10 film og serier, vi glæder os til at streame i april 2026

Trine Dyrholm kan endelig opleves i en islandsk serie, mens en HBO-sensation og en af de bedste Netflix-serier nogensinde langt om længe vender tilbage. Der er meget at se frem til i denne måned.

Det er ikke en aprilsnar, når vi siger, at den kommende måned kan blive en af årets stærkeste på seriefronten.

Flere stjernespækkede og imødesete nye serier får premiere i løbet af april, mens nye ombæringer af nogle af tidens mest populære titler også vender tilbage.

Der er meget at se frem til, og vi guider til det vigtigste på landets forskellige streamingtjenester.

Under Salt Marsh

Den britiske serie ’Under Salt Marsh’ fik umådelig gode anmeldelser, da den tidligere i år havde premiere i hjemlandet. En af roserne lød endda, at serien er en af de bedste britiske krimier i flere år – og dem er der ellers ikke så få af. Kelly Reilly fra ’Yellowstone’ og Rafe Spall – der i 2019 medvirkede i filmen ’Denmark’ – spiller et tidligere efterforsker-makkerpar, som bliver genforenet, da liget af et otteårigt barn dukker op.

Jackie (Reilly) har droppet livet som efterforsker for at blive lærer, og barnet er en af hendes elever.
Det trækker tråde til en ældre sag, som betød enden på Jackies karriere som efterforsker. Men det genantænder også gamle traumer hos både de involverede og i den walisiske landsby, hvor forfærdelighederne er sket.

’Under Salt Marsh’ får premiere 2. april på SkyShowtime.

Den danske kvinde

Det vækker i sig selv opsigt herhjemme, når der kommer en udenlandsk serie med titlen ’Den danske kvinde’. Når det så viser sig, at en af vor tids største skuespillere, Trine Dyrholm, spiller den benævnte kvinde, stiger nysgerrigheden til ulidelige højder.

Den islandske serie fik verdenspremiere for over et år siden, men nu kommer den langt om længe på DR. Trine Dyrholm gør sig i serien på dansk, engelsk og en smule islandsk, når hendes karakter, Ditte Jensen, viser sig at være tidligere agent i den danske efterretningstjeneste.

Jens Albinus, Besir Zeciri og Andreas Jebro medvirker også i den vilde serie. Serieskaberen Benedikt Erlingsson har lavet forrygende sorthumoristiske film som ’Kvinde på krigsstien’ og ’Om heste og mænd’, der viser det smukke Island fra en anderledes skæv vinkel, så forventningerne er tårnhøje.

’Den danske kvinde’ får premiere 3. april på DR.

Your Friends and Neighbours

Selv hvis du ikke så første sæson af ’Your Friends and Neighbours’, har du måske set scenen, hvor hovedpersonen, spillet af Jon Hamm, føler sig selv på dansegulvet til tonerne af den danske dj Katos gamle hit ’Turn the Lights Off’.

Det meme gik i slutningen af sidste år viralt på TikTok og andre medier, men faktisk danser Hamm til en helt anden sang i serien, der egentlig er en sorthumoristisk komedie. Skuespilleren har rollen som en mand, der efter et forlist ægteskab og et mistet job begynder at begå indbrud hos de rige mennesker – venner og naboer – i sit velhaverkvarter.

Vores anmelder skrev om første sæson, at serien giver Jon Hamm hans bedste rolle siden ’Mad Men’, så hvis man stadig går og drømmer om den enigmatiske reklamemand Don Draper, er der god grund til at kaste sig over serien.

’Your Friends and Neighbours’ sæson 2 får premiere 3. april på Apple TV.

The Testaments

Mens ’The Handmaid’s Tale’ kørte i seks succesfulde sæsoner mellem 2017 og 2025, skrev og udgav forfatteren bag bogforlægget, Margaret Atwood, i 2019 fortsættelsen ’The Testaments’. Her bygger hun videre på historien om USA som et kvindeundertrykkende teokrati.

Efter seriens afslutning sidste år er det blevet tid til endnu en tur til den dystopiske nærfremtidsverden Gilead. Den nye serie er ligesom forgængeren skabt af Bruce Miller og foregår i tiden efter handlingen i ’The Handmaid’s Tale’. I ’The Testaments’ oplæres unge kvinder til at være gode koner og mødre.

Stjerneskuddet Chase Infiniti, der fik sit gennembrud i Oscar-vinderen ’One Battle After Another’, spiller hovedrollen som datter af Elisabeth Moss’ June. Den unge kvinde har fået et nyt navn, men mødet med en ny ven afslører den samme rebelske natur som hendes mor.

’The Testaments’ får premiere 8. april på Disney+.

The Boys

Drengerøvshumor er ikke ligefrem et plusord i tidens politiske klima, men ’The Boys’ har gennem fire sæsoner vist, at man sagtens kan lave hamrende blodig og kulsort komik med fingeren på pulsen. Nu er den satiriske superhelteserie om den psykopatiske Homelander og alle de andre med særlige evner, der forsøger at stoppe hans tilraning af magten, nået til endestationen. Og femte sæson lader til at gå ud med et brag. Mindre kunne heller ikke gøre det, når man tænker på seriens eksplosive og grænsesprængende univers.

Med ultravold og sjofel humor har showrunner Eric Kripke skabt en verden, hvor alt kan lade sig gøre, og det hele er tilladt. Det er et befriende løssluppent sted at befinde sig, så det gælder om at nyde afslutningen.

’The Boys’ sæson 5 får premiere 8. april på Prime Video.

Outcome

Keanu Reeves spiller på sit image som en af de mest sympatiske mænd i Hollywood, når han i ’Outcome’ indtager rollen som stjerneskuespilleren Reef Hawk. Han har været ædru i fem år og tager rundt blandt venner og bekendte for at undskylde sin opførsel, da han bliver truet med offentliggørelsen af en kompromitterende video.

Filmen er skrevet og instrueret af Jonah Hill, der selv har erfaring med offentlige kontroverser. Det ser ud til, at han behandler emnet i komediedramaet, hvor han medvirker som en temmelig uigenkendelig krisemanager, mens Cameron Diaz og Matt Bomer spiller Reefs venner.

En perlerække af kendisser dukker op undervejs i ’Outcome’, og selveste Martin Scorsese optræder i en scene, hvor Reef leder efter tilgivelse. Det ligner en sjov og sjælerensende omgang.

’Outcome’ kan ses 10. april på Apple TV.

Euphoria

Seriesensationen ’Euphoria’ brændte med en ustoppelig ild i de første to sæsoner, der mellem 2019 og 2022 lukkede publikum ind i en begsort verden af sex, misbrug og mentale problemer blandt en flok unge mennesker.

Serieskaber Sam Levinson trykkede på pauseknappen, og der var længe spekulationer om, hvornår og hvordan serien mon ville vende tilbage. Det gør den så langt om længe nu, og der er sket et tidsspring, så seriens personer ikke længere går i high school. Problemer har de dog stadig nok af. Flere centrale medvirkende som Angus Cloud og Eric Dane er i mellemtiden gået tragisk bort, men samtidig er Zendaya, Sydney Sweeney og Jacob Elordi blevet nogle af verdens mest eftertragtede stjerner. De vender alle tre tilbage i den nye sæson, der lover meget mere kaos og vanvid.

’Euphoria’ sæson 3 får premiere 13. april på HBO Max.

Margo’s Got Money Troubles

Det er svært at forestille sig en tv-serie mere stjernespækket end ’Margo’s Got Money Troubles’. Elle Fanning – der også snart er aktuel i Joachim Triers Oscar-vinder ’Affektionsværdi’ – har hovedrollen som titelpersonen, der på grund af pengenød efter at have fået et barn, hvor faren ikke er inde i billedet, beslutter sig for at sælge seksuelt indhold på OnlyFans.

Margos forældre, henholdsvis en tidligere Hooters-servitrice og en professionel wrestler, spilles af Michelle Pfeiffer og Nick Offerman, mens Nicole Kidman også lægger vejen forbi det veloplagte komediedrama baseret på Rufi Thorpes roman af samme navn. Serien er skabt af seriemogulen David E. Kelley, der har stået bag alt fra advokatserien ’Ally McBeal’ til nyere perler som ’Big Little Lies’ og ’Presumed Innocent’.

’Margo’s Got Money Troubles’ får premiere 15. april på Apple TV.

Beef

”En af de bedste Netflix-serier nogensinde.” Så kontant og begejstret var vores dom over første sæson af ’Beef’, da komediedramaet om vejvrede og eksistentiel krise havde premiere i 2023. Anden sæson af Lee Sung Jins perle afslører den som en antologiserie i stil med HBO-hittet ’The White Lotus’. Steven Yeun og Ali Wongs hovedpersoner er i denne ombæring blevet udskiftet med fire nye karakterer.

Stortalenterne Cailee Spaeny og Charles Melton spiller et ungt par, der arbejder på en eksklusiv golfklub og overværer en strid mellem chefen og hans kone, spillet af Oscar Isaac og Carey Mulligan. Sydkoreanske Song Kang-ho, berømt for rollen i mesterværket ’Parasite’, er også blandt de medvirkende i serien, der tegner til at blive en af årets mest omtalte.

’Beef’ sæson 2 kan ses 16. april på Netflix.

Half Man

Den skotske komiker Richard Gadd fik et eksplosivt gennembrud med Netflix-serien ’Baby Reindeer’, der i 2024 blev et regulært fænomen med serieskaberens selvbiografiske historie om stalking og overgreb.

Med en nærmest uforklarlig god blanding af skør komik og benhårdt drama skrev Gadd sig ind i tidsånden, og nu er han klar med sin imødesete næste serie. Den handler om to mænd – spillet af Gadd og Jamie Bell – der er væsensforskellige, men gennem ungdommen var så tætte som brødre.

Gadds barske figur Ruben træder ind i den blide ven Nialls liv igen, da denne skal giftes. De er vidt forskellige steder i livet, men ser sammen tilbage på 30 års venskab i en serie, der udforsker de skrøbelige relationer mellem mænd.

’Half Man’ får premiere 24. april på HBO Max.

'Half Man'
Footer graphics