Skovsnegle over læben, posede Carhartt-bukser og sorte læderloafers i alle hjørner og kroge. Jeg beskriver naturligvis fyrene i hovedstaden. Kvinderne er mindst lige så slemme, men de har typisk bare lidt flere beklædningsdele i deres garderobe end de tre faste elementer, som mændene kører på repeat, og er derfor lidt sværere at beskrive så præcist.
Det er efterhånden utroligt forudsigeligt, hvad både min omgangskreds og jeg selv – for inden du kommer efter mig: Jeg er helt og aldeles skyldig i denne tendens selv – hopper i af outfit. Intet overrasker længere.
Det er en smule kedeligt, at vi alle ligner hinanden, og nogle gange er det lige før, jeg synes, det er pinligt, når to af mine veninder og jeg dukker op i mere eller mindre de samme sneakers, rygsæk og mindre opløftende farvepalette i sort, hvid og grå.
Og det er bestemt ikke kun vores garderober, der er ens.
Instagramprofilen ‘fantastiskeforældre’ er ekspert i at gøre homogeniteten yderst konkret i form af memes, hvor hun laver sjov med forskellige typer af danskere ved at lave collager med sammensatte outfits, boligindretning, politiske overbevisninger og holdninger, som de forskellige typer besidder. For selvom de fleste af os ikke bryder os om at blive stoppet ned i én boks, så tror jeg, at vi oftest – ufrivilligt – alligevel ender med at gøre det.
Jeg tager i hvert fald ofte mig selv i at bryde ud i grin, fordi jeg på et pinligt højt niveau genkender mig selv i fantastiskeforældres karikaturer af en ung københavnerkvinde, mens jeg tænker: “Spot on”.
Nedenstående meme viser eksempelvis, hvordan vi alle lever en fælles løgn om, at vi alle er unikke på hver vores måde, selvom vi inderst inde jo godt ved, at vi – med stor tilfredshed – tilhører en gruppe af mennesker, som vi hver dag aktivt vælger at være en del af ved at gå klædt og indrette vores hjem på en bestemt måde og kun gå bestemte steder hen for at spise, drikke eller feste. I hver gruppe er noget tøj, nogle steder og nogle møbler kiksede, mens andre er rigtige.
Igen: Jeg er en kæmpe synder selv, og jeg tror måske, det inderst inde bunder i længslen efter at passe ind, være en del af et fællesskab og blive accepteret, godkendt og blåstemplet som rigtig. At vise omverdenen, hvem man er, og hvilke værdier der er vigtige for en, uden nødvendigvis at behøve at åbne munden. Sådan kan jeg i hvert fald selv have det, og det er jo helt validt og menneskeligt, men derfor drømmer jeg stadig om, at der var bare en lille smule større forskel på os hver især.
At det eksempelvis var lettere at skelne mellem jyder, fynboer og sjællændere. Jeg oplever, at langt størstedelen af de tilflytterne i København, jeg har mødt på min vej, ligner os lokale på en prik – både hvad angår udseende, hjem, sprog, holdninger, interesser og så videre. Det skal de selvfølgelig have lov til, og der er jo for den sags skyld heller ikke nogen, der med sikkerhed ved, hvem der var de første til at starte hvad – bare for at understrege, at der ikke er nogen, der har mere ret til en bestemt stil eller holdning end andre.
Hvis jeg skal holde mig til jyde/fynbo/sjællænder-temaet, så nævnte en kollega forleden en “pålægsmand”, og så måtte jeg lige få forklaringen på, hvad det egentlig helt præcist var. Det viste sig så at være en helt almindelig ting at servere til familiefødselsdag og barnedåb i Jylland, og dér slog tanken mig, at selvom vi bor i et lille land, så kan der godt være store forskelle fra by til by alligevel. Det gjorde mig nysgerrig på at blive klogere på det Danmark, jeg kender mindre godt, for det er også en del af den danske kultur og de danske traditioner.
For jeg ønsker ikke, at vi risikerer, at vores personlighed, typer og unikhed smelter sammen og flyder ud i en masse, så det lige pludselig er grupperinger af mennesker, der har en personlighed, og ikke menneske til menneske.
For der er kun én af os hver her i verden, hvilket er en meget smuk ting. Det burde være beundringsværdigt og inspirerende, at ingen af os er komplet ens. Vi burde fejre vores forskelle og lære af hinanden, for sådan tror jeg, at vi står stærkest – ligesom man i en faglig sammenhæng har styrke, hvis man som sammensat gruppe besidder forskellige styrker og svagheder.
Jeg ved ikke, om det handler om, at os københavnere er meget dømmende og snobbede, og at tilflytterne derfor føler, at de kommer til at stå uden for fællesskabet, hvis de ikke justerer dialekten, stilen og hvor de sætter deres kryds – eller om det handler om, at hovedstaden giver dem noget forfriskende, de længe har higet efter. Men én ting er sikkert:
Jeg vil have mere “igå’”, se flere skinny jeans og farverige pailletkjoler, besøge et hjem med Kay Bojesen-aber fra gulv til loft, komme sine naboer mere ved, ikke tænke “undskyld jeg er her,” når jeg bestiller en kop kaffe og få serveret en runder med brunner, så jeg endelig kan få smagt mig frem til, om det virkelig er lækkert eller ej.
Jeg drømmer om kulturchok, mere kant, mere personlighed og mere stolthed over, hvor man kommer fra. Jeg vil inspireres, forarges og blive klogere – og så lover jeg at tage imod anderledesheden med kærlighed.
