Fifty shades - Fri

Finale: Jeg har set ‘Fifty Shades – Fri’, så det behøver du virkelig ikke

Efter at have udholdt hele tre ‘Fifty Shades’-film kan jeg umiddelbart kun se et behov for en ‘Fifty Shades’-bog, hvis mit terrassebord vipper.

Da jeg anmeldte ‘Fifty Shades – I mørket’, antydede jeg, at manuskriptforfatteren simpelthen aldrig havde hørt andre mennesker tale sammen.

I tilfældet ‘Fifty Shades – Fri’, som er den tredje og sidste film, gætter jeg på, at samme manuskriptforfatter har givet pokker i det hele, iført sig vanter og formålsløst banket hænderne ned i tastaturet, indtil han nåede 100 sider.

Det kan også være, at han har lænet sig tæt op ad handlingen i bøgerne, det skal jeg ikke kunne sige, for efter at have udholdt tre ‘Fifty Shades’-film kan jeg umiddelbart kun se et behov for en ‘Fifty Shades’-bog, hvis mit terrassebord vipper.

“Arh, er det nu så slemt med den film?” spørger du måske.

“Ja, det kan jeg saftsuseme love dig for, at det er,” svarer jeg så.

Og jeg skal gerne forklare hvorfor.

Altså, ‘Fifty Shades – I mørket’ sluttede på et spændende, spændende sted.

Nemlig der, hvor Anastasias tidligere chef, Mr. Hyde, stod på en bakketop – helt ude at skide og med rod i håret og krøllet tøj og whatnot – brændte et hul i et billede af Mr. Grey. Lige i ansigtet.

Det var så i øvrigt et billede, han tidligere i filmen havde taget med sin telefon og derefter åbenbart ulejliget sig med at overføre til sin computer og så printe ud på papir, bare for at han kunne tage det med op på en bakketop og brænde hul i det. Hvilket virker som lidt meget at gøre ud af det, men okay…

Ja, Mr. Grey er sygt rig

‘Fifty Shades – Fri’ starter anderledes udramatisk. Mr. Grey og Anastasia bliver nemlig gift i filmens allerførste scene, og det er jo dejligt for dem. I næste scene skal de på bryllupsrejse. Mr. Grey parkerer skødesløst sin bil foran et privatfly på en landingsbane. “Er det dit?” spørger Anastasia med måben og store øjne.

Det er simpelthen nu, at hun opdager, at Mr. Grey er sygt rig, selv om det lille faktum er blevet nævnt CIRKA 8.000 GANGE i løbet af de første to film. Det er ikke den sidste lejlighed, hvor man tænker, at Anastasia i grunden er så dårligt begavet, at hun strengt taget mere har behov for en værge end en ægtemand.

Anyway, så er Anastasia og Mr. Grey på bryllupsrejse. I Paris selvfølgelig, for det er lige præcis det, forfatteren har haft fantasi til at forestille sig. Der har de det bare dejligt. De er på café, og de er i teateret, og de er ude og cykle, og så er de udenfor i regnvejr, men de ler bare til hinanden på den der måde, der signalerer: “Det kan da godt være, at det regner, men bare vi har hinanden, så pyt med det!”.

Bagefter er de i Nice, for hvis man er så rig og dekadent som Mr. Grey, kan man selvfølgelig ikke nøjes med én bryllupsrejse.

Her er der så første optræk til noget ballade. De solbader nemlig, ser du, og Mr. Grey er sur over, at Anastasias bikini er for lille. Han kan nemlig ikke lide, at folk glor på hende.

Da hun endog formaster sig til at tage toppen af (og ligge på maven), flegner han helt ud, og det hele taget ter han sig i løbet af filmen som et forkælet barn, der ikke må få en Kinder Mælkesnitte, hver gang han ikke får sin vilje.

Men Anastasia er en gæv (og muligvis retarderet) pige, så hun tager det med godt humør, når Mr. Grey skaber sig, og det går da heller ikke hverken værre eller bedre, end at de i næste scene knalder. Mens Anastasia har håndjern på. Uh.

Folk, der har set de to første film vil vide, at Mr. Grey ganske vist har alle mulige crazy seksuelle lyster, men det mest bizarre ved ham er, at han insisterer på at knalde med bukserne på. Men her tager han simpelthen sine shorts af! Kom ikke og sig, at der ikke sker noget nyt…

Return of Mr. Hyde

Men det er selvfølgelig ikke fryd og gammen det hele. Først bliver Mr. Grey kaldt hjem fra bryllupsferien, fordi der har været brand i serverrummet på hans kontor. En påsat brand!

Dette får ingen konsekvens for handlingen hverken før eller senere, men altså: Anastasia kan se på overvågningsbillederne, at manden, der starter branden er – gys og gru! – Mr. Hyde!

En anden konflikt opstår, da Anastasia lidt senere spørger Mr. Grey, om han kunne tænke sig at få børn – som man jo spørger folk om, EFTER at man har giftet sig med dem. Den tanke er han ikke specielt pjattet med, og det er noget skidt, for det vil Anastasia gerne.

Efter al den spænding, var det lige før, jeg måtte have en papirpose at trække vejret i, men vi er SLET ikke færdige med dramatikken endnu. En dag bliver Anastasia og Mr. Grey nemlig forfulgt af en kvinde i en bil. Oven i købet mens Anastasia har fået lov til at styre Mr. Greys fine Audi.

Heldigvis forklarer Mr. Grey Anastasia, hvordan hun skal køre, så efter en overraskende kedelig biljagt, slipper de væk. Og fejrer det – as you do – med at knalde på en parkeringsplads. “Tager Mr. Grey bukserne af igen?” spørger du så måske. Slap lige af, kammerat, træerne vokser ikke ind i himlen. Bukserne bliver på denne gang.

Besidderisk og hysterisk

Efter bryllupsrejsen begynder Anastasia på arbejde igen. Da hun har været på kontoret i rundt regnet fire minutter, braser Mr. Grey ind og afbryder et møde, fordi han er sur over, at Anastasia ikke har ændret sin mailadresse fra Anastasia Steele til Anastasia Grey.

Det virker igen temmelig besidderisk og hysterisk, men Anastasia tager den slags med ro. Det samme gør hun med det faktum, at en af damerne på forlaget, hvor hun arbejder pludselig virker super-shady…

Så bliver Anastasia i øvrigt taget til fange af Mr. Hyde. Henne i den der supersikrede lejlighed fyldt med bodyguards, som Mr. Grey har. Altså, kidnappet og kidnappet – han truer hende med en kniv, men så kommer nogle af de der bodyguards og uskadeliggør ham, og så er det sådan set overstået.

Efter sådan en omgang tænker Mr. Grey og Anastasia alligevel, at de hellere må knalde. For at vi ikke skal glemme, hvad det hele egentlig handler om, spænder Mr. Grey Anastasia op på væggen og kildrer hende med en vibrator (ja, du troede ikke, det der S/M kunne blive vildere, end da han kildede hende med en lang fjer i 1’eren, men se nu bare der…).

Han beholder sine cowboybukser på under hele seancen.

Her har manuskriptforfatteren tænkt, at vi allesammen trænger til at få pulsen lidt ned, så Mr. Grey og Anastasia og nogle af deres venner tager på ferie i Aspen. Der… laver de forskellige ting. De er for eksempel ude at gå.

Mr. Grey spiller klaver OG synger, så ikke et øje eller en trusse er tør. Mr. Greys halvbror Elliot frier til Anastasias veninde Eloise. Bare rolig, det gør ikke noget, at du ikke kan huske, hvem de er, der bliver aldrig refereret til frieriet igen, og scenen har ingen betydning for resten af filmen whatsoever.

Is-sex

I det hele taget virker påfaldende meget af handlingen – og det er, indrømmet, et lidt stort ord at bruge i denne sammenhæng – i ‘Fifty Shades – Fri’ som at se andre menneskers feriebilleder. Altså, det er da dejligt, at de har hygget sig, men hvorfor skal vi belemres med alle detaljer?

Nå ja, og så knalder Mr. Grey og Anastasia. Anastasia, den frækkert, smører is på Mr. Greys overkrop og slikker det af. I betragtning af, at Mr. Grey som bekendt er til noget helt sygt og depraveret slå-sex, bliver han overraskende opstemt af den lille detalje. Altså ikke så opstemt, at han tager bukserne af, da de knalder, men lad nu det ligge.

Tilbage i Seattle bliver Mr. Hyde, den dumme skid, løsladt mod kaution. Det er kun Anastasia, der opdager det, hun sidder nemlig i retssalen snedigt forklædt med et par solbriller.

Mr. Grey – som ellers har været helt hysterisk omkring Mr. Hyde, har fået alle mulige rapporter om ham i fine brune chartekker og hyret døgnet-rundt-bodyguards – opdager det ikke. Hvis du tænker, at det er mærkeligt, skal du virkelig ikke gå ind og se filmen, for hvis du først begynder at undre dig over ting, der ikke rigtigt hænger sammen, får du eddermaneme ondt i hovedet.

Uh, Anastasia er gravid

For at gøre ondt værre opdager Anastasia, at hun er gravid. Hun har glemt at tage sin prævention, men igen – med hendes begavelse er det en form for succeskriterie, at hun selv er i stand til at tage sko på om morgenen.

Mr. Grey bliver sur og går på druk med sin gamle sex-lærerinde (Kim Basinger, som dog ikke optræder i den her film. Hun havde nok noget bedre at tage sig til. F.eks. at sortere vasketøj). Anastasia stirrer ud af vinduet med blanke øjne, mens noget kønsløst popmusik jamrer i baggrunde – det er ligesom hendes default-løsning på problemer, har vi efterhånden erfaret.

Og som om DET ikke var nok, ringer Mr. Hyde til Anastasia. Han har kidnappet Mr. Greys søster og forlanger fem millioner dollar, inden der er gået to timer. Man kunne godt bruge en masse tid på at referere, hvad der så sker, men altså: Det er overstået på et øjeblik, og hele krimiplottet fylder sammenlagt syv minutter ud af filmens samlede spilletid på knap to timer.

Det ender i øvrigt godt: Anastasia skyder den slemme mand i knæet, og så kommer politiet. Hende der damen fra forlaget, der igennem hele filmen har virket lusket, er i øvrigt i ledtog med Mr. Hyde.

Her er der objektivt dramaturgisk ingen grund til, at filmen fortsætter, men som en ældre mand i en Ford Taunus, der kører i den forkerte side af motorvejen, tøffer ‘Fifty Shades – Fri’ ufortrødent videre.

Det viser sig f.eks. at Mr. Grey nu gerne vil have børn alligevel. Phew.

Knalde-cowboybukserne bliver lagt frem

Vi får også lige opklaret, hvorfor Mr. Hyde havde set sig så gal på Mr. Grey og Anastasia. Det var fordi, han og Mr. Grey engang havde været hos samme plejefamilie, og Mr Hyde er sur over, at Mr. Grey blev adopteret af de rige forældre. Mr. Grey får et øjeblik dårlig samvittighed, for tænk nu, hvis det HAVDE været omvendt. Så havde Mr. Hyde måske haft et godt liv. “Nej. Han er født ond,” siger Anastasia, og så er den scene slut. Bum, så fik vi også lige århundreders arv-vs-miljø-diskussion lukket ned.

Hende der damen fra forlaget, var i øvrigt med til kidnapningen, fordi Mr. Hyde havde afpresset hende med en sexvideo. Så det giver jo god mening…

Mr. Grey besøger også sin afdøde crack-mors grav, og der sker diverse ting, der ikke er nogen særlig grund til, inden det store klimaks: Anastasia inviterer Mr. Grey ind i det røde rum. Efter al den ballade om kontrakter og det med, at Mr. Grey nok var til syg sex, fordi han havde haft en dårlig barndom og alt det der. Åh.

Symbolsk lægger Anastasia hans knalde-cowboybukser frem til ham på sengen… The end.

Footer graphics