Melodi Grand Prix 2025 – og tur i tidsmaskinen
– Jeg forstår ikke, at der er mennesker, der stadig synes, det er fedt at se voksen-mgp, overhørte jeg en kollega sige den anden dag.
Min eneste tanke var: Så er det fordi, man ikke ser det korrekt.
Melodi Grand Prix er nemlig en sublim anledning til at genbesøge alt, der var godt før årtusindskiftet og bare lade sig flyde med på en tsunami af kitsch. Der er ingen grund til, at glimmerpynten fra nytår skal ligge og skamme sig i en skuffe helt frem til december, så start med at hive det frem. Alt, der glimter, er godt. Så inviterer du dine venner over til middag bestående af rejecocktail med tusinde-øer dressing til forret, cuvettesteg med hasselback-kartofler og hundehvalpe (bønner i baconsvøb, ja, det hedder de der, hvor jeg kommer fra) og whiskysovs. Vegetarerne får maskeret blomkål. Til le grand final smider du en islagkage med stjernekastere på bordet. Man kan næsten høre Tommy Seebachs mave rumle oppe i himlen.
Nu var det egentlig ikke maden, min anbefaling skulle tage udgangspunkt i. Fordi det er selvfølgelig musikken, der skal være i centrum på en aften som denne. Og her kommer den eneste korrekte måde at se Melodi Grand Prix på: Efter hver af de otte deltagers optrædener hiver I hver især jeres lille point-papir frem fra under tallerkenen og uddeler jeres point. Sidemakkeren må ikke se det. 12 er højest. Den gæst, hvis point sidst i showet matcher danskernes og juryens bedst, er aftenens vinder.
Og hvad angår dresscode, så er der lidt inspiration at hente her:
Dansk Melodi Grand Prix 2025 sendes direkte fra Jyske Bank Boxen i Herning på DR1 den 1. marts klokken 20:00.
She Said
Hvis du er mere til journalistiske doku-dramaer som ‘The Post’ og ‘Spotlight’, end du er til glimmer og autotune, så har jeg en anden anbefaling til dig. Sidste uge landede ‘She Said’ nemlig på Netflix, som er en film, der skildrer de to The New York Times-graverjournalister Megan Twohey og Jodi Kantor og deres fremragende kildearbejde i forbindelse med afsløringen af seksuelle overgreb begået af den magtfulde Harvey Weinstein. De to journalister spilles af Zoey Kazan og Carey Mulligan, der begge gør det blændende godt.
Med Kvindernes Internationale Kampdag om hjørnet så fungerer filmen desuden også som en kuldegysende reminder om, hvorfor #MeToo-bevægelsen var – og stadig er – så vigtig.
