generation z
Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix

Generation Z tjener flere penge, end millennials gjorde i samme alder

Som 24-årig tjener en gennemsnitlig Gen Z’er flere penge end alle tidligere generationer siden 1950’erne, viser studie.

Er du født mellem 1997 og 2012, er din karriere formentlig mere lukrativ end tidligere generationers. Det peger et nyt britisk studie fra Resolution Foundation på, skriver The Guardian.

Samtidig er millennial-generationen, som kom før genration Z, den første generation, der ikke oplevede en økonomisk fremgang i form af højere lønninger i forhold til tidligere generationer.

Faktisk viser tallene, at generation Z får 12 procent højere løn end den foregående generation, da den var på samme alder. Det skyldes blandt andet, at en stor del af millennial-generationen kom på arbejdsmarkedet under eller i efterdønningerne af den store finanskrise i 2008.

Man har længe talt om og dokumenteret, at millennial-generationens levestandard er stagneret, og derfor har man også spekuleret i, om det samme ville være tilfældet for generation Z.

– Men nu hvor de ældste medlemmer af generation Z er adskillige år inde i deres arbejdsliv, er den gode nyhed, at de har oplevet en lille lønstigning, siger Charlie McCurdy, der er seniorøkonom ved Resolution Foundation.

Undersøgelsen viser også, at lønmodtagere i alderen 22-29 med gennemsnitlige lønninger har oplevet en større lønstigning end folk i 30’erne. Dog påpeges det i studiet, at en stor del af de yngre fra generation Z, dem i alderen 16-24, overhovedet ikke er kommet i gang med deres karriere endnu. De positive nyheder trues også af krigen i Mellemøsten, der kan få reallønningerne til at falde igen.

Footer graphics