Foto: Ritzau Scanpix

Ugens podcast: Ekstra Bladets fremragende fortælling fra bandeland får ny sæson

Narkohandel og endeløse territoriale konflikter er brændstoffet, der flyder gennem ’Bandeland, en af landets mest populære og velproducerede podcasts. Tidligere på ugen kunne folkene bag fortælle, at der kommer en ny sæson. Det er en god nyhed for alle, der ønsker at forstå, hvorfor de skyder i gaderne – igen og igen.

I 2007 tævede Shuaib Khan sammen med en gruppe venner en mand til døde i Aalborg. Det 21-årige offer døde af 14 knivstik og yderligere 18 læsioner, der var tilføjet ham med glas eller kniv. Shuaib Khan fik otte års fængsel. Det var ham, der førte den dødbringende klinge.

Han havde dermed god tid i fængslet til at komme på andre tanker. Men i stedet for at træde ind på samfundets lovlydige brede sti, fødte han ideen om en international bande, der skulle udfordre alle tidligere magtstrukturer i miljøet. Hverken drengene på Blågårdsgade eller Hells Angels skulle føle sig sikre.

Da Shuaib Khan blev prøveløsladt, etablerede han på rekordtid Loyal to Familia, der på trods af, at de nu er blevet forbudt ved lov, stadig skaber rystelser ned gennem selve rygraden på det danske samfund.

Det er historien om ham og Loyal to Familia, vi følger i den fremragende første sæson af podcasten ’Bandeland’, som tidligere chefredaktør Kristoffer Eriksen har stået for sammen med avisens reportere Dan Bjerregaard og Sune Fischer.

Lige dele seriøsitet og spænding

I anden sæson følger man ligeledes en af nykommerne på det kriminelle marked, nemlig den hypervoldelige rockerklub Satudarah MC, der herhjemme udspringer af Værebros hårde drenge.

At Bandeland skulle blive en stor succes, er måske ikke det mest overraskende på den danske podcasthimmel. Men, at de formår at fortælle en så kulørt historie med lige dele seriøsitet og spænding, fortjener alligevel et bifald.

Tidligere på ugen kunne folkene bag så fortælle, at de to første sæsoner er downloadet mere end fem millioner gange, og at de forlænger med en tredje sæson. Alt andet ville også være storkriminelt (for nu at blive i terminologien).

Det bliver interessant at høre, hvilken del af bandemiljøet de nu vil undersøge. Men den nylige konflikt om hashmarkedet på Christiania viser med al tydelig gru, hvorfor en podcast som ’Bandeland’ ikke bare er god underholdning, men helt afgørende rapportering fra en del af Danmark, der sniger sig rundt under overfladen på vores ellers velfungerende samfund.

Vi glæder os til næste sæson. Der er, desværre, nok at fortælle om. 

Hør de to første sæsoner her


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics