Det er ikke noget, hun tænker over til daglig. Hvor mange sexpartnere hun har haft.
Men hver gang hun bliver spurgt om det, bliver Kathrine Pontoppidan bevidst om, at det er mange i nogles øjne.
Hun har haft sex med omkring 100 forskellige mænd. Måske flere, men hun stoppede med at tælle efter 80.
Det er langt flere sexpartnere, end de fleste af hendes veninder har i bagagen. Heller ikke det har hun studset særligt over.
Men når samtalen igen og igen falder på, hvor mange, der er for mange, eller hvor få, der er for få, kan hun ikke lade være med at undre sig over, hvad det handler om.
– Det er interessant, hvad “for mange” og “for få” egentlig er, og hvor det kommer fra, siger hun.
Hun synes, det er vigtigt at tale om, selvom hun hverken har behov for at prale med sit eget tal – eller at skjule det.
– Jeg tror, der er mange flere kvinder, der har “mange” sexpartnere, end vi går og tror. Men der hersker stadig den her gammeldags forestilling om, at kvinder ikke må have lige så mange sexpartnere som mænd.
Det er en ærgerlig forestilling, slår hun fast. Og hun håber, at vi kan lave om på det ved at tale om det og normalisere, at kvinder – lige så vel som mænd – kan have sex med mange.
Man skal i øvrigt hverken skamme sig over at have få eller mange sexpartnere, mener hun, hvilket hun først fortalte i podcasten GirlTalks.
“Hold da op, du har haft gang i den”
Da Kathrine fik sin seksuelle debut, brugte hun i begyndelsen sex som en måde at søge anerkendelse på. Hun forestillede sig, at dem, der havde sex med hende, gjorde det, fordi de også kunne lide hende.
I dag ved hun, at det ikke nødvendigvis er tilfældet hver gang.
– Jeg havde nok ikke det helt store forhold til, hvad sex egentlig betød for mig dengang. Men efterhånden blev min seksualitet til en legeplads, jeg udforskede.
Mens hun læste til sexolog, begyndte hun at gå mere undersøgende til sit eget sexliv. På en måde, hvor det handlede om hendes egen seksuelle frigørelse.
I lang tid havde hun haft meget sex for andres skyld, fordi hun endnu ikke havde begreb om, hvad nydelse for hende overhovedet var.
– Jeg blev pludselig meget nysgerrig og prøvede forskellige ting af. Det var ikke noget vildt, og jeg har eksempelvis aldrig været i swingerklub eller i BDSM-miljø. Nogle gange har der været flere mennesker involveret, og jeg har haft nogle kinks, jeg har haft lyst til at udforske, siger hun og fortsætter:
– Egentlig handlede det om at prøve nogle grænser af og på den måde finde ud af, hvad jeg godt kunne lide.
Det er velundersøgt, at den dominerende fortælling – især blandt unge – er, at drenge og mænd hyldes for at have mange sexpartnere, mens piger og kvinder til gengæld opfattes som billige.
I en undersøgelse blandt 18- til 35-årige personer, som Megafon foretog i 2023 for TV 2 Echo, svarede hver femte mand, at han kan finde på at fravælge en partner grundet antallet af tidligere sexpartnere. Det samme gælder for hver tiende kvinde.
Kathrine Pontoppidan påpeger derudover, at andre undersøgelser har vist, at mænd har tendens til at overdrive, når de skal angive, hvor mange sexpartnere de har haft, mens kvinder derimod underdriver.
– Nogle oplever at blive udskammet for antallet af sexpartnere, de har haft. Jeg kan også selv i en datingrelation tænke: Hvad tænker den anden om mig, når jeg har haft mange sexpartnere?
Hun ser selv meget polarisering på sociale medier for tiden, hvor en særlig retorik om idealer og stereotyper blandt nogle mænd er med til at diktere, hvordan mænd og kvinder skal opføre sig.
– Det bliver meget gammeldags. Der er også noget modstridende i, at kvinder ikke må være sammen med mange, fordi vi skal være jomfruelige – men når vi så bliver ældre, skal vi være vilde i sengen og kunne en hel masse. Man må ikke være kedelig, men man må heller ikke have været sammen med for mange, siger Kathrine Pontoppidan.
Det er umuligt at vinde.
– Jeg synes ellers, vi er enormt langt med den seksuelle frigørelse, og derfor er den her polarisering virkelig ærgerlig og i mine øjne et tilbageskridt i forståelsen af kvinders ret til skamfri lyst og seksuel frigørelse.
Hun har aldrig selv oplevet, at nogen har rynket særligt på næsen ad det, når hun har fortalt om sine seksuelle erfaringer – i hvert fald ikke direkte. Ingen har sagt noget grimt til hende, men hun gætter også på, at hun måske har datet nogen, der selv har haft mange sexpartnere.
– Enkelte gange har jeg mødt overraskelse og nysgerrighed. Jeg fortalte engang på en date, hvor mange jeg havde haft sex med, hvortil han svarede: “Hold da op, du har haft gang i den. Har det været over mange år?”.
I dag er Kathrine Pontoppidan et sted i sit liv, hvor sex ikke fylder særlig meget. Det kan være, det ændrer sig igen.
– Jeg har også måttet finde ud af, at der er forskel på, hvornår noget er leg, og hvornår det bliver for følelsesbetonet. Hvornår jeg knytter mig hurtigere, end jeg selv ønsker.
Men hun er træt af de stereotype forestillinger om, hvem der har sex med mange – og ser sig selv som et modsvar til det. Hun er ikke en klassisk player, fuckboy eller hjerteknuser. Tværtimod.
Hun skammer sig ikke, men har heller ikke behov for at tage patent på at have et “højt tal”.
– Jeg er fortaler for, at man gør det, man har lyst til. Hvis man holder sig tilbage, fordi man er bange for, at andre tænker, at man har flere sexpartnere end den gængse kvinde, så synes jeg virkelig, man skal give den gas.
– Man skal ikke lade sig begrænse. Så længe man passer på sig selv, afslutter hun.
