Vi lever lige nu med en ulmende frygt for, at teknologi en dag snart vil true vores eksistens. Men det er allerede sket. Den har godt nok ikke udryddet os fysisk, men den har langsomt, men sikkert drænet os for opmærksomhed, nærvær og menneskelig interaktion. Hvis man vil have bevis, skal man bare kigge sig omkring på gaden, hvor det vrimler med åndsfraværende fumlegængere.
Jeg tager metroen hver dag til og fra arbejde. Det er en ret kedsommelig tur, for modsat toget er der ikke forbifarende landskaber at kigge på, og i starten forfaldt jeg ofte til doomscrolling. Med tiden er jeg blevet bedre til at lytte til lydbøger eller bare musik, og det har givet mig en ny erkendelse: Jeg er stort set den eneste, der kigger op og rundt. Det er umuligt at fange blikket hos et andet individ, for alle – som i alle – er opslugt af hver deres skærm.
Hvis man befandt sig i en togkupé for 50 år siden, ville man nok også se mange ansigter halvt gemt bag en avis eller bog, og så kan man jo spørge, om der overhovedet er forskel på det og en smartphone. Men den store forskel ligger i, at aviser og bøger har en naturlig slutning – man bliver færdig, lukker den og er fri til at tale med andre eller falde i staver. Feedet fortsætter i det uendelige; man kan ikke vende den sidste side eller lægge telefonen fra sig med en følelse af at være færdig. I DR-podcasten Genstart blev der for nylig refereret til studier af en finsk sociolog, der viser, at vi opfatter mennesker, der ser ned i en skærm, som mere utilnærmelige end mennesker, der ser ned i en bog, en avis eller et magasin, fordi det ganske enkelt er sværere at afkode, hvad de laver, og om de vil forstyrres.
Jeg skal skynde mig at understrege, at jeg på ingen måde er hellig. Selvom jeg prøver at begrænse min skærmtid, bliver jeg ligesom alle andre suget ind af notifikationer, hver gang jeg vil tjekke klokken eller skifte sang. For nylig sad jeg fordybet i min telefon i metroen, indtil jeg tilfældigt løftede blikket og fik øje på en ældre mand, der stod og vaklede på et par krykker, fordi alle andre omkring mig også sad som forstenede med blikket stift rettet mod det blå lys. Jeg skyndte mig selvfølgelig at give ham min plads.Det er heller ikke mere end et par dage siden, jeg så en trist scene udspille sig mellem to drenge på 8-9 år – den ene med en telefon, den anden uden. Det var nærmest et studie i teknologisk afvisning, eller phubbing, som fænomenet hedder på engelsk: Den telefonløse forsøgte ihærdigt at få sin vens opmærksomhed, men skærmen vandt overlegent. Efter nogle minutter opgav han, vendte sig væk og stirrede ind i metrotunnelens grå mørke. Og mit gæt er, at han gik hjem og plagede sine forældre om en telefon – igen. Men tænk, hvis ingen af de andre i klassen havde telefoner?
Når man først bliver opmærksom på det, ser man zombier overalt. På fortovet har jeg tillagt mig en vane med at udbryde ”kig op!”, når en anden fodgænger er på direkte kollisionskurs med mig. I starten var det en sjov provokation, men efterhånden sker det foruroligende ofte. Jeg cykler stort set ikke mere, for på cykelstien havner jeg altid bag folk, der slingrer langsomt og faretruende uopmærksomt afsted med telefonen i den ene hånd – også gennem kryds og under overhalinger. Til koncerter må jeg med mine 160 centimeter typisk overvære showet på scenen gennem andres telefoner. Selv i biografen kan folk ikke lade dem ligge, og der har ellers været oplysende reklamer så længe, jeg kan huske.
Værst af alt er dog alle de forældre, der fraværende skubber en barnevogn foran sig med blikket rettet stift mod telefonen frem for den vågne baby, der søger øjenkontakt. Jeg forstår udmærket fristelsen – det må være så ensformigt at gå kilometer efter kilometer med en barnevogn, og det er nok ikke altid, spædbørn er de mest underholdende selskaber. Men måske er det okay, at ikke alle øjeblikke skal fyldes ud med information. Måske er det sundt, at der stadig findes små tomrum i hverdagen, hvor man bare er til stede med sine egne tanker – eller med sit barn. Jeg kan i hvert fald ikke undlade at spekulere på, hvilke konsekvenser det får for en generation at vokse op med voksne, der er slavegjort af deres skærme?
Vi bør tage reel stilling til, om vi vil lade overvågningskapitalismen (og de amerikanske og kinesiske tech-milliardærer) profitere på vores data, vores opmærksomhed og vores tid. Og endnu vigtigere: Om vi vil lade den ødelægge vores børn. Jeg har ikke den endelige løsning, men jeg har foreløbig slået alle notifikationer fra, slettet de tidsslugende apps, installeret foranstaltninger, der gør det mere besværligt for mig at bruge sociale medier, og sidst, men ikke mindst investeret i et gammeldags vækkeur. I aften vil jeg lægge jeg min telefon i en skål i stuen og ikke røre den, før jeg er stået op.
Og nu vil jeg stille dig en udfordring: Næste gang, du tager metroen, bussen, toget, eller befinder dig et andet sted, du normalt ville ty til den lille skærm i din lomme, så lad den ligge dér. Kig op. Forsøg at få øjenkontakt med et andet menneske. Jeg lover dig, at det er et wakeupcall af dimensioner.
