Den britiske forfatter Jane Austens elskede debutroman fra 1811 er på ny blevet filmatiseret, og det er blevet til en både rørende og humoristisk film med masser af stjerner og et glimrende skandinavisk pust.
‘Fornuft og følelse’ er historien om søstrene Dashwood, hvis tilværelse i slut-1700-tallets England smuldrer, da deres far dør, og gods, jord og penge i overensstemmelse med loven går til deres ældre halvbror.
Broren har ganske vist lovet at forsørge søstrene og deres mor, men det får hans griske kone Fanny ham hurtigt talt fra.
Således ændrer livet sig på et øjeblik for den snusfornuftige og stoiske Elinor (Daisy Edgar-Jones), der straks giver sig til at lede efter et nyt hjem til familien. Hun får ikke megen hjælp af sin søster, den romantiske Marianne (Esmé Creed-Miles), der stolt bærer alle følelser uden på tøjet og ikke kan forlade barndomshjemmet uden at kramme alle træer først.
Deres lillesøster Margaret (Bodhi Rae Breathnach) må bare følge med, og deres mor, Mrs. Dashwood (Caitríona Balfe), forsøger efter bedste evne at bevare sin og døtrenes værdighed og, ikke mindst, værdi på ægteskabsmarkedet.
Austens kæphest
Kvinders ulige arveforhold og totale afhængighed af at indgå et godt parti og opnå økonomisk sikkerhed gennem ægteskabet var en stor kæphest for Jane Austen.
Det sættes op som en vigtig tematik i filmen, idet den ikke begynder med deres fars død, men med, at den frie sjæl Marianne på en gåtur i skoven opsnapper det testamente, der ankommer med anden halvdel af tragedien.
Det kan jo ikke være jura, det hele, og selvfølgelig er der også brugt tid på at opbygge indtil flere fuldblodsromancer, som de af os, der har lidt Marianne indeni, kan få smeltet hjertet over.
Snart ankommer Dashwood-kvindernes fjollede grand-grandtante Mrs. Jennings (Fiona Shaw), som ikke alene har et hus til leje, men ovenikøbet et, som de har råd til med deres beskedne arv.
Familien flytter derfor fra Sussex til Devonshire, hvilket er alt for langt, for Elinor har mødt en både ædel og fornuftig mand i form af deres svigerindes bror, Edward Ferrars (George MacKay).
Han lover at besøge hende i det nye hjem, men må aflyse, og sidenhen finder Elinor ud af, at han netop grundet sin principfaste, noble natur aldrig vil kunne gifte sig med hende.
Marianne møder kærligheden i Devonshire, hvor hun først kurtiseres af den rige og ordentlige oberst Brandon (Herbert Nordrum), som hun dog vrager for den morsomme og kunstinteresserede Willoughby (Frank Dillane).
De to mænd nærer gammelt had til hinanden, og med tiden finder Marianne desværre også ud af hvorfor.
Daisy Edgar-Jones og Esmé Creed-Miles har masser af fyrværkeri som vores centrale par, Elinor og Marianne.
Udover de mange replikker, der afslører deres forskelle, har man valgt at skabe stor kontrast i deres udseende, hvor Marianne (i hvert fald efter kostumedramastandarder) altid har rodet hår og tøj, der er langt mere skødesløst kastet sammen end Elinors enkle, men ordentlige antræk.
Høje taljer og tavse, stærke mænd
Vi er i empiresnittets storhedstid, og det klæder filmen, at kostumedesigner Grace Snell har lagt brokaden lidt til side og prioriteret praktiske materialer som bomuld og uld, så søstrene ligner unge kvinder fra landet. Man tror på, at Marianne faktisk elsker at ligge i græsset og betragte en kålorm på sin finger.
Da hun og Elinor senere tager til kostumebal i London, er kontrasten så meget desto større til de mange yndige, tynde materialer og glimtende smykker, der hænger på de fine damer.
Der er store sko at fylde, eftersom filmatiseringen fra 1995 havde henholdsvis Hugh Grant og Alan Rickman i rollerne som Ferrars og oberst Brandon.
Både George MacKay og den norske Herbert Nordrum får dog fremmanet mænd, som holder så meget tilbage af henholdsvis dekorum og traume, at man ikke kan andet end at blive akut nysgerrig på dem begge.
Frank Dillane, der spillede en ung udgave af Voldemort i ‘Harry Potter og Halvblodsprinsen’, kommer også med masser af god fuckboy-energi til Willoughby.
Vigtigt er det også at bemærke, at der midt i al romantikken og de sociale kommentarer om kvinders rettigheder er blevet plads til en del humor, og at filmen flot rammer en let ironisk distance til pladderromantik og snobberi uden at miste sit øje for hverken betydningen af social status i et klassesamfund eller den store kærlighed.
Hvis man kun har set hende i ‘Outlander’, ved man måske ikke, at Caitríona Balfe er ganske morsom som den let forvirrede mor, Mrs. Dashwood, der skifter sømløst mellem piget begejstring og voksen omsorg.
Især fungerer det godt, når karaktererne gør grin med hinanden, og man som publikum bare må konstatere, at man faktisk kender dem på skærmen godt nok til at grine med dem.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
