Clara skal lige til at sove, da en ukendt følelse rammer hende. Noget er anderledes, end det plejer.
Det er et par uger siden, hun blev opereret, og hendes nye bryster er iskolde. De føles som to kolde puder, der ligger ovenpå hendes bryst.
“Jeg kunne mærke de kolde implantater mod mit inderste kød. Det var så surrealistisk, fordi det var en følelse af noget meget fremmed, der var i min krop,” siger Clara.
Hun varmede brysterne op med en varmedunk, og ventede på, at de nåede noget, der mindede om kropstemperatur.
Clara var kun et par år gammel, da hendes mor døde af brystkræft. Derfor opfordrede morens veninde til, at Clara og hendes søster fik taget en gentest.
Testen viste, at begge søstre har den sjældne, arvelige sygdom Li-Fraumenis syndrom. Det anslås, at der i Danmark er under 100 dokumenterede tilfælde af sygdommen.
Sygdommen øger risikoen for at udvikle en række kræftsygdomme, heriblandt brystkræft.
Det betyder, at Clara som 26-årig skal tage et valg – vil hun have fjernet sine bryster og minimere risikoen for brystkræft?
Hun er ikke lang tid om at tage sin endelige beslutning.
Brysterne skal fjernes.
“Jeg er stadig eksponeret for andre typer kræft, så jeg ville gerne gøre noget ved den ene type, som jeg rent faktisk kunne gøre noget ved. Det er jo en form for kontrol,” siger hun.
I februar i år får Clara fjernet og rekonstrueret sine bryster for at forebygge brystkræft. Alt det fedt og væv, man normalt ville bibeholde ved en brystforstørrende operation, er blevet skrabet væk.
Clara har to huller i sin brystkasse, som er blevet fyldt ud med implantater. Følelsesløse implantater.
Når man udfører en brystrekonstruktion, gøres det normalt uden at man får følelsen i de nye bryster tilbage. Det er først for nylig, at der på dansk jord er blevet lavet en brystrekonstruktion med følelse.
Det vidste Clara godt, da hun gik ind til operationen, men hvordan det føltes i praksis overraskede hende.
“Hvis nogen går ind i mig, kan jeg ikke mærke det. Det føles som om, at jeg har en push-up bh med et ordentligt lag padding i. Jeg kan mærke, at der er noget hud, der bliver rykket i, men ellers er der ingen følelse,” siger Clara.
Og det er ikke fordi, hun ikke har prøvet at stimulere de nerveender, der ikke er blevet fjernet.
Hun fortæller, at hun har kørt rundt på dem, med den kraftigste vibrator, hun ejer. Hun kunne kun mærke de voldsomme vibrationer i sin hånd.
Det er et work in progress med den manglende følelse i brysterne. For Clara har berøring af brysterne tidligere været forbundet med noget seksuelt, og derfor påvirker det hende også i relationen til hendes kæreste
De har været sammen i otte år, og de har en seksuel ‘indøvethed’ mellem sig, som efter operationen har været kastet op i luften.
“Nogle af de måder som min kæreste altid har rørt mig på, der har fungeret fint, de gør nærmest ondt, efter jeg har fået nogle nye bryster,” forklarer hun og fortsætter:
“Jeg kan godt selv røre ved dem, men det føles som om, jeg rører ved et virkelig stort, hævet myggestik, fordi der er en distance i berøringen.”
Og selv om det er et halvt års tid siden, hun blev opereret, så har hun endnu ikke fundet ud af, hvordan hun synes, det er rart at blive rørt ved.
“Det er en proces. Lige nu bliver jeg rørt på brysterne “for show”. Fordi det er en indlært ting, at det er frækt at blive rørt der, men det gør ikke noget for mig.”
Hun forklarer, at brysterne også aftager varme på en anden måde, end ens krop plejer at gøre. Hendes kæreste har pointeret, at de, udover at blive iskolde, også kan blive utrolig varme.
Da Clara fandt ud af, at hun havde det sjældne syndrom, tog hun en beslutning.
Hun ville have to somre med sine bryster. Det var indenfor rækkevidde – men det gav hende også tid til at tage afsked med dem.
Hun badede og solede topløs. Hun holdt et fotoshoot for at forevige dem, og i starten af februar i år holdt hun en fest til ære for brysterne.
Hun havde inviteret sine tætteste venner og familie til langbordsmiddag med taler, sange og quizzer. Selv holdt hun en tale og læste et stykke op, som hendes mor dengang havde skrevet, om et farvel til hendes bryster.
Og selv om beslutningen om at få fjernet brysterne var enkel, var den ikke nem. Der var særligt to ting, der bekymrede hende. Hvordan kommer jeg til at se ud? Og betyder det, at jeg aldrig vil kunne amme mine børn?
Hun havde aldrig tidligere overvejet at få ændret noget ved sit udseende, for hun var glad for, hvordan hendes krop så ud og syntes at proportionerne hang sammen.
Inden operationen havde Clara også en frygt for, at hun nu i omklædningsrum med andre mennesker ville ligne én, der havde ønsket at ændre noget ved sin krop.
“Jeg kunne lige pludselig vælge, hvordan mine bryster skulle se ud – det var ikke noget, jeg havde overvejet før,” siger hun.
Clara valgte, at hendes nye bryster skulle være dråbeformede. På samme størrelse som hendes egne.
Da hun vågnede op efter operationen, var brysterne blevet en størrelse mindre, fordi Claras hud var for tynd til at have kunnet klare den størrelse, hun havde haft før.
Alligevel var hun både lettet og positivt overrasket, ja faktisk blæst bagover, da hun vågnede op efter operationen og så sine nye bryster for første gang.
– Jeg havde regnet med at vågne op med to plastikposer inde under huden, men det var mega pænt. De fire dage jeg var indlagt, viste jeg dem til alt og alle – inklusiv min svigerfar og storebror, siger Clara.
Hun havde ventet på operationen i to år og derfor haft god tid til at vænne sig til tanken, så hun gik ind til den med et mindset om, at det var noget praktisk, der skulle overstås – og en frygt for, at hun ville få et chok, når hun så brysterne for første gang.
Men chokket indtraf ikke. I hvert fald ikke de første tre-fire måneder, hvor Clara var fuldstændig fascineret af sine nye, smukke ‘silikonebryster’.
“Indtil det går op for mig, at det ikke er ‘silikonebryster’, jeg har fået lavet, det havde ikke noget med skønhed at gøre. Jeg fik dem lavet af sundhedsmæssige årsager,” siger hun.
Børn lå langt ude i fremtiden for dengang 26-årige Clara, alligevel havde hun altid set det som en selvfølge, at hun skulle amme sit barn.
Med operationen var det noget, hun skulle give afkald på.
“Det har været en sorg, at jeg ikke kommer til at amme mit barn, men den har jeg prøvet at rationalisere mig ud af, ved at fokusere på ting, som for eksempel, at det til den tid kan skabe mere lighed mellem forældrene, at de begge to kan give barnet mad.”
Clara fortæller, at sorgen for nu er parkeret, men hun er sikker på, at den kommer tilbage og højst sandsynligt bliver større den dag, hun får et barn.
Det går løbende op for Clara, at processen havde set markant anderledes ud, hvis hun var vågnet op med et par bryster, hvor hun havde den samme følelse som før. Hun forklarer, at der er dage, hvor det føles som om, hun vågner op i en krop, der ikke er hendes egen.
– Jeg tror, det ville have hjulpet meget, fordi det ikke ville have føltes som et fremmedlegeme i min krop,” siger hun.
Hun ville ikke skulle lære sin krop at kende på ny, som hun er i gang med nu, og sorgen ville have været anderledes. Men hun påpeger også, at der helt sikkert ville være nogle andre ting, der så ville være svære.
For Clara er der mange nye ting, hun har skullet, og stadig skal, vænne sig til, men hun kigger på sine nye bryster med taknemmelighed. Taknemmelighed over at det kunne lade sig gøre, at de er blevet pæne, og at der nu kun er en lille risiko for, at hun får brystkræft.
“Der er mange bekymringer, der er forsvundet eller er blevet mindre efter operationen. Jeg tjekkede ofte for knuder, og gik med en evig frygt,” siger hun.
Frygten er blevet mindre, og i løbet af det halve år, der er gået siden operationen, så er der kommet en lille, bitte smule følelse tilbage i Claras nye bryster.
“Jeg synes, der er kommet lidt under brystet, og nogle af de steder der er tættest på min krop,” forklarer hun.
Men hun vil aldrig helt få følelsen tilbage i sine bryster, så hendes proces med at lære sin nye krop at kende fortsætter.
