Ulven er her, der og allevegne.
Den har spist to ponyer, og den har fulgt en ung pige hjem fra idræt. For nylig fik en landmand en gigantisk overraskelse, da en flok på seks ulve fulgte efter ham helt hen til gårdspladsen. I påsken blev en tysk kvinde bidt i ansigtet af en ulv (i Hamborg vel at mærke), og i mandags blev en ulv så kørt ned i Varde.
Lige for tiden fylder historierne om ulven en hel del i medierne, og debatten er selvfølgelig flammet vildt op. Der synes imidlertid kun at være to positioner: Enten er man for alt i verden for ulven, eller også vil man have den fjernet totalt.
Men det er på tide, at vi har en mere pragmatisk politisk samtale om ulvens plads i Danmark. Og det ville klæde midterpartierne, at de deltog og satte antal på, hvor mange ulve vi skal have i Danmark.
De seneste tal peger på, at der lige nu er omkring 49 ulve i Jylland, hvilket er det højeste antal i nyere tid. Ulven har det efter alt at dømme helt fint i Danmark.
Med de nuværende hændelser in mente bør vi nu stille os selv spørgsmålet, om 49 er for mange, for lidt eller lige tilpas. Data viser ret entydigt, at jo flere ulve, vi har, jo flere historier får vi om nærgående ulve, spiste husdyr og skamferede fåreflokke i Trekantsområdet. Ingen eksperter afviser heller, at vi vil se ulve, der er farlige for mennesker i Danmark, ligesom vi så sidste år, da en hollandsk ulv angreb en 6-årig dreng og trak ham ind mellem træerne, mens han var på tur med sin mor og far.
På den ene side har vi Alternativet og Enhedslisten, der er imod regulering og mener, at det er op til naturen selv at bestemme, hvor mange der skal være. På den anden side står Danmarksdemokraterne og siger, at en god ulv er en død ulv.
Men den ene holdning er efterhånden lige så radikal som den anden.
Det vurderes, at der kan være mellem 77 og 210 ulve i Danmark, hvis man ser på naturens såkaldte bæreevne. Det er selvsagt et fuldstændig vildt spænd at forholde sig til, og det vil være helt hul i hovedet at lade antallet bevæge sig helt deropad.
Omvendt er det et udtryk for et fuldstændig perverst natursyn, at man vil udrydde ulven fra naturen.
Det er derfor, vi skal have en mere kompromissøgende politik.
Jeg er i øvrigt stor naturtilhænger og synes, det er vildt spændende, at ulven er i Jylland. Jeg håber meget, at jeg får mulighed for opleve den på afstand en skønne dag i mit sommerhus i Vestjylland, når jeg alligevel er ude for at se på fugle i området.
Alligevel er der ingen tvivl om, at regulering af ulven er den eneste vej frem fra nu af. Selvom de nye regler på området åbner en ladeport for selvtægt, er det en god idé, at man har lempet på den totale fredning af ulven, som har været gældende siden EU’s habitatdirektiv fra 1992.
Nu er situationen en anden – ulven er tilbage – og derfor skal reglerne selvfølgelig opdateres.
At vi lige nu ikke tør tale om antallet af ulve i Danmark er dybt godnat. Vi regulerer alle mulige andre dyr; vildsvin, rotter, rådyr. Vaskebjørne er endda underlagt streng “udryddelsespligt”. Men ulven har en sjov særstatus.
I Sverige er man ikke så berøringsangst som herhjemme, og de regulerer ulve for at ramme et antal på 170. Ikke at det ikke har været omstridt, men det har man besluttet politisk, fordi de har skabt omfattende problemer og utryghed.
Husk så lige på dette: Sverige er omkring 15 gange så stort som Jylland. Ifølge svensk logik skulle vi da have 11 ulve i Jylland. Læg dertil, at befolkningstætheden i Jylland er næsten 4 gange så stor som i Sverige. Og så skulle man jo egentlig dividere 11 med 4.
Vi har som sagt lige nu mere end det tidobbelte – og det sætter da tingene lidt i perspektiv.
Samtidig må vi gøre op med den efterhånden udbredte antagelse, at enhver ulv, der ikke skyr mennesker, er en såkaldt problemulv – og at det kun er dem, vi må regulere. Hvordan man i øvrigt har tænkt sig at opstøve lige netop dén ulv, der forfølger unge piger, står hen i det uvisse.
Måske er ulve bare ulve, og måske render de rundt i sommerhushaver og følger efter kondiløbere af den simple grund, at de lever klos op ad os.
Det er absurd, at ulven aldrig er problemet, og at det altid er mennesket, der er problemet.
Det er ikke en gunstig præmis for vores forhåbentlig gode fremtid med ulven. Der findes en mere diplomatisk model. For selvfølgelig skal ulven være her, men det skal vi også. Derfor gælder det om at finde et passende antal.
