På Emmas barndomsværelse i Tarm hang en lyserød væglampe fra IKEA. Den var blomsterformet, og jeg havde en præcis magen til derhjemme.
Jeg er selv vokset op cirka sideløbende med ‘Årgang 0’-børnene og har med stor fascination set med fra sidelinjen. Særligt når konfirmationskjolerne skulle købes eller små sure indtages til den store 18-års fødselsdag. De blev som et fjernt beslægtet familiemedlem.
Men efter at have set hele programserien igen, er der et par nye perspektiver, der har åbenbaret sig for mig.
Dengang var det en mindre genistreg at udstyre familierne med hjemmekameraer, som de selv kunne bruge som en form for videodagbog. Da de fem oprindelige familier i 1999 sagde ja på deres børns vegne, var det dog uden helt at kende udfaldet af den beslutning. For pludselig kunne næsten en million danskere lure med over hækken.
Siden er to familier faldet fra, og en er kommet til. Men hvor klichéagtige det end lyder, har de alle været med til at skrive et stykke danmarkshistorie – og det kan man kun være taknemmelig for.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg af flere omgange har rynket gevaldigt på næsen over Rachels excentriske apotekerfamilie. Men ved gensyn er det i høj grad gået op for mig, at de er skønne på sin helt egen måde. Genialt castet.
Og selvom jeg hverken er psykolog, forældre eller det jeg vil kategorisere som ’rigtigt’ voksen, er jeg alligevel overbevist om, at den måde Theresia hvilede i sin anderledeshed på, har givet både David og Rachel en helt særlig robusthed. Og den har de taget med sig i mødet med verden.
Det har tydeligvis ikke været nemt for Rachel at være en smule gammelklog og et helt år yngre end sine klassekammerater. Både dengang og i dag er det hjerteskærende at se hende stå helt alene ude foran klasselokalet og vente på, at klokken skulle ringe ind igen. Folkeskolen kan være et grusomt sted.
Men Rachel tog på efterskole og senere til Argentina, og nu, hvor hun er voksen, er hun kun taknemmelig for, at hun er lidt anderledes end så mange andre. Hvorfor skulle hun også være andet?
Programserien skabte et nærmest familiært bånd mellem seerne og familierne på skærmen. Det var nemlig noget helt unikt i, at kunne følge med i andre privatliv i så høj en grad. Og i så lang tid. Måske det endda har dannet præcedens for alle de mange fremtidige dokumentaragtige programmer, der pibler frem. Det var i hvert fald virkelig banebrydende.
Og så holder man jo helt oprigtigt af alle børnene – selv når Rachel for eksempel får ‘primadonnanykker’. Jeg kan kun blive ramt af en kærlig irritation.
Men programmet kræver måske også, at man har den følelse. For selvom årets gang er komprimeret ned til blot tre til fire afsnit, skal man alligevel igennem ret meget madpakke. Men det er i trivialiteten, at den sande glæde ved programmet ligger for mig. Og det, jeg er mest nysgerrig på.
Jeg ville ellers også have forsvoret, at der nogensinde kunne opstå en trang til at stifte familie i Tarm inde i mig. Men trods gældssaneringer, parforholdskriser og et ganske ulykkeligt klasseskifte var der en varme i den jordnære vestjyske familie. Og så gav de et virkelig genkendeligt indblik i parcelhusdanmark. Og det gjorde mig altså lidt skruk– dog ganske kortvarigt for det virker virkelig også bakset det der med børn.
Særligt, hvis man, som Christians mor, skal servere spejlæg til en henslængt teenagedreng, der hellere vil se ’Paradise Hotel’ end hjælpe lidt til. Ifølge ordbogen kom ordet ’curlingforældre’ ind i det danske sprog i 2000, og det passer faktisk meget godt. Også selvom det først var i 2007, at familien fra Aarhus tonede frem på skærmen. For mig har det altid virket lidt som om, at han er gledet lidt mere gnidningsfrit gennem tilværelsen end de andre børn. Her kan man jo kun gisne og pege lidt på de to biler i indkørslen – som selvfølgelig ikke er garant for hverken omsorg eller tryghed.
Men børnenes livsvilkår er virkelig forskellige. Men det forstod først omfanget af, da jeg genså programmet igen for nylig. For der er rimelig langt Christians opvækst med tennis og privatskole til Stephanies tumultariske barndom i Slagelse.
Hendes forældre var knap fyldt 18 år, da hun kom til verden. Her blev hun født ind i en verden af konstante flytninger, vold og kriminalitet. Og jeg får ondt i maven, når jeg tænker tilbage på Stephanie, der hele tiden tager ansvaret for sine yngre søskende.
For der er absolut ikke stabilitet i hendes barndom. Og hun har i høj grad kritiseret TV2 for ikke at bryde ind. I sin bog ‘Fra Årgang 0 til frihed’ fortæller hun blandt andet om et betændt forhold til sin far, og om hvordan hverdagen blev iscenesat, så den så mindre kaotisk ud. Men det indblik vi fik, var kaotisk nok i sig selv.
“Lagde ingen mærke til noget? Var kameraholdet bare mere interesserede i os som underholdnings-tv, end de var i os som mennesker? Jeg havde ikke nogen underholdende barndom, hvis jeg selv skal sige det,” skriver Stephanie i sin bog.
Dokumentarserien gav et hidtil uset indblik i privatlivets fred (og i nogle tilfælde ufred). Og det kan jeg kun være lidt benovet over, at de turde. Men man burde måske også overveje, om det altid har været til børnenes bedste. Jeg forestiller mig i hvert fald, at det ikke nødvendigvis altid er superrart at få gjort sin barndom til ufrivilligt allemandseje.
Og så skal man virkelig stoppe, mens legen er god.
Men i 2019 blev det annonceret at konceptet simpelthen startede forfra, og TV2 derfor søgte forældrepar med termin i løbet af de første 3 måneder af 2020. Og det er så en tung arv, de slet ikke burde forsøge at løfte. For der er intet unikt over konceptet længere, og hvis jeg skal være helt ærlig, føler jeg ikke rigtigt noget for de nye internetbabyer. Hverken når jeg ser dem i ‘Årgang 20’, eller når jeg ser dem på Instagram.
Det gjorde jeg til gengæld virkelig da jeg i sin tid fulgte med på flow. Og jeg gør det nærmest i endnu højere grad nu, hvor jeg har genset hele programserien. Det et intimt og rørende portræt og virkelig en perle i dansk tv-historie.
