I ’The Dog Stars’ bliver den amerikanske drøm – at leve uforstyrret på sin egen jord med nok mad og våben til at sikre sin overlevelse – præsenteret som et mareridt.
Året er 2035, og USA er blevet forvandlet til en postapokalyptisk ødemark. En virus har taget livet af det meste af befolkningen, så de overlevende holder hinanden på sikker afstand, hvis de da ikke slås om de resterende ressourcer.
Scenariet er set et hav af gange før på film, for der er åbenbart intet så eskapistisk forløsende som at forestille sig menneskehedens udslettelse. Nogle af de bedste som ’The Road’ og ’Children of Men’ formår at gøre dommedagsudsigterne til mere end bulder og brag ved at lukke os ind i de genkendelige mekanismer, som ligger latent i os alle, og som man sagtens kan forestille sig bryde ud i fuldt flor ved civilisationens endeligt.
Er det vigtigste at overleve for enhver pris, eller er man nødt til at finde andre mennesker at leve for? Det spørgsmål stiller filmen i sit episke vingefang og giver med højstemt musik og ditto billeder et klart og rørende svar.
Med bankende hjerte
Hig (Jacob Elordi) flyver sammen med hunden Jasper rundt over den amerikanske vildmark til tonerne af harmonisk hjertelandsmusik. Han samler forsyninger i den nærliggende storby Denver og mindes sin afdøde kone, men han viser sig ikke at være Palle alene i verden.
Hjemme på basen går Josh Brolin rundt som den stoiske Bangley, der har fingeren solidt plantet på sit skydevåbens aftrækker og ikke byder uventede gæster på en kop Gevalia. Han er som machomand med en fortid i militæret et billede på den velkendte prepper, der måske nærmest har set frem til samfundets sammenbrud, mens mekanikeren Hig længes efter at mærke menneskeligt sammenhold.
Efter endnu et af mange natlige angreb fra andre overlevende, sætter Hig derfor kursen ud i det ukendte, fordi han på sin radio har hørt fra byen Grand Junction. Efter et flystyrt lander han hos den unge kvinde Cima (Margaret Qualley) og hendes far (Guy Pearce), der også har barrikaderet sig i et naturskønt område.
Truslerne kommer dog stadig i en lind strøm, så med spirende og skyldige følelser for Cima tager Hig dem begge med i sit fly. Han bekender også at have gjort sig tanker om at begå selvmord ved at flyve ind i en klippevæg, men Elordis smerte føles aldrig helt afgrundsdyb nok til, at man for alvor tror på den udvej.
Til gengæld er filmen fuld af tro, håb og kærlighed, selv om det hele virker umådeligt håbløst, og med sit bankende hjerte i hænderne giver den sine figurer en grund til at leve. Frelsen findes i fællesskabet, og mens det selvfølgelig er en banalitet af de større, er det en, som er værd at gentage herfra og til evigheden.
Afskærmet fra alt
’The Dog Stars’ bygger på Peter Hellers bog af samme navn fra 2012, men der er ikke så få reminiscenser af frygten for coronavirus i skildringen af den navnløse dræber, der har gjort det af med størstedelen af befolkningen.
Det er hos de pacifistiske mennonitter, der som et kristent trossamfund i forvejen levede afskærmet fra resten af den korrumperede klode, at der er liv og glade dage med en konstant voksende børneflok.
Hig flyver ud og hjælper dem med reparation af deres generator og får et indblik i verden, der ser ud, som den altid har gjort.
Her er filmen ved at tippe over til det alt for sukkersøde med plads til kys på en blomstermark under lysende stjerner. Men måske giver det god nok mening, at man for en stund næsten glemmer, at det hele er brudt sammen.
Meditative sandheder
I en alder af 88 år sprøjter Ridley Scott film, serier og kortfilm ud i en rasende fart. De seneste år har han haft blandet succes med ’The Last Duel’, ’House of Gucci’, ’Napoleon’ og ’Gladiator II’, men det er svært ikke at bifalde hans arbejdsiver og evne til at få historier ud over rampen.
’The Dog Stars’ kommer ikke i nærheden af hans bedste arbejde, der altså også tæller mesterværker som ’Alien’, ’Blade Runner’ og ’Gladiator’, men det er et solidt overlevelsesdrama, hvor de eksistentielle tanker og brutale kampe går hånd i hånd.
Man snapper af og til efter vejret i de flot orkestrerede flyvescener, mens det er sværere at følge med, når det bliver metafysisk makabert i en malplaceret scene med Allison Janney som leder af en særlig flok overlevende.
Instruktøren tillader sig undervejs flere gange at sænke tempoet til det nærmest meditative, når personerne snakker om almengyldige sandheder som vigtigheden af god kaffe og musik. Omvendt giver han den også fuld æde med afkappede hoveder og eksplosioner i actionspækkede sekvenser, som rammer så meget desto hårdere takket være den kontrasterende ro.
Det er en filmskaber i total kontrol over sine virkemidler. Mens karrierens højdepunkter nok for længst er cementeret, må man håbe, at han bliver hængende så længe som muligt til at forløse sine øjensynligt uendelige filmdrømme.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
