Jeg heppede på Emma Rosenzweigs debutroman. Jeg glædede mig virkelig til at læse den. Den nybagte forfatter er en del af Leth-dynastiet – barnebarn til Jørgen Leth, kusine til Kristian Leth, og gift med en af Danmarks allerstørste kunstnere, Tal R.
Nu er det jo en dødssynd at definere en kvinde ud fra mændene i hendes liv, og Emma Rosenzweig er da bestemt også et talent i egen ret.
Hun er uddannet ved kunstakademiet Städelschule i Frankfurt, har været skuespiller (bl.a. i ‘Supervoksen’), gået model for Balenciaga og skrevet fremragende essays i Weekendavisen. Og så er hun en veritabel it-girl – hun klæder sig, så tøj bliver til kunst på hendes krop.
Emma Rosenzweig er objektivt set et spændende menneske og en kunstnerisk begavelse. Temaet for hendes roman rummer de samme kvaliteter, ligesom noget af det mest dragende af alt: kendisfaktoren!
Romanen spejler ægteskabet til Tal R og indeholder påfaldende mange ligheder med virkelighedens verden. Det smukke bohemehjem i romanen er genkendeligt fra damebladsinterviews med det profilerede kunstnerpar. Det er bare altid spændende at komme med ind under dynen hos kendte mennesker, selv om biografiske læsninger er fy-fy og alt det der.
Det er bare pisseærgerligt, at romanen skuffer.
Kvinde uden selvkontrol
‘Jeg giver alt væk’ handler om en ung, smuk kvinde, der finder sammen med en succesfuld og rig komponist, som er dobbelt så gammel som hende. Men han var allerede gift, så ægteskabet til Maria, måske også forholdet til datteren Ava, går i opløsning.
Kvinden, der er 24 år, og navnløs ligesom Manden, flytter ind i det store, lyserøde hus i rigmandskvarteret ved Dyrehaven. Inden længe er hun gravid.
Det er jo en gammel historie, men Emma Rosenzweig vil fortælle den med en rasende vildskab fra den unge kvindes perspektiv, der har fået selvhad med i barnegave fra skilsmisseforældrene og nu pludselig skal stifte sin egen familie i ruinerne fra en anden, hun har været med til at ødelægge.
Hun bliver hurtigt besat af Maria, ekskonen, der foragter hende. Et rødt skab repræsenterer hende, en skål med syltede rødbeder og en glemt kjole i huset. Maria bliver en substitut for kvindens humørsyge mor. Marias had bliver et sted, kvinden kan behandle sit eget forkvaklede kærlighedssprog, hvor foragt og omsorg er ord for det samme.
Uinteressant støj
Men ‘Jeg giver alt væk’ kæmper med både sproget, hovedkarakteren og hele romanens bærende relation mellem hende og Manden.
Hun vælter rundt, når hun føler noget, kaster op, smider med sin telefon, græder ustyrligt i S-toget, hamrer hovedet ned i håndvasken. ”Jeg faldt om, da jeg så den, fordi den var så fantastisk,” fortæller hun om Michael Hanekes Cannes-vinder ‘Pianisten’ (der i romanen har fået titlen Klaverlærerinden), og man tænker ”træk vejret.”
Først på side 226 har Manden og kvinden en rigtig samtale. Indtil da vandrer de omkring hinanden, knalder lidt eller kysser. Kvinden barberer brynene af, skolder hele ansigtet, så det er rødt og betændt, selv håret får en tur med saksen, og Manden reagerer knap nok på det – men han er romanens helt. Det virker, som om denne her roman ikke forstår mennesker.
Dårligt skrevet
Vi følger den unge kvinde i alt, hvad hun gør af mere eller mindre interessante hverdagsting, som her et solariebesøg:
”Rørene pruster en dyb, stønnende klang som en stor mands vejrtrækning. Jeg forsøger ikke at skære ansigter. Min krop er på stranden herinde. Jeg fører mine hænder ned langs siden, brysterne, hofterne, lårene, holder en hånd om hver balle, trækker dem til side, åbner dem, så det blå lys lyser ind i alle mine huller.”
At læse ‘Jeg giver alt væk’ er som at spille vendespil med flere forskellige kortsæt, der ikke passer sammen. Billederne giver ikke mening.
At solariet er en stor mand, at man kan lade ham trænge ind gennem et blåt lys, kan meget vel være et fint erotisk motiv for et objektgjort menneske, der er offer for sit eget smukke ungpigehylster.
Men når man samtidig blander et strandbesøg ind i det hele, pludselig tilføjer en flertalsendelse på ansigter, så splintres billedet i mange stykker og bliver til usammenhængende sætningsstumper på siden.
‘Jeg giver alt væk’ er ultimativt en skuffelse. Romanen vil være fin litteratur, men er mest grov. Har der været en redaktør til stede?
