Bilstøj og industrielle lyde skaber en nærmest gyseragtig eller måske snarere drømmelignende stemning i starten af ’Miroirs No. 3’, hvor en ung kvinde spadserer rundt tilsyneladende uden mål og med.
Det tyske drama af den førende europæiske auteur Christian Petzold holder den enigmatiske tone hele vejen igennem, men undervejs bliver vi lukket ind i en skæv familiedynamik, hvor stilhed siger mere end tusind ord.
Laura skal på weekendtur med sin kæreste og hans venner, men har ikke lyst. Da deres bil forulykker langt ude på det tyske bøhland, dør kæresten, mens Laura mirakuløst slipper med et sår på ryggen, som ikke engang behøver at blive syet. Hun bliver plejet hjemme hos den ældre kvinde Betty, der tilsyneladende bor alene i et hus lige ved siden af ulykkesstedet.
Der er et uudtalt bånd mellem de to kvinder, og sammen skaber de en fantasiboble, hvor man kan gå ned til floden og plukke blomster, der kan spises til kagen. Omverdenen og menneskene i den virker truende for dem begge, og de synes at kommunikere gennem længselsfulde blikke, der åbner for en verden af fortolkning.
’Miroirs No. 3’ er på samme tid helt ligetil og enormt mystisk i sin fremstilling af kompleks kærlighed. Det er en film, der smutter mellem fingrene og kan formes til mange forskellige størrelser, hvis man lader den arbejde videre i krop og sind.
Mystificerende univers
Morgenen efter ulykken er der moderlig omsorg til den store guldmedalje fra Betty, som har lavet en termokande med kaffe og en med te – hun ved jo ikke, hvad den fremmede kvinde foretrækker – samt lagt noget tøj frem, der passer Laura perfekt.
Den ældre kvinde kommer i skyndingen til at kalde den yngre for Yelena, før hun retter sig selv, men man behøver ikke være Sherlock Holmes for at se, at der lurer noget lige under overfladen. Paula Beer og Barbara Auer har en skiftevis afslappet og intens kemi som Laura og Betty, der hurtigt inviterer sidstnævntes mand Richard (Matthias Brandt) og deres søn Max (Enno Trebs) til middag, hvor menuen er Lauras Königsberg-kødboller.
Mange af filmens scener består af noget så simpelt som at spise, og det pirrer underligt nok nysgerrigheden, at den hverdagsting tillægges så meget tid, mens andre og normalt mere spændingsskabende øjeblikke leveres en passant.
Far og søn driver et lyssky autoværksted, hvor de indimellem tager imod kunder, der betaler kontant for at få slået GPS-sporingen på deres bil fra. Det italesættes aldrig nærmere, hvad der egentlig foregår, men det folder sig naturligt ind i filmens mystificerende univers.
Betty fortæller på et tidspunkt Laura en længere historie om, hvordan Tom Sawyer i Mark Twains romanklassiker får sine venner til at male et hegn ved at få det til at virke som den mest eksklusive oplevelse i verden. Det tjener som en åbenlys analogi om forholdet mellem at have brug for og at udnytte hinanden, men der er samtidig en masse hengivenhed mellem alle personerne.
Dragende kammerspil
Filmen er ikke et stramt plotskåret stykke håndværk, hvor brikkerne er lige til at sætte sammen. Den er mere en sanselig skildring af indre melankoli og behovet for nærhed til andre mennesker.
”Man må aldrig kigge ind i flammen,” siger Max i en af mange replikker og scener, som man kan læse alt muligt ind i.
Christian Petzold blander basale urinstinkter med intellektuelle referencer til film- og musikhistorien, så hjernen hele tiden arbejder på højtryk. Mændene hører klassisk musik i bilen – titlen henviser til Maurice Ravels klaverstykke fra 1905 – mens Max på værkstedet spiller Frankie Valli & The Four Seasons’ sprudlende pophit ’The Night’ fra 1972.
Med en spilletid på under halvanden time er man konstant engageret i det dragende kammerspil.
Krævende og givende
’Miroirs No. 3’ passer perfekt ind i Christian Petzolds filmografi. Han har slået sit navn fast som manden bag blandt andre ’Transit’ og ’Rød himmel’, hvor Paula Beer ligeledes spiller hovedroller.
Han har en umiskendelig stemme, der blander inspiration fra andre film – i denne trækker han blandt andet på David Lynch’ ’Mulholland Drive’, mens hovedpersonen er opkaldt efter Otto Premingers ’Laura’ fra 1944 – med sine egne faste fascinationspunkter som dobbeltgængermotiver og livets cirkulære struktur.
Petzold er ikke bleg for at indrømme, at han nærmest laver nye udgaver af allerede eksisterende film, som af og til endda er hans egne. Det resulterer i en slags kinesisk æske, hvor det at dykke ned i filmen næsten er en større oplevelse end at se den første gang.
Det er selvfølgelig skønt med et værk, som på den måde er større end sig selv. Men det føles også som nogle lidt snærende rammer konstant at tænke filmhistorien ind i hvert enkelt billede frem for blot at fokusere på den medrivende historie.
Den er der nemlig til fulde i ’Miroirs No. 3’, der er en lige dele krævende og givende film.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
