”Lucius er i sikkerhed.”
Det er de sidste ord, den tidligere general og gladiator Maximus (Russell Crowe) ytrer i Ridley Scotts store ‘sværd og sandal’- actionepos ‘Gladiator’, som udkom i 2000.
Well, det var en stor fed løgn!
For ingen er i sikkerhed for pengegriske Hollywood-folk og gamle instruktører, der higer efter at genfinde fortidens fornemme touch for gode film.
Tidligere i år så vi Francis Ford Coppolas storladne Megalopolisunderstrege, at instruktøren nok bør holde sig til vinlavning, og det samme kan man sige om Ridley Scotts fuldstændige unødvendige 2’er, ‘Gladiator II’.
Halvt remake, halvt fortsættelse, helt gennemført uoriginal fremstår efterfølgeren til den afholdte storfilm som en vattet pastiche.
Det er faktisk som at se originalen gennem en 13-årigs fanfiction-øjne. Her skal selvfølgelig lyde et stort undskyld til alle fanfiction-skribenter, for ingen kunne komme på et så idéfattigt plot, som det er sket for Ridley Scott og manuskriptforfatter David Scarpa.
‘Gladiator II’ starter 16 år efter begivenhederne i den første film.
I det nordlige Afrika bor krigeren Hanno (Paul Mescal) sammen med sin hustru. Alt er fred og fordragelighed, indtil en romersk hær under ledelse af den erfarne general Marcus Acacius (Pedro Pascal) melder sin ankomst og smadrer lykken.
Hannos kone lider en værdig krigerdød, og enkemanden sværger hævn over Acacius.
Alle veje, inklusive hævnens, fører til Rom, som bliver styret af de, efter sigende, korrupte tvillinger Geta (Joseph Quinn) og Caracalla (Fred Hechinger).
Men alting er naturligvis ikke, som de ser ud.
Fladt remake
Af uransagelige årsager har man allerede i traileren til ‘Gladiator II’ valgt at afsløre Hannos ophav. Han er søn af Lucilla (Connie Nielsen) og Maximus. En ting, der kun blev subtilt hentydet til i den første film, men nu bliver smadret ind som kanon. Endda i en fordrejet udgave af scenen, jeg henviser til i starten af anmeldelsen, så udsagnet nu bliver et spørgsmål.
Der er flere af den slags små omskrivninger i ‘Gladiator II’. For helt ærligt, hvem interesserer sig også for, at en historie giver mening i forhold til det, som den selv har opsat som sandhed?
I hvert fald ikke Ridley Scott og David Scarpa.
Filmen ser dog ret godt ud. Der er smæk på actionscenerne, og man kan godt se, hvor pengene er blevet brugt til set-design og kostumer. ‘Gladiator II’ ligner den dyre film, den er.
Historie- og karaktermæssigt er det en helt anden skæbnesvanger snak.
Det er meste af filmen fremstår som et remake af originalen. Endda i en sådan grad, at det bliver decideret pinligt. Der er muligvis en eller anden morale om at gentage fortidens synder, men det bliver ikke rigtig italesat nogen steder, og ‘Gladiator II’ er ikke ligefrem en film, der gør sig i antydningens kunst.
Men det er måske ikke så overraskende, når det er samme manuskriptforfatter som på Scotts bombastiske ‘All the Money in the World’ og ‘Napoleon’. Til gengæld er der fuld fart over dramaet. Også i en sådan grad, at det fremstår som drama for dramaets skyld.
Filmen, ingen har bedt om
Skuespillet er, på nær ét tilfælde, ikke noget at skrive hjem om.
Paul Mescal og Pedro Pascal kører den hjem på rutinen. Begge har tidligere i karrieren leveret masser af mindeværdige præstationer, men dem i ‘Gladiator II’ er ikke nogen, der vil gå over i historien.
Faktisk er der kun én præstation, man husker efter rulleteksterne, og det er Denzel Washingtons.
Skuespilleren spiller Macrinus, en opportunistisk gladiatorskole-ejer med store politiske ambitioner. Han ser muligheder i Hanno/Lucius og bruger ham til at vinde folkets gunst og indpas i den kejserlige inderkreds.
Washington har glimt i de hævngerrige øjne og mere karisma og udstråling end resten af filmen. Faktisk virker det til tider, som om han slet ikke spiller med i ‘Gladiator II’.
Snarere vækker præstationen minder om hans Oscarvindende præstation tilbage i ‘Training Day’ fra 2001. Der gav han den fuld gas som korrupt panser, der gav sin rookie en første dag på jobbet, som var lidt af et mareridt.
Alene det, at man kan sidde og tænke på en anden rolle end den, man overværer i nærværende film, peger tilbage på et manuskript, der til syvende og sidst bare ikke fungerer.
Meget symptomatisk er Harry Gregson-Williams’ musik en svag imitation af Hans Zimmers og Lisa Gerrards mesterlige og mindeværdige musik fra originalen.
Men nu er ‘Gladiator II’ her. 2’eren, ingen bad om. Hvis ikke den tjener usandsynligt mange penge, har den absolut ingen eksistensberettigelse. Og med rygterne om en tredje film er det lige før, man får piskesmæld af bar hovedrysten.
