Det hele begynder med et telefonopkald. En telefon ringer i et mørkt rum. Den samles op af en ældre kvinde; kun lyset fra displayet oplyser hendes ansigt.
”Mor er væk”, siger en mandstemme på italiensk i den anden ende. Hendes klædeskab er tomt. Sommertøj, vintertøj, sko, alt er væk. Hans mor har slettet alle beviser for sit eget liv, hun har sågar klippet sig selv ud af hvert eneste familiefotografi.
Kvinden ved telefonen er forfatteren Elena, og den forsvundne kvinde er hendes barndomsveninde Lila. De er hovedpersonerne i Elena Ferrantes bestseller-roman ’Min geniale Veninde’ og nu også i HBO’s tv-serie af sammen navn.
Jeg var meget bekymret, da jeg satte mig for at se de første afsnit. Jeg har slugt alle fire såkaldte Napoli-romaner om Elena og Lilas venskab. Sammen med millioner af andre læsere. Mange vil nok genkende den utrygge følelse, når en elsket bog skal filmatiseres: Kan de levende billeder nu også leve op til bogen, som man har skabt for sit indre øje? Det er sådan med gode romaner, at historierne i dem ejes af to mennesker: Forfatteren og læseren.
Men da vi dumper ind i klasseværelset, ser Lilas lynende øjne og Elena vakte, men forsigtige blik, må jeg overgive mig. De to unge skuespillere er et kæmpe scoop. Serien er udpræget italiensk, æstetikke, sproget. Og hvilken befrielse, at Elena og Lila ikke taler Hollywood-engelsk!
50 nuancer af grå
Romanerne såvel som serien begynder – bortset fra prologen, der er sat i nutiden – i et fattigt kvarter i Napoli i 1950’erne. Seriens billeder emmer af modløshed. De unge pigers koksgrå skolekjoler, som de sidder ved de slidte, brune skolepulte; husenes facader pudset i gråt; mørke skodder; de støvede jordveje, der sætter sig som snavs i pigernes grålige ansigter.
Lærerinden roser Elena for hendes evne til at sætte lige streger i sit kladdehæfte; eleverne er endnu ikke nået til at læse og skrive. Elena soler sig i den positive opmærksomhed, men pludselig blegner den, for Lila sætter ikke flotte streger, hun skriver ord med runde, barnlige og tegnede bogstaver.
Skolescenen er eksemplarisk for forholdet mellem Elena og Lila. Har man læst bogen, vil man genkende Elena som flittig, pligtopfyldende og dygtig, mens Lila er fandenivoldsk, uimponeret af det meste og ligeglad med alles mening og så selvfølgelig dygtig. Ja, ligefrem genial.
I bøgerne bliver man indimellem i tvivl om, hvorvidt Lilas genialitet først og fremmest er fostret i Elenas bevidsthed. Den usikkerhed leverer serien – indtil videre – ikke.
Den allestedsnærværende vold
1950’ernes Napoli er gennemsyret af vold: De voksne tæver hinanden over gæld, kærlighed rettet mod de forkerte – og i ren afmagt. Halvvoksne drenge slår yngre piger, der er dygtigere end dem i skolen. Lussingerne sidder løst i alle familier. Mændene slår deres koner og deres børn; kvinderne slår på børnene og kritiserer mændene for ikke at slå nok, ikke tjene nok, ikke være mænd nok.
Ved siden af den eksplicitte vold findes den latente vold, indbygget i alle sociale relationer. Den ligger i det økonomiske armod, der lader de få drive de mange i ubetalelig gæld; den sætter hindringer for, at Lila kan fortsætte i mellemskolen trods sin åbenlyse dygtighed; den forhindrer byens unge i at drømme større end bydelens grænser.
Margherita Mazzucco som (teenage) Elena
Volden er forbundet med vreden, og vreden er forbundet med håbløsheden. Måske er det derfor, at kvindernes vrede, som Elena formulerer det, er af en anden beskaffenhed end mændenes: Den maskuline vrede er eksplosiv og voldsom, men den driver over. Kvindernes vrede fortsætter for evigt.
Ikke mindst Lilas vrede er en drivkraft for fortællingen og for Lila selv. Konflikten mellem mænd og kvinder er en af seriens store præmisser. Allerede i skolen – der selvfølgelig er kønsopdelt – opfordrer lærerinden sine elever, særligt Elena og Lila, til at vise drengene, at de er bedre end dem.
Veninden som superhelt og superskurk
Som et ekko af lærerindens formaninger er relationen mellem de to piger fortællingens omdrejningspunkt. Fra begyndelsen konkurrerer de to først og fremmest med hinanden om at være den dygtigste. Den indbyrdes konkurrence får både Lila og Elena til at strenge sig an, men man fornemmer, at konflikten lurer i fremtiden. De fleste kvinder vil nok kunne nikke genkendende til at have veninder, der får en til at (ville) være den bedste version af sig selv. Samtidig er veninderne den målestok, man måler egne succeser imod.
I begyndelsen føler Elena sig stærkt tiltrukket af Lila. En tiltrækning, der rummer både fascination og misundelse. Tiltrækningen må formodes at være gensidig, i hvert fald bliver de to veninder. De deler en glæde ved at lære, ved at læse bøger og ikke mindst ved at fortælle historier. Deres ambitioner er store, langt større end nogen andres i det mismodige kvarter. De fælles drømme afføder en ganske særlig intimitet.
Elena tror, at Lila kan redde hende fra at ende som hendes mor, der trækker på sit ene ben (hvorfor ved vi ikke – måske et resultat af den allestedsnærværende vold). I Elenas optik kan Lila klare alt, hun er klog og frygtløs. Men billedet af veninden som en superhelt slår revner allerede i det andet afsnit.
Forholdet mellem veninder er et tema mange steder: HBO’s serie ’Girls’ er måske det mest oplagte, men også norske ’SKAM’ og Zadie Smiths roman ’Swing Time’ er oplagte referencer. Venindeskaber er ofte en mere langvarig og derfor mere intim relation end kæresteforhold. Samtidig er der i vores samtid opstået en ny interesse for det feminine: Populærkulturen er ved at tilbageerobrere det følsomme, det nuttede og det lyserøde.
Måske er den tætte ungpige-veninderelation ganske enkelt spændende, fordi den hele tiden balancerer mellem forelskelse og destruktion?
Fra venstre: Gaia Girace (Lila) og Margherita Mazzucco (Elena)
Ved første øjekast ligner telefonopkaldet i prologen en pendant til Marcel Prousts berømte madelainekage i ’På Sporet af den tabte tid’, der satte gang i 12 binds erindringsudladning. Men Elenas historie er ikke en mild erindring som hos Proust. Ikke blot er fortællingen fuld af vold – både eksplicit og latent – den er også præget af en evig strid mellem hende og Lila, en strid, der fortsætter selv efter Lilas bortgang.
Den ældre Elena sidder foran sit skrivebord, i stuen sidder også et barn, Lila. Elena åbner computeren, og Lila forlader rummet. Elena begynder at taste, og hendes stemme lyder som voice-over:
”Du var altid for meget, Lila, da vi var små, og nu, da vi er voksne. I en alder af 60 vil du ikke bare forsvinde, du vil også slette det liv, du efterlader. Jeg lovede dig, at jeg aldrig ville gøre det her, men jeg er virkelig vred, så nu vil jeg skrive hele din historie, ikke bare det jeg så, men hvad jeg ved, og hvad du har fortalt mig, alt hvad du fortalte mig gennem årene. Denne gang vil jeg også gå hele vejen. Og så må vi se, hvem der vinder”.
Tv-serien ‘My Brilliant Friend’ har premiere på HBO Nordic mandag 19. november 2019.
