Hvad har været årets højdepunkt for dig?
At blive færdig på min skole og udgive en roman samtidig. Det har været rigtig dejligt og meget angstprovokerende. Når man er i gang med at skrive en bog, tænker man, at når den bliver færdig, så sker der et eller andet stort og vigtigt, men det, der så sker, er, at man nu gerne vil skrive en ny.
Jeg er stadigvæk ved at lære at navigere i, at jeg ikke har et dobbeltliv længere, fordi jeg har været vant til at rejse frem og tilbage mellem Danmark og Frankfurt i seks år – nærmest siden jeg blev mor.
Hvad har været din største udfordring i år?
At skrive en bog og tage afgang og lave en film og have to børn og være i et parforhold og flytte samtidig. At finde balancen mellem alting og holde tungen lige i munden har været en slags udfordring år. Det sjove er, at når jeg så står i situation som nu, hvor jeg ikke er særlig presset, så savner jeg presset. Det er så utaknemmeligt og meget eksistentialistisk at ville have tingene på en bestemt måde, og når man så får det, så bliver man nostalgisk.
Jeg kan huske en situation fra i år, hvor jeg skulle til fest på min skole, og jeg var nødt til at flyve, og jeg sad i Kastrup Lufthavn og ventede i fire timer på et fly, der aldrig fløj, fordi der var snestorm. Der sad jeg med en følelse af frustration over de to liv, jeg levede, som ikke gik op. Altså, jeg endte med at tage hjem. Når du hele tiden skal træffe valg og ved, jeg skal gøre det her, og jeg skal gøre det her, og så træffer man sit valg, men så sker der noget udefrakommende, som træffer valget for dig. Sådan nogle perioder har der været ret mange af i år.
Emma Rosenzweig
F. 1990, forfatter og kunstner, uddannet fra kunstakademiet Städelschule i Franfurt 2024. Udgav i 2024 romanen ‘Jeg giver alt væk’ om en ung kvindes forhold til en ældre mand. Har tidligere arbejdet som model og skuespiller.
Hvad har du været besat af som noget nyt i år?
Filosofi. Jeg er begyndt at tage timer i filosofi på Folkeuniversitetet. Hvis jeg skulle holde jul i år, ville jeg kun give folk kurser fra Folkeuniversitetet. Jeg tror, grunden til, at det er så opløftende for mig, er, fordi det bygger på idéen om, at man skal blive ved med at lære. Jeg har beskæftiget mig meget med psykologiske ting på min uddannelse i Frankfurt, og derfor har jeg haft brug for noget, der handler om det samme, men på en mere akademisk, teoretisk, eksistentiel måde.
Man kan ligesom sætte sig ind på Folkeuniversitetet og være en svamp. Det er ansvarsløst. Jeg skal ikke op til eksamen i det, jeg kommer for mig selv. Og så elsker jeg altså, at der kun er mennesker med gråt hår. Men nu vil jeg gerne lave reklame for det, så må vi jo se, om der kommer nogle flere med, som ikke er der endnu.
Hvad synes du, vi har talt for lidt om i år indenfor dit felt?
Indhold. Referencer. Tematikker. Hvad interesserer forfattere sig for? Der er en tendens til, at journalister altid vil fortælle en privat historie, som gør, at de fordummer deres læsere. Alt skal ikke læses som en privat historie. Der er mange tanker, som forfattere ikke får lov til at dele, fordi der bliver fokuseret på forfatterens identitet i stedet. Jeg tror virkelig ikke, jeg står alene med den følelse.
Der er et eller andet i vores tid, og jeg ved ikke, om det er de sociale mediers skyld, men der er noget med dyrkelsen af offerfortællingen og identiteten, som bliver gjort til en fast ting i vores samtaler. Jeg tror også, det er fordi, at medierne er i krise – det bliver bare mere og mere amfetaminagtigt. Det bliver mere og mere hyper, og man skal give sin pointe så hurtigt, men vi står i en krise, hvor gymnasie- og universitetsstuderende ikke vil læse en hel bog. Det har vi på en måde talt for lidt om.
Hvad har vi snakket for meget om i år indenfor dit felt?
Forfattere. For meget om forfattere og for lidt om bøger. Jeg kender forfattere, som kommer til ikke at give interviews, fordi de kun skal snakke om sig selv. I stedet for at tale om, hvad for nogle forfattere de selv er interesserede i. Hvad er deres referencer? Hvad er det for nogle karakterer, de skriver om i deres bøger, og hvad er det fortællingerne vil? Spørgsmålet er, om journalister og læserne overhovedet er interesseret i det – eller om folk godt ved, hvad de vil have? Nogle gange kan jeg godt se en film eller læse en artikel, som jeg ikke vidste, jeg gerne ville have, men som jeg så gerne ville have. Tit handler det mest bare om, at den, der har lavet det, har gjort sig mere umage med at forholde sig til det værk, der ligger foran dem, end ønsket om at afdække en privathistorie om personen, som har lavet det. Så kan det godt være, det ikke er det læserne som udgangspunkt er interesserede i, men at de måske bliver nysgerrige på noget nyt, som handler om, hvordan værker bliver skabt.”
Men vi er så optaget af hinandens beskidte vasketøj. Det ville være smukt, hvis journalister var hævet over det. Altså, jeg har ikke givet et eneste interview i år, som ikke er startet med, at journalisten har påpeget de kendte mænd, der er omkring mig, men som har absolut intet at gøre med min bog. Jeg forstår ikke, hvordan det altid skal være indgangen til en samtale om en bog. Det ville være mere interessant, hvis man sagde: Jeg har læst din bog, og det fik mig til at tænke på dit og dat. Og så kan det godt være, det ikke er det, folk vil have. Men det kan man jo også godt prøve at ændre på.
Hvad vil du gøre dig umage for kommer til at ske i 2025?
Jeg vil færdiggøre en bog. Men der er også en anden ting. Jeg vil prøve ikke at være så meget på min telefon. Min skærmtid skifter nok mellem halvanden og to-og-en-halv-time om dagen, men det er stadig for højt. Når jeg sidder i toget, er der altid en eller anden ældre person, der sidder og kigger på alle de andre, som er på deres telefoner, og jeg kommer altid til at se den ældres blik på alle os andre. Det kan godt blive lidt skamfuldt, og så prøver jeg måske at snakke med dem. Men så snart de går ud af toget, hiver jeg min telefon frem igen. Derfor har jeg fået en dumb phone, som er fra Caterpillar, og som kan ryge i toilettet uden at gå i stykker.
Jeg vil hellere bruge min tid på at stirre ud i luften, og læse, og måske lægge mig ned på gulvet og lade børnene gå henover mig. Det er jeg ikke så god til. Mænd har et talent for at lægge sig ned på gulvet og lade børn lege omkring dem. Det har kvinder ikke på samme måde. Måske fordi kvinder stadig ofte rydder mere op og lige svinger en klud, men jeg synes, det er et fedt rum at være i, når man bare ligger på gulvet omkring børnene. Det er mit nytårsforsæt.
