– Aber ich möchte Männer sehen, råber en midaldrende tysk kvinde direkte ind i ansigtet på en bouncer, der forsøger at praje hende som beskuer til konceptet bruseniche-strip.
Han må skuffe kvinden, for der er keine Männer, men til gengæld lover han, at kvinderne i brusenichen er helt nøgne, og at indgangen er gratis. Hun vender arrigt om på hælen og går videre ned ad Reeperbahn.
Hamborg er hovedsædet for den type ture, som Casper og Frank ville kalde Tour de Fiss. Overalt på Reeperbahn vrimler det med grupper af mænd, der iført kondisko og dynejakker – farmandsslagsen, ikke dominansslagsen – vil se på og røre ved kvinder, der ikke har tøj på. Mens de griner og peger på de eksotiske omgivelser, glinser deres flaskeøl i neonskiltenes skær.
Men Tour de Fiss-klientellet er ikke alene. Der er også grupper som regel anført af en fjantet frontfigur, der bærer en lyserød cowboyhat og et bride to be-bånd tværs over torsoen.
I Hamborgs berygtede bydel kan man ikke sparke sig frem for stripklubber, der skilter med sexy, sexy girls. Men i januar lukkede mandestripbaren Olivias Wilde Jungs. Efter 15 år på gaden mente den kendte tyske drag Olivia Jones, at konceptet havde nået sine grænser.
Siden er det blevet en noget nær umulig opgave at opstøve en mandestripper. Spørgsmålet er, hvorfor genren striptease er blevet en service, der kun er mænd forundt? Hvad i alverden skal en heteroseksuel kvinde gøre af sin kådhed i Hamborgs gader?
Jeg har i mit 25-årige liv aldrig overværet en striptease, selvom mit ungdomsliv udspillede sig i provinsen på Vestfyn. Min manglende striperfaring kombineret med de manglende mandestrippere på Reeperbahn kalder på en mission. Officielt er jeg inviteret til Hamborg af Turistrådet for at deltage i Reeperbahn Festival, prøve Europas længste rulletrappe i Elbphilharmonien og tage på havnerundfart, men uofficielt har jeg en skummel agenda. Jeg har sat mig for at opstøve en mandestripper på Reeperbahn. Kald det bare public service, d’damer.
Min fredag aften på die sündige Meile, som Reeperbahn kaldes i folkemunde, skal forløbe som en ægte ulovlig drengetur. Når jeg træder ind i mændenes arena, er jeg nødt til at træde ind med begge ben. Derfor starter den med aftensmad på den amerikanske grillkæde Hooters, der er kendt for servitricer i korte shorts og nedringede trøjer. Og fra nu af er det nok nemmest, hvis jeg sætter præcise tidskoder på aftenen.
Klokken 19.47: Når jeg frem til Reeperbahn nummer 157, hvor Hooters huserer og deres velkendte ugle med store, brystlignende øjne pryder facaden. Jeg må med stor ærgrelse konstatere, at den er lukket og forladt. I stedet må jeg indtage min aftensmad på en sidegade, hvor tjenerne har tøj på og serverer indisk. Verdammt.
No fawking only looking
Klokken 20.13: Min palak paneer bliver serveret, og imens jeg inhalerer den, kører en bil med Hooters-logo forbi og parkerer ulovligt. Jeg undrer mig, men spiser færdig, så jeg hurtigt kan komme tilbage på Reeperbahn for at fuldføre missionen. Jeg spørger på Rote Katze, Top Secret og Blue Night. Svaret er det samme: keine Männer.
På min tur nedad den syndige mil passerer jeg også bordellerne. Her har mit køn slet ingen adgang. Det gør min research endnu sværere.
Klokken 21.09: To meget unge gutter træder ud af Pink Palace Sex House. Ved den sidste glasskydedør, inden man rammer gaden, står en håndspritdispenser. De former hænderne som en skål og stikker dem under dispenseren, mens de kigger slesk på hinanden.
– No fawking, only looking, siger den ene, mens han sprutter af grin og giver den anden en albue, fordi jeg spørger dem, hvad de lavede derinde. De er 16 og 17 år og er rejst fra München for at prøve Hamborgs natteliv.
Klokken 21.23: Jeg ankommer til næste bordel, Paradise Points of Sex. Jeg bliver stoppet af en, jeg tror er en medarbejder, men viser sig at være en ildsjæl, der har mændenes tarv for øje. Han arbejder i en kiosk længere nede ad gaden.
Selvom jeg er ti meter fra indgangen og bare vil tale, går der panik i ham, da han ser et kvindemenneske på vej mod mændenes domæne. Han forklarer mig, at det er et spørgsmål om skam og jalousi.
– Kvinder er kvinder værst, og mænd er kunder. Du skal gå.
En ældre mand med en attachémappe går ud af indgangspartiet. Idet han passerer os, trækker han sin kasket helt ned i panden og vender den ene skulder til. Hans grå usoignerede krøller stikker ud under kasketten, der har patina i en grad, så selv en poor core-type fra Nørrebro ville gå med den.
Europas bordel
Red-light districts som Reeperbahn eksisterer i Tyskland, fordi både prostitution og rufferi er fuldt lovligt, og sådan har det været siden 2002. Loven blev indført i et forsøg på at legitimere prostitution som et almindeligt erhverv. Men siden har flere eksperter forholdt sig kritisk til lovgivningen, fordi undersøgelser peger på, at de færreste sexarbejdere er i erhvervet frivilligt.
De seneste år har prostitutionslovgivningen været debatteret. I 2023 udtalte den daværende tyske forbundskansler og tidligere borgmester i Hamborg, Olaf Scholz, at han ikke mener, det er acceptabelt, når mænd køber kvinder.
Han ønskede dengang at sigte efter en svensk model, hvor man gør det ulovligt at købe sex, men lovligt at sælge det. Siden er Friedrich Merz blevet ny kansler, og der er ikke sket ændringer på området.
For en dansk kvinde som mig er der officielt ikke nogen problemer i at tage til Hamborg for at få tilfredsstillet sin strippertrang. Men man skal være godt forberedt og passe på, at man ikke havner i de klassiske turistfælder, og jeg har hørt, at en god tommefingerregel er, at man aftaler prisen på forhånd. Det har jeg selvfølgelig tænkt mig at gøre for ikke at få nogle ubehagelige overraskelser. Men jeg skulle blive klogere.
Arnold Schwarzeneggers motorcykel
Klokken 21.47: Jeg er desperat og er nu nået ned til den LP-runde Beatles Platz. Pladsen har fået navnet, fordi Beatles af en eller anden grund startede deres livekarriere i Hamborg. Der står fire metalsilhuetter, der forestiller bandet, men de er nemme at overse, fordi stripklubben Susis Showbar tager al pladsens opmærksomhed.
Rundt på pladsen står alle deres hits på metalskilte der i kronologisk rækkefølge er placeret i LP’ens indre cirkler. Det er ægte kulturhistorie, der trampes på af liderlige kapitalistsvin – som mig selv.
Susis Showbar er blevet nævnt i flæng, når jeg har spurgt de andre bouncere, hvor der er bedst mulighed for at møde en mandestripper. Mine forhåbninger er i vejret. Susis Showbar er en institution og har ligget på hjørnet mellem Große Freiheit og Reeperbahn siden 1978, selvfølgelig ved de, at de hvileløse kvindepolterabender mangler mandestrip.
– Keine Männer, siger den lille skaldede bouncer, der står i sikkerhed bag et rødt velourreb.
Jeg har mistet håbet, og nu er den store kæde Dollhouse, der også ligger på Istedgade, min sidste mulighed.
Klokken 22.03: Jeg træder ind på Dollhouse, efter jeg har smidt ti euro i indgang og ti euro i garderoben. I buret ved indgangen står manden, jeg har ledt efter hele aftenen. Han laver parringsbevægelser op ad tremmerne til tonerne af udefinerbar liderlig elevatormusik. Han har samme frisure som Erling Haaland (før han blev kronraget) bare sort, og hans overkrop er overtatoveret. Hans jeans er sorte og som spraymalede på hans ben. Han skipper ikke leg day. Der er ingen sokker i hans loafers.
Min taktik herfra er, at finde en plads med overblik. Det bliver i baren.
Jeg bestiller en lille fadøl til københavnerpris. 6,5 euro for 33 cl Carlsberg. Bag mig er otte mænd fra Hammel i gang med at motorboate en kvindelig stripper med langt sort hår og store falske bryster.
På scenen er to polestænger, og imellem dem står en motorcykel på en platform, der får den til at dreje rundt.
– Det er den samme som Arnold Schwarzenegger kørte på i Terminator 1, fortæller en mand i hvid skjorte med Dollhouse stående på brystlommen. Han er stedets manager, en titel han har haft gennem 28,5 år. Han plejede at arbejde i en bank, men ifølge ham er det her sted meget sjovere.
– Jeg arbejder også på Hooters, men der har været brand i kælderen, så den er lukket på ubestemt tid.
Han forklarer mig, at de altid har minimum én mandestripper på arbejde, og Dollhouse skulle efter sigende være den sidste stripklub på Reeperbahn, der har mandestrippere. I dag er der den ene mandestripper, der står i buret, og otte kvindestrippere på arbejde. Samme blandingsforhold som saftevand.
Klokken 22.37: Jeg får naboer i baren. To damer på omkring de 60. De ser alvorligt utilpasse ud, idet de slår bagdelen i lædersædet. Da de har siddet i 10 minutter og holdt intens øjenkontakt med bundfaldet i deres rødvin, forlader den mandlige stripper buret. Han kommer over og lægger en hånd på hver deres skulder. Han overser mig totalt.
Fra damernes ansigtsudtryk at bedømme skulle man tro, at der var tale om en tunge i et øre og ikke en hånd på en skulder. De vifter ham væk.
– Vi har fået en voucher af vores turistguide i dag. Vi troede, det var en almindelig bar, siger de, da jeg spørger, hvad de glæder sig mest til i aften.
I de to timer jeg opholder mig på Dollhouse, når de otte mænd fra Hammel at bestille tre såkaldte borddanse. De trykker sig ned i lædersæderne med den ene arm på ryglænet. Med den anden holder de deres øl.
De stikker funny money i trussen på stripperen, samtidig med at de stanger hendes bryster. Det er multitasking. En borddans koster 40 euros, og de jyske mænd bestiller kun dans fra de strippere, der har silikonebryster.
Det går op for mig, at jeg ikke har nogen kontanter med, men tiden er ved at være inde til at rykke. Skal jeg købe nogle matadorpenge, jeg kan placere strategisk i kanten på de stramme jeans, manden i buret er iført?
Grab my bum bum
Klokken 23.00: Vi befinder os et sted mellem mændenes anden og tredje motorboating-seance, men nu bliver det min tur. Det er tid til aftenens første sceneshow. I røg og damp træder manden fra buret frem på scenen. Han præsenteres som Adriano “directly from Brazil” og er nu i fuld tyrefægteruniform. En special edition med djævlehorn på skuldrene, og han svinger sig rundt i begge polestænger. Kort efter er han kun iført en form for pantaloon-buks og et kombineret titel-og nyrebælte. Måske er han verdensmester i strip.
Da showet er ved, at nå sin afslutning, løber han ned fra scenen og hen til mig.
Øjeblikket, jeg har ventet på, indtræffer nu. Og så går tingene pludselig hurtigt.
Inden jeg når at blinke, befinder jeg mig på en vakkelvorn guldstol, der står klos opad polestangen.
Adriano snurrer rundt over hovedet på mig, og for hver runde bliver jeg ramt af en dunst af Axe body spray. Det næste øjeblik sidder han overskrævs på mig og kører mine hænder ned af hans ualmindeligt svedige sixpack. Mine håndflader når ikke at være våde længe, før han placerer dem på sin bagdel, og velouren fra hans tyrefægterbuks suger til sig. Jeg føler mig som det legetøj, alle uopdragne tæppetissere humper i stykker.
– Grab my bum bum again, but this time harder!
Jeg må adlyde og tager hårdere fat i Adrianos bum bum. Han fladmaser mit ansigt med sin brystkasse. Det fungerer unægteligt bedre for mændene fra Hammel. Til sidst løfter han mig op i et hoftegreb, og beder mig vende hovedet nedad. Han svinger mig rundt i fire-fem omgange og bruger min page som en fejekost. Jeg er Anne-Mette Rasmussen. Han er Thomas Evers Poulsen. Det føles helt særligt.
Da seancen er slut poserer jeg foran Arnolds motorcykel, alle klapper – selv de måbende voucher-damer. Showet fortsætter, og i et hårdt ryk flår Adriano sine velour-pantaloons af. Det viser sig, at han bærer samme slags briefs som Frank Hvam, men Adrianos poser ikke bagtil.
Klokken 23.13: Jeg har fået tryghedsgreb om en Carlsberg, og jeg forsøger at processere, det der lige er sket.
Min mission er lykkedes. Jeg nåede forbi syv stripbarer, før jeg fandt Adriano, der lader til at være den sidste mandestripper på Reeperbahn. Det var min første striptease, men også den sidste. Akten er som en musical uden sang, og det er mere specielt, end det er liderligt. De kvinder, der i løbet af aftenen interagerede med Adriano, virker til at have en fjollet distance til konceptet. Hos mændene virker der derimod til at være tale om et oprigtigt begær.
Klokken 00.05: Jeg forlader Dollhouse til tonerne af Rammsteins ‘Stripped’. Baren er nu helt fyldt, og foruden stripperne er der næsten ingen kvinder tilbage. På scenen er hans kvindelige kollega i fuldt læderantræk i gang med at piske Arnolds Schwarzeneggers motorcykel.
Det sidste jeg ser til Adriano er, at han ligger på bordet foran et selskab af korthårede damer, der ligner en Zizzi-medarbejderstab. Nu er han iført pilotuniform, og bukserne er ikke med velcro. De må jogges af.
