele verden, bekræftede producer Warren Littlefield, at serien ikke var forbi.

“Der er stadig flere historier at fortælle og mere af Gilead at bekæmpe”, fortalte produceren til magasinet Good Housekeeping.

Siden har seriens mange fans ventet i spænding, og nu kan spændingen forløses. Efter planen frigives de første tre afsnit af sæson fire onsdag den 28. april, og derefter vil der komme et nyt afsnit hver uge. Sæson fire bliver lidt kortere end de foregående, kun 10 afsnit mod de sædvanlige 13, og tre afsnit er instrueret af skuespilleren Elisabeth Moss, der også er seriens store stjerne i rollen som June Osborne.

Men mens vi venter på den nye sæson, er der et par spørgsmål, vi mangler at få svar på. De kommer her:

1. Bliver det bare mere af det samme?

Første sæson fulgte plottet i Atwoods roman ret nøje – bortset fra scenerne i Canada. Med sæson 2 og 3 måtte seriens skabere selv opfinde plottråde og udvikle karakterer. Og med en ny, fjerde sæson ved vi slet ikke, hvilken retning handlingen vil tage.

Bare så alle er med, så sluttede sæson 3 med, at June er på flugt. Hun har smuglet en række kvinder og børn ud af Gilead, og hun er selv ved at forbløde. Netop Junes flugt og modstand vil – ifølge seriens skaber Bruce Miller – betyde, at sæson 4 vil føles anderledes end de forgående.

“Sæson 4 handler meget om frihed og om at finde tilbage til normalen. Og det er i høj grad også, hvad USA gennemgår (efter Trump og pandemien, red.) En del af læren ved denne serie er, at ting aldrig bliver helt normale igen. Uanset hvilket traume du har oplevet, så lever du i en posttraumatisk verden”, siger Miller til Hollywood Reporter. Det lyder unægteligt ikke som en super opløftende sæson…

2. Fortsætter voldspornografien?

Da Margaret Atwoods skrev sin roman, besluttede hun, at intet i Gilead skulle være ren fiktion. Alt hvad der fandt sted i bogen, var allerede sket for kvinder et eller andet sted i verden. Men med tv-serien har billedet på Gilead forladt den vej. For hver sæson er volden blevet mere udpenslet og mere morbid. Sæson 3 introducerede f.eks. mundringe, der forhindrede tjenerinderne i at tale. Men som naturligvis også må gøre det vanskeligt for de potentielle mødre at indtage mad og drikke – hvilket unægteligt er kontraproduktivt i en verden, hvor fertile kvinder, og dermed børn, er en mangelvare.

Flere stemmer har kritiseret den udpenslede vold i tv-serien. En klummeskribent i The Guardian har beskrevet serien som torturporno, og alt i alt er Hulus fortolkning af Gilead ved at forvandle sig til det, vi i flere år har kritiseret krimier og Hollywood for: at gøre vold på kvinder til underholdning og æstetik.

Det har helt sikkert ikke været Atwoods ønske, og man kunne godt ønske sig, at en serie, der er framet som feministisk, forholdt sige mere kritisk til sin egen svælgen i vold mod kvinder. Mon det vil ske i den nye sæson?

3. Slipper June ud af Gilead?

Ingen serie er mere dedikeret til spændte cliffhangers end ‘The Handmaid’s Tale’. Og afslutningen på sæson 3 var ingen undtagelse. For selvom mange kvinder og børn er flygtet fra Gilead, så er June blevet tilbage for også at forsøge at redde sin ældste datter Hannah ud, og samtidig er June selv døden nær.

Flere anmeldere har tidligere spekuleret i, om Junes død ville være en mulig afslutning på serien, men det bliver næppe i denne sæson, at det sker. Ikke mindst fordi en femte sæson allerede er annonceret. Spørgsmålet er så, om June kommer til friheden i Canada – og hvilket liv venter der hende så der? Hvordan håndterer hun et posttraumatisk liv?

Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om de romantiske relationer. Mens June i begyndesen af serien var meget optaget af at komme ’hjem’ til sin mand Luke i Canada, så ser den mulighed mere og mere tvivlsom ud. Ikke mindst efter at hendes forhold til Nick har udviklet sig. Det er ikke ligefrem ukompliceret, men de har et barn sammen, og de har begge levet i Gilead, så måske har de bedre muligheder for at forstå hinanden og leve sammen end June og Luke, som hun lader til at glide længere og længere væk fra rent følelsesmæssigt.

På Heartbeats tror vi i hvert fald ikke på en lykkelig slutning. Og selvom serieskaberne har lovet flere historier fra Canada i den nye sæson, så er der rigeligt at tage fat på med de mange kvinder, der netop ankom i slutningen af sæson 3. June skal nok blive og kæmpe i Gilead – og sende flere dramatiske og intense blikke til kameraet imens.

4. Hvor længe kan vi blive ved med at interessere os for Gilead?

Allerede inden første afsnit af sæson 4 er sendt. er det annonceret, at der kommer en sæson 5. I 2019 udgav Atwood – med tredive års forsinkelse – en opfølger til romanen om Gilead, ‘The Testaments’ eller ‘Gileads døtre’ på dansk. Den roman er også sat til at blive en HULU-tv-serie. Og producer Bruce Miller har allerede afsløret, at de vil beholde den samme tone og udtryk i den nye serie som i ‘The Handmaid’s Tale’.

‘Gileads døtre’ føltes allerede mere som en bog skrevet for at please fans over hele verden end som en roman, forfatteren havde hjertet med i. Og den var da heller ikke af Atwoods vanlige kaliber og kvalitet. Spørgsmålet er derfor, hvor længe forfatter, forlag og producere kan blive ved med at malke fortællingen om tjenerinderne i Gilead uden at tabe både troværdighed og publikum? Indtil videre forsøger de i hvert fald et par sæsoner endnu.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics