Interview med forfatter Peder Frederik Jensen: “Vi brugte al vores frihed på at smadre verden”

Det startede med en sms. Den var 12 linjer lang og handlede om et trafikuheld. Peder Frederik Jensens redaktør svarede, at den var antaget. Det havde han aldrig gjort før. Sagt god for en bog på baggrund af en sms.

Men det var som om, at de begge to kunne mærke, at der var en roman her. Det var en god start. Men det er også efterhånden fire år siden, den sms tikkede ind.

“Lige siden har det været den vildeste rodebutik. Det sindssygeste,” siger Peder Frederik Jensen.

“Da jeg satte mig ned den aften og skrev, vidste jeg, at det var en roman. Jeg havde gået med det længe og så ’blup’ – det tog seriøst ingen tid. Men jeg vidste ikke, bogen skulle ende med at se ud, som den gør nu.”

Vi sidder i køkkenet i hans lejlighed på Vesterbro. Mellem os på bordet ligger bogen, han taler om. ’Det Danmark du kender’ hedder den. Forfatterens syvende. En bog, der ifølge ham selv er en slags kulmination på hans forfatterskab hidtil, fordi den samler alle trådene og knytter dem sammen i en skæbnefortælling om et land og et folk, der er på vej ud over kanten.  

Det er en dramatisk bog i ordets bogstaveligste forstand – en “tjubang-roman”, skrev en anmelder. For den handler om liv og død. Om avisdrengen Niels fra underklassen, der bliver torpederet midt på en pløjemark af en brandstiv borgmester fra Socialdemokratiet.

“Jeg gik længe med det her åbningsbillede i hovedet. En lang landevej i et vinterlandskab på Lolland hvor der ligger de her få huse, og hvor der sker et sammenstød mellem en bil og en knallert. Jeg elsker at være sådan nogle steder, når der ikke er andre. Altså mandag i oktober klokken kvart over ti, hvor man tænker: “Hvor er alle menneskene henne?” fortæller Peder Frederik Jensen.

Selvom trafikuheld ikke umiddelbart virker kunstneriske, var det for ham en sanselig og æstetisk situation, et slags land art, som han byggede videre på over tid. Uden at dominere eller definere det.

“Jeg lod det bare være som en tanke. Og så engang imellem tænkte jeg lidt på den eller trak vejret gennem den, som man siger, hvis man mediterer. Det er ikke atypisk for mig som forfatter at starte en bog på den måde, men jeg har aldrig prøvet, at det har taget så lang tid.”

Prostitution i Udkantsdanmark

Man forstår ham egentlig godt. ’Det Danmark du kender’ er ikke en ensporet, enkel roman, selvom selve bogen faktisk udspiller sig over kun 20 minutter – fra ulykken indtræffer, og halsen brækker på drengen, til at han flyves væk i en lægehelikopter. Ved hjælp af montager og krydsklip kommer man i løbet af bogen dybt ind i en håndfuld mere eller mindre tragiske karakterer og bliver bekendt med deres livshistorier fra landets randzone i Udkantsdanmark.

Og lad os bare sige det, som det er: Peder Frederik Jensen forskønner ikke Lolland med den her bog. Man trakteres med prostitution, narko, liderlighed og bundskrabende tabertristesse i rigelige doser. Så meget, at han er blevet kritiseret for at bruge det for effektens skyld.

Men det har han ikke gjort. Peder Frederik Jensen fortæller, at bogen har et hjerte, der banker for de udsatte mennesker, som den handler om, og at han har forsøgt ikke at pege fingre ad nogen.

“Det er et ideal for mig at være solidarisk med mine karakterer. Jeg bryder mig ikke så meget om hverken at læse eller skrive litteratur, hvor solidariteten mangler. Den der ironisering af karakterer er for mig at se ikke særlig virkningsfuld. For mig handler det om, at jeg gerne vil skrive om noget, der er pisse alvorligt og grænseoverskridende for mange at læse om.”

Man behøver ikke engang at være metaforisk anlagt for at forstå, hvad det er, der er på spil i bogen: En selvoptaget socialdemokrat kører en ung, udsat dreng fra underklassen ned, mens han er ude at tjene til føden.

Andre passager er lige så rammende. Vi følger den samme politiker, når han bader sin gamle mor, der kværulerer over den ringe service, hun får af systemet. Vi følger også politikerens elskerinde, Sigrid, og hendes kamp mod bureaukratiet for at stable et økologisk initiativ på benene i den lokale udørk på Lolland. I ’Det Danmark du kender’ er kritikken så godt som bøjet i neon.

Men det er ikke første gang, Peder Frederik Jensen kaster sig over tematikken. Romanen ’Læretid’ (2012) er en fortælling om det kulturskel, en ung mand fra København oplever, mens han står i lære som bådebygger i Kalundborg – inspireret af hans egen læretid. Og i ’Banedanmark’ (2014) tegnede han gennem 25 minimalistiske noveller et portræt af udsatte fra alle niveauer af samfundet.

Hvorfor er Peder Frederik Jensen egentlig så optaget af at finde symptomerne på samfundets skævheder og diagnosticere Danmarks vej mod en politisk blindgyde? 

“Min kone spurgte mig om præcis det samme i går,” siger han og holder en pause.

“Jeg tror – eller jeg håber – at svaret er, at det er, fordi det vækker en indignation i mig. Det undrer mig virkelig, at vi som det mest rige, privilegerede, veluddannede, veludviklede samfund i verden stadigvæk har en følelse af, at der er så langt imellem os. Det undrer mig virkelig, at vi ikke kan få det til at fungere.”

Hvad er det, der ikke fungerer i Danmark?

“Det er noget nede i eksistensen. For egentlig fungerer vores rammer ret godt. Alt det kaos, de her mennesker er i – også de ældre, der føler sig svigtet og overladt til sig selv – jamen det er fint, for hvis du bliver kørt ned, kommer der en helikopter syv minutter efter og redder dig. Ligegyldigt hvor i Danmark. Vi har nogle strukturer, som er enormt velfungerende. De har bare den bagside, at de er skabt af jagt på olie. Og derfor står vi overfor en katastrofe, som vi slet ikke er i stand til at fatte,” siger Peder Frederik Jensen.

Til vandet fylder vores vaders

Peder Frederik Jensen taler om følelser og klimakrise. Selvom hans roman tager navn efter et gammelt socialdemokratisk slogan, rækker den katastrofe, han nævner, udover den samtale, der kan finde sted på det politiske spektrum. Det handler ikke om rød eller blå, men om at det Danmark, vi kender – selve velfærdsstatsmodellen – er medskyldig i en forestående naturkatastrofe. 

“Vi kan argumentere materialistisk og kapitalistisk, indtil vandet fylder vores vaders, men vi er nødt til at finde en anden samtale,” siger han og fortsætter:

“Det undrer mig, at vi ikke er nået til et sted, hvor vi siger: ”Skal vi ikke prøve ikke at være optagede af at vækste og bruge naturens ressourcer?” Skal vi ikke prøve at tage det roligt og få styr på balancerne igen?”

Han ved udmærket, at svaret ikke ligger lige for. Det er meget svært at være den politiker, der sætter sig for at begrænse menneskets ret til det hele, som han siger.

“Hvad stiller man op med et samfund, hvor os, der tør indse det, godt ved, at vi er nået til kanten, men hvor masserne ikke ved det? De tror stadig, at vi kan løse det ved at finde på et eller andet ingeniør-halløj ude på DTU. Hvad stiller vi op, når så meget af vores energi er bundet til at håndtere alle os privilegerede menneskers følelser af, at vi ikke er privilegerede nok,” spørger han.

Uden at kende svaret. Så rejser han endnu et spørgsmål.

“Kan man forvente, at masserne kan sætte sig udover deres egne behov, eller kan man ikke forvente det? Vi er jo alle sammen nogle liberale mennesker, der gerne vil have gode liv.”

Og for en gangs skyld svarer han selv:

“Hm, det kunne vi så ikke forvente. Fordi lige om lidt falder vi ud over kanten. Vi brugte al vores frihed på at smadre verden.”

Du siger faktisk, at vi som mennesker ikke kan administrere et demokrati?

“Vi bliver i hvert fald nødt til at indse, at vi ikke som massekultur har været i stand til at frisætte os fra de politiske påvirkninger. At den generation, der skulle have gjort noget, hoppede på den der: “I skal forbruge meget mere, end I nogensinde har gjort før. I skal spise rødt kød, flyve hele tiden og udskifte jeres køkken, selvom det ikke fejler noget.””

Men er det individets ansvar at gennemskue, hvad verden har brug for?

“Måske er sandheden et andet sted. Jeg har ikke noget svar på det. Men jeg tror, der er mange, der er klar over, at vi er nødt til at være meget ærlige om, at det er dén situation, vi befinder os i.”

Og du oplever, at vi har et problem med at være ærlige?

“Jeg har tænkt, at det der blokerer for en ny fremtid med fuld knald på forandring – udover grådighed ­– det er i virkeligheden, at der er rigtig mange mennesker, som vil blive nødt til at indrømme, at de tog fejl. Det tror jeg ikke, de tør.”

Ikke moderne socialrealisme

Peder Frederik Jensen mener ikke, at det er kunstens rolle at tilbyde løsningsmodeller. Hans arbejde er derimod at kigge på de mennesker, der lever midt i tiden og se på, hvordan ubehaget sætter sig i dem. Det er ikke super moderne, men det er kernestof for en romanforfatter.

Selv har han ladet sig inspirere af Hans Kirks klassiker ’Fiskerne’, og flere gange i løbet af interviewet nævner han den franske forfatter Michel Houellebecqs seneste roman ’Serotonin’.

“Jeg har prøvet at revitalisere en socialrealisme med alt det lort, vi står overfor. Men Danmark er bare et spejlkabinet – den her roman kunne lige så godt være skrevet i Frankrig. Jeg tror ikke, der er meget økodigtning, der bliver læst af den brede befolkning. Som i nul. Det er heller ikke sikkert, den her bog vil blive det. Men nogle gange er den aktivistiske kunst med til at skubbe bredden af befolkningen væk fra sig fremfor at rumme den.”

I den henseende kan man nok godt tillade sig at kalde ’Det Danmark du kender’ en rummelig roman. Og selvom det går grueligt galt for stort set alle karaktererne, er det også en roman med et håb, mener han.

“Der er noget fatalistisk i vores struktur, som holder individet på plads, men det er lige så vigtigt at lægge mærke til, at det er lokale mennesker, der redder de udsatte i min bog. Så jeg nærer også et håb om, at dem, der kan redde os, er os selv. Det er jo en landmand, der hjælper narkomanen i bogen. Det er en håndsrækning fra den gruppe i samfundet, der måske ikke larmer så meget. Og det har været en vigtig pointe for mig.”  

Ud til læserne

Derudover håber Peder Frederik Jensen på, at ’Det Danmark du kender’ vil resonere hos en bred læserskare. Ja, han tror faktisk, at den vil appellere til ret mange, hvis han selv skal sige det. Selvom hans offentlige person hurtigt kunne rubricere ham og hans værker som sådan noget ’forfatterskole-halløj’.

“Jeg ville ønske, at den her bog kunne slippe fri af mig og bare ryge ud til folk, der godt kan lide at læse, men som føler, at litteraturen nogle gange er for lukket om sig selv til at have noget med dem at gøre.”

På den måde har han det samme ønske for sin litteratur som for verden som sådan. Det er på sin vis Peder Frederik Jensens pågående projekt at undersøge, hvad det er, der kitter tingene sammen – hvad end det er brædderne i en båd, siderne i en bog, danskerne i Danmark eller mennesket og naturen. Lige nu er det mest det sidste.

Og derfor kan det måske godt betale sig at se lidt bagud for at komme frem.

“Jeg tror uden at romantisere noget som helst, at man førhen havde en større fornemmelse af at hænge sammen med noget. Den tror jeg ikke, man har på samme måde længere. Vi er blevet selvoptagede ad helvedes til. Men måske er der nogen, der er ved at genopfinde sammenhængen.”

---

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Læs videre fra forsiden ved at trykke  HER.