Der har altid været store følelser i Radiohead. Og da bandet i 2016 udgav det længe ventede album ‘A Moon Shaped Pool’, vakte det stor begejstring blandt fans. Musikken var en tilbagevenden til dele af bandets kompositoriske fortid, hvor sangene havde en episk kant. Musikkens episke eskapisme fik så dog mindre og mindre indflydelse, som årene gik.
Omvendt har Radiohead altid været et band, der musikalsk kigger fremad. Hørt sådan var ‘A Moon Shaped Pool’ stadig en naturlig fortsættelse af de lydeksperimenter, de altid har været garant for.
I weekenden udgav Radiohead så en ny single ‘Ill Wind’, der er en B-side til ‘A Moon Shaped Pool’. ‘Ill Wind’ er en klassisk Radiohead-sang – på den rigtig gode måde – og trækker tråde til lyden fra ‘In Rainbows’, ‘Kid A’ og ‘Hail to the Thief’.
Umiskendelige Radiohead-guitarer og en Thom Yorke-falset åbner nummeret på så melodisk vis, at man hurtigt glemmer, hvor abstrakt musik bandet har formået at lave de sidste 10 år. Selv kom skribenten her helt op at køre over, hvor lækkert det stadig lyder, når Radiohead går ned ad den sikre vej.
Dermed ikke sagt, at den sikre vej er den bedste. Men det er nok til at få ‘Ill Wind’ på morgenfladen her på Heartbeats Radio.
Foto øverst: Wikimedia Commons