På Blackthorne-politistationen i Belfast begynder dagen ikke med sort kaffe og papirarbejde, men med et grundigt kig under bilen.
Politiet er truet, og for betjenten Annie (Katherine Devlin) er det blevet en fast del af morgenrutinen at tjekke, om nogen har placeret en bombe under hendes bil.
Det siger en del om den virkelighed, betjentene i BBC-serien ‘Blue Lights’ arbejder i – og om den intense tone, der har gjort serien til en af de mest roste politiserier i de senere år.
Den irske politidramaserie har da også gået sin sejrsgang siden premieren i 2023. Serien blev sidste år belønnet med en BAFTA (British Academy of Film and Television Arts) for sin anden sæson, hvor den vandt over krimiserien ‘Sherwood’ og det historiske epos ‘Wolf Hall’.
Og den nye tredje sæson er netop blevet præmieret som bedste serie ved IFTA (Irish Film & Television Academy).
Det lover godt for et gensyn med seriens medrivende univers.
’Blue Lights’ sæson 3 fører os tilbage til stationen, hvor fokus både er på betjentenes arbejde og deres private liv – og hvor hver vagt kan tippe mellem rutine og livsfare.
Den spinkle fred, som har hersket siden borgerkrigen – også kaldet “The Troubles” (en periode i Nordirland fra 1968 til 1998) – truer nu med at falde sammen, og uroen ulmer konstant under overfladen.
Et nyt miljø i historien er natklubben ‘The Deavery’, der fejrer etårs fødselsdag. Her mødes Belfasts elite og kan uforstyrret udvide deres netværk af lyssky forbindelser.
På stationen bryder betjentene hovedet med at finde ud af, hvem der styrer en eksklusiv app, hvor man kan bestille stoffer, som bringes ud af sårbare unge.
Betjenten Grace (Siân Brooke) opdager, at et af de føl, som transporterer de bestilte stoffer, er en af hendes tidligere klienter, Lindsay (Aoife Hughes), fra hendes tid som socialrådgiver.
På den måde trækker de nye historier naturligt tråde til karakterernes fortid.
Når systemet ikke slår til
Seriens tematikker folder sig ud gennem de dilemmaer, politifolkene oplever, og i visse tilfælde dykker de dybere ned i problematikker, som allerede blev udforsket i de to første sæsoner.
Steve (Martin McCann) og Grace, som kører patrulje sammen, har stadig meget forskellige tilgange til jobbet som betjent. Steve er pragmatisk, mens Annie er idealist.
Forskellene mærkes i deres måde at håndtere hverdagens konflikter på – mellem ønsket om at hjælpe og erkendelsen af, hvor lidt systemet nogle gange kan gøre.
Politimanden Shane (Frank Blake), som tror, han kan charmere sig ud af enhver situation og har et løst forhold til regler, personificerer den magtesløshed, som mange på stationen oplever.
For hvordan kan man som betjent gøre en forskel i forhold til den sociale armod, de konstant møder, når man aldrig får mulighed for at arrestere dem, som forårsager problemerne?
Spænding med karaktererne i centrum
Tredje sæson holder samme forbløffende høje niveau som de to foregående sæsoner. En væsentlig årsag er, at man bygger videre på universet med nye handlingstråde og karakterer, der opleves som en naturlig forlængelse af det allerede etablerede.
Skaberne bag tror tydeligvis på, at fundamentet er stærkt nok og forsøger derfor ikke at ændre alt det, som fungerer. For desværre ser man gang på gang serier, der efter første sæson svigter den kerne, som gjorde dem til noget særligt – sikkert fordi man er bange for at kede seerne.
Hver episode indledes med en titel. Et greb, som skaber ramme og retning i universets mange dele.
‘Blue Lights’ er rig på historier, karakterer og temaer, og man sidder ofte målløs og tænker, hvordan det lykkes at få det hele med, uden at det bliver rodet eller overfladisk.
Men det fungerer, fordi de mange elementer hele tiden er fast forankrede i karaktererne og den daglige gang på stationen.
Seriens actionsekvenser emmer af intensitet. Scenen, hvor de to unge betjente Aisling (Dearbháile McKinney) og Annie er på patrulje og skal hjælpe ofrene i en bilulykke, er så stærkt koreograferet og spillet, at man næsten må finde på et nyt begreb til den slags – måske ”psykologisk action”.
De yderst velskrevne karakterer er kloge psykologiske portrætter, og skuespillernes præstationer skaber så autentiske, hele mennesker, at man næsten får lyst til at råbe til skærmen, at de skal passe på, eller til at trøste dem, når de lider.
Et perfekt modspil til det dramatiske er seriens skønne humor og lune, som ofte skaber sprækker i den ellers overvejende mørke verden. Yndlingsscenen er, da en arrestant sætter sig oven på Steves perfekt kreerede muffins, så de bliver helt flade.
Elskelige karakterer
‘Blue Lights’ er uden tvivl en af de seneste års bedste serier.
Det skyldes ikke mindst, at serien kombinerer kriminaldrama med noget mere sjældent: en dyb forståelse for menneskene bag uniformerne.
Den brillerer på mange planer – fra det præcise manuskript til det mere end imponerende ensemble – og derfor kan man uden tøven kalde den et mesterværk.
Men seriens storhed ligger også i noget sværere at indfange: i de små øjeblikke mellem karaktererne, og i den tørre humor midt i pressede situationer.
Det er netop de øjeblikke, der gør, at man føler sig så tæt på personerne, at deres sejre og nederlag næsten føles personlige.
Er du ny til serien, ligger de to foregående sæsoner på DR, som du straks bør kaste dig over.
En fjerde sæson er heldigvis annonceret – og når man har fulgt karaktererne så tæt gennem tre sæsoner, er det svært ikke allerede at glæde sig til at vende tilbage til Blackthorne-stationen og seriens elskelige karakterer.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🖤🖤
