I sidste uge bragte det amerikanske musiksite Pitchfork en lødig og gennemarbejdet artikel, hvori tre kvinder og en person med flydende kønsidentitet anklagede forsangeren i indie-rockbandet Arcade Fire, Win Butler, for seksuel krænkende opførsel. Angiveligt skulle Butler mellem 2015 og 2020 have begået to seksuelle overgreb og flere gange opført sig upassende i betragtning af magtdynamikken og hans egen og kvindernes aldersforskel. Anklagerne var dengang mellem 18 og 23 år, mens Butler i dag er 42 år.
Win Butler, som længe har været gift med bandkammeraten Régine Chassagne, anerkender i en udtalelse forholdene, men ikke de grænseoverskridende elementer. De er ifølge ham foregået mellem samtykkende voksne, og anklagerne er for ham at se “direkte forkerte”. Han er også ude i nogle forklaringer om, at han har været deprimeret og alkoholiseret, fordi han har haft en dårlig barndom, og fordi hans kone ufrivilligt aborterede, hvilket efter sigende skulle få ham til at lide i en sådan grad, at han ikke selv kunne genkende sig selv som person.
På de sociale medier har fans udtrykt deres kolossale skuffelse ovenpå nyheden, de føler sig forrådt og har ikke lyst til at høre musikken længere. Også den canadiske sanger Feist, som skulle have opvarmet for Arcade Fire, har boykottet dem på grund af anklagerne. Alting går den gale vej for bandet, der ellers er midt i en tour lige nu.
Når man hører sådan noget som det her, især hvis man har et forhold til den anklagede, er det altid lidt som at få en mavepuster. Det værste er bare, at der efterhånden har været så mange mavepuster-histoier, at man er blevet hærdet af det. Man kan simpelthen mærke det mindre og mindre, for hver gang man hører om en ny grænseoverskridende mand i showbizz. Og lad mig lige understrege, at det selvfølgelig er en dårlig ting. Hver gang tænker man, at han må være den sidste. Men det er han nok desværre ikke.
Skrevet af Thomas Balslev
Dronninger på dagsordenen
Golden Days, festivalen for historie, kultur og videnskab, startede i fredags, denne gang under temaet ’Queens’ – i bred forstand. En af programmets mange indslag er en række film om kvindelige tænkere i Cinemateket. Toneangivende og dagsordensættende kvinder som Simone de Beauvoir og Angela Davis og måske mere ukendte af slagsen som Hildegard von Bingen og Fatima Mernissi tages under kærlig behandling med først en introduktion, så en relevant film. Jeg håber på både at blive underholdt og klogere på de navne, jeg namedropper, men ikke kender substansen af, undervejs. 4.-18. september i Cinemateket.
/Louise Rimkjær
Hemmelig indie
Jeg har virkelig en faible for helt ukendte små undergrundsbands, som man kan gå og lytte til helt for sig selv. Derfor er det også lidt kontraintuitivt overhovedet at nævne bandet Ignoran her i disse spalter. Men de er virkelig gode. Mere kan man næsten ikke sige, for der findes ikke noget information om dem – udover at de er fra København og netop har udgivet en kort plade på fem sange på Bandcamp, som hedder ‘Floats’. Hvis man er til melodiske guitarriffs med distortion, utydelige vokaler og slacker-attitude, bliver det ikke meget bedre end lige her.
/Thomas Balslev
The Female Gaze
Inde på Kunsthal Charlottenborg har man under Golden Days åbnet en VR-oplevelse, der giver publikum mulighed for at sætte deres eget præg på maleriet ‘En ung pige, der renser kantareller’ (1892) af den danske kunstner Peter Ilsted. Konkret er der tale om et virtuelt fotostudie, hvor man kan ændre beskæringen, kvindens placering, hendes ansigtsudtryk, baggrunden og lyssætningen for på den måde at skabe den fortælling, man ønsker at få frem. Selvfølgelig en kommentar til fænomenet the male gaze, som filmteoretiker Laura Mulvey problematiserede i 1975.
/Louise Rimkjær
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Hvordan håndterer man egentlig, når en man kender, har fået kræft? Er det nu, du skal diske op med al din viden om ingefærs mirakuløse virkning eller fortælle om faster, der netop er død af samme sygdom? Heartbeats egen Ditte Giese giver os alle denne guide til, hvad vi bør undgå (selv i bedste mening), og hvordan man faktisk kan hjælpe.
Der bliver taler meget om sexisme og overgreb mod kvinder. Men der er også behov for handling – og selvforsvar. Louise Yasmin Rimkjær har talt med de to forfattere Katinka Klinge Albrectsen og Asta-Maja Njor Boisen, der i en ny bog instruerer deres læsere i både hestespark og hammerslag.
Drabet på Kim Wall og den efterfølgende retssag mod Peter Madsen er et af de mest uhyggelige kapitler i dansk retshistorie. Journalist Anne Mette Lundtofte dækkede historien for The New Yorker, og nu har hun skrevet bogen ’Dybt vand’, der beskriver, hvordan samfundet virker, når nogen forbryder sig mod det på værst tænkelig måde.
