Foto: Netflix

Her er de 5 serier, vi har anmeldt bedst den seneste måned

Der er masser af godt serie-stof til din mini-ferie.

1. Forbudt kærlighed på DR

‘Forbudt kærlighed’ er et stærkt og bevægende historisk drama om den unge katolske lærer Cushla, der forelsker sig i Michael, en ældre protestantisk advokat. Deres forhold udvikler sig i hemmelighed midt i Nordirlands konfliktfyldte 1970’ere, hvor vold, mistillid og religiøse skel præger hverdagen.

Samtidig kæmper Cushla med ansvaret for sin alkoholiserede mor, som hun forsøger at passe på, mens hun også arbejder på en skole og hjælper til på familiens pub. Serien skildrer derfor ikke kun en forbudt kærlighed, men også en ung kvindes forsøg på at finde sin egen vej i et samfund, hvor både familie, religion og politik sætter snævre grænser for hendes liv.

Karakter: 🖤 🖤 🖤 🖤 🖤

Foto: Peter Marley / Channel 4 / DR

2. ‘Legends’ på Netflix

Den britiske serie ’Legends’ er inspireret af en sand historie. Her starter to prominente dødsfald forårsaget af heroin en national kamp mod stofmisbrug blandt unge.

Men midlerne er der ikke til at involvere politiet eller efterretningstjenesterne, så den gruppe agenter, der skal lokalisere og infiltrere de dødsensfarlige mennesker, som indsmugler stoffer til Storbritannien, skal findes blandt lufthavnenes bagagetjekkere, havnenes inspektører og embedsmænd i postvæsenet.

Det giver også både spænding og et lidt komisk præg, at det hele foregår, mens Margaret Thatcher er i gang med at hakke landets offentlige budgetter i småstykker, og hele operationen derfor hænger sammen med håb og gaffatape.

Karakter: 🖤 🖤 🖤 🖤 🖤

3. ‘Widow’s Bay’ på Apple TV

Titlen er navnet på seriens fiktive ø, der bærer på en broget og temmelig dyster fortid. De første mennesker kom til i slutningen af 1600-tallet, og lige siden har der hersket en uhyggelig stemning præget af død og forbandelse.

I nutiden forsøger øens lokalt forhadte borgmester Tom Loftis (Matthew Rhys) at gøre det lille samfund til det næste ferieparadis for pengestærke amerikanere med mod på at udforske landets natur og historie. Men Widow’s Bay er forbandet, og overnaturlige og ondskabsfulde kræfter truer konstant med at tage livet af ikke bare beboerne, men også drømmen om at komme væk derfra.

Af og til bevæger ‘Widow’s Bay’ sig på grænsen af det parodiske, hvor det sjove favntag med horrorgenrens klichéer er ved at tage overhånd. Men der holdes en seriøs tone i de problemfyldte personers indre liv, og derfor kan man både grine af de gakkede situationer og føle med mennesker i svære omstændigheder.

Karakter: 🖤 🖤 🖤 🖤 🖤

4. ‘Criminal Record’ på Apple TV

‘Criminal Record sæson 2’ handler om June Lenker og Daniel Hegarty, der igen bliver tvunget ind i hinandens liv, selvom deres forhold er anspændt. Denne gang begynder sagen med, at en ung mand bliver stukket ihjel ved et politisk møde. Efterforskningen udvikler sig hurtigt fra en mordsag til en langt større trussel, da sporene peger mod højreekstreme miljøer og en mulig bombeaktion i London.

Lenker og Hegartys forhold er præget af dyb mistillid. Normalt ser man ellers, hvordan skæve makkerpar eller relationer mellem efterforskere langsomt udvikler sig til noget tættere, jo mere de tvinges til at samarbejde. Sådan er det ikke her. Tværtimod bliver deres samspil kun mere utrygt og uforudsigeligt, fordi man aldrig helt ved, hvor man har dem — eller hvem der egentlig arbejder for sagen, og hvem der først og fremmest forsøger at beskytte sig selv.

Karakter: 🖤 🖤 🖤 🖤 🖤

5. ‘Beef’ (sæson 2) på Netflix

‘BEEF’ er stadig voldsomt underholdende, fordi serien kombinerer sort humor, drama og eskalerende kaos på en måde, der både er sjov, ubehagelig og overraskende menneskelig. Den starter med en konflikt, der hurtigt vokser sig helt ude af kontrol, men under raseriet gemmer der sig en skarp fortælling om frustration, status, parforhold og alt det, mennesker ikke får sagt højt.

Serien handler derfor ikke bare om hævn, men om status, grådighed og mennesker, der bliver mere og mere desperate, jo mere de forsøger at få kontrol over situationen. Som i første sæson er det voldsomt underholdende at se, hvordan én dårlig beslutning fører til den næste — og hvordan karaktererne langsomt afslører, at de måske er lige så kaotiske indeni, som den konflikt de selv har sat i gang.

Karakter: 🖤 🖤 🖤 🖤 🖤

Footer graphics