De er blevet gift, er vågnet op som nygifte og er taget på bryllupsrejse. Umiddelbart lyder det jo som en ret god start på et ægteskab. Men i denne uges EJ EJ EJ! begynder Signe Larsen og Thomas Balslev at ane problemer under den gode stemning.
For mens Line og Jesper fortsætter deres imponerende honeymoon-romantik, og Michael og Bubbi fylder flyet med franske hotdogs og høj energi, er der også tegn på, at noget kan være på vej til at krakelere.
Især ét par får værterne til at spidse ører, da kærligheden ikke bliver gengældt helt så entusiastisk fra begge sider.
Og så er der selvfølgelig rygtebørsen. Her dukker et opsigtsvækkende tip op om et af programmets mest elskede par, mens værterne også undersøger spor på Instagram og Strava. Kan man ligefrem finde kærligheden på en løberute?
Der bliver også uddelt både gule og røde kort for alt fra glemt vielsesring til mansplaining, politiske plakater og østers i Københavns Lufthavn.
Og så skal ugens Fidusbamse naturligvis have en ejer – hør med, og find ud af hvem der får æren.
Kort sagt: Det går godt. Også i studiet. Måske lidt for godt.

