Fans af Dan Levys ’Schitt’s Creek’ og Rachel Sennotts ’I Love LA’ har god grund til at kaste sig over den nye Netflix-serie ’Big Mistakes’.
Det er nemlig to af tidens bedste komediestemmers fælles projekt, og deres vittige stil skinner tydeligt igennem. Humoren er knivskarp og bliver serveret i et lynhurtigt tempo, så man det meste af tiden sidder fornøjeligt forpustet og følger med.
Mens Dan Levy selv har påtaget sig den ene hovedrolle, spilles den anden ikke af Rachel Sennott, der nok har haft travlt foran kameraet med sin anden, stadig igangværende serie.
De har dog fundet en fuldgod erstatning i Taylor Ortega, der ikke bare rammer energien fra resten af persongalleriet, men ofte stjæler scener som Morgan, der har mistet retningen i livet.
Hendes storebror Nicky har på overfladen mere styr på sagerne som pastor i en kirke, men han døjer også med eksistentielle problemer over ikke at være den person, han gerne vil være.
Det er et glimrende udgangspunkt for en komedieserie om en dysfunktionel familie, der konstant holder hinanden ude i strakt arm, men efterhånden finder ud af, at de er stærkere sammen.
Komik over logik
’Big Mistakes’ er endnu en variation over den velkendte genre af komedieserier, hvor vi ser knap så sympatiske mennesker kæmpe for at indgå i en familie.
Det er en tradition med højdepunkter som ’Arrested Development’ og netop ’Schitt’s Creek’, men serieskaberne udfordrer sig selv ved at tilføje et blodigt krimielement, hvor alvoren dog aldrig overskygger komikken.
Serien starter, da søskendeparret Nicky og Morgan ankommer til et hospice, hvor deres mormor ligger på dødslejet. Deres mor fortæller dem, at mormorens døende ønske er en smuk perlehalskæde, så da Morgan falder over sådan en, snupper hun den med, selv om den ikke er til salg i butikken.
Det viser sig at være en beslutning med store konsekvenser. Halskæden er nemlig ekstremt værdifuld, så pludselig vikles de to ind i en kriminel underverden, hvor først små opgaver eskalerer til, at de på et tidspunkt befinder sig i en enorm narkohandel med våben til alle sider.
Det er en serie, der ofrer logikken til fordel for komikken.
De otte afsnit af en halv times tid hver er lidt en lightudgave af den mesterlige HBO-serie ’Barry’, hvor Bill Hader med større ting på spil leverer både et rammende psykologisk portræt og kulsort komik om en mand i et kriminelt grænseland.
Helt så medrivende bliver ’Big Mistakes’ ikke på noget tidspunkt, men mindre kan også gøre det, så længe morskaben er så fintunet og veloplagt, som det er tilfældet.
Drilsk gakkethed
Det er nogle grundlæggende velskrevne figurer, der befolker det overdrevne univers i ’Big Mistakes’.
Nicky er en homoseksuel pastor, der ganske vist er ude af skabet over for sine nærmeste, men ikke har lyst til at skilte med kærligheden til partneren Tareq (Jacob Gutierrez) over for sin kirkelige menighed. Morgan arbejder som folkeskolelærer, men der henvises løbende til, at hun prøvede lykken som skuespiller i New York og fejlede.
Rundt om søskendeparret suser bipersoner som den ambitiøse lillesøster Natalie (Abby Quinn) og Morgans kæreste Max (Jack Innanen) rundt og ligner længe ligegyldige tilføjelser til serien. De får dog begge mulighed for at udfolde sig, mens også håndlangeren Yusuf (Boran Kuzum) bliver andet og mere end bare en hård negl.
Der bliver faktisk brugt for meget tid på den kriminelle organisation, hvis problemer man har svært ved at interessere sig for. Heller ikke søskendeparrets mors ambitioner om at vinde borgmestervalget i byen er lige så engagerende som deres dyk ned i den kriminelle underverden.
Til gengæld er den evigt uforlignelige Laurie Metcalf som altid blændende som moren Linda, og derfor nyder man alligevel at være i hendes selskab.
Rapkæftede Linda kan slå fra sig både verbalt og fysisk, og hendes erotiske tete-a-tete med en russisk kriminel, der for nylig er blevet løsladt fra fængslet, er hylemorsom i al sin drilske gakkethed.
Overflødighedshorn af kække bemærkninger
Undervejs i ’Big Mistakes’ bliver der skudt til højre og venstre. Kun sjældent med pistoler, men oftere med vittigheder om alt fra indgroet sexisme til religionens mærkværdige syn på, hvilke mennesker der må elske hinanden.
Serien fungerer bedre, når der bliver holdt et mere stramt fokus på de snærende familiebånd, som gør det svært for personerne at tale ordentligt sammen.
Der er faktisk en pointe i, at de hele tiden skjuler deres følelser med et overflødighedshorn af kække bemærkninger og skænderier, selv når de står midt i at være truet på livet.
Et plottwist helt mod slutningen antyder, at vi kan vente os endnu en sæson af ’Big Mistakes’. Hvis det bliver tilfældet, er den meget velkommen, så længe folkene bag husker de interessante karakterer i centrum af serien.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
Se den på Netflix
