Sommeren bliver single: Der er noget i tidsånden, der er ved at rykke sig

Sommerens store besættelse må simpelthen blive *single girls*. 

Ja ja, jeg ved, hvad I tænker. Ellen, du er delulu, stop dig selv. Bare fordi du eksperimenterer med det selvvalgte singleliv, betyder det altså ikke, at alle andre hopper med på vognen, og at single er det nye BRAT SUMMER. 

Men hear me out! For det er ikke bare mig. Der er noget i tidsånden, der er ved at rykke sig. Lad mig forklare.

Her i april har jeg været til påskefrokost med damerne. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan vi har stærke traditioner for våde frokoster til alle slags højtider, og påsken er naturligvis ingen undtagelse. Der bliver yappet igennem, og som den store klichefyldte bunke start-tredive-årige kvinder, vi er, så snakker vi altid rigtig meget om mænd og forhold. Men noget var anderledes denne gang. 

Status på flokken var, at flere var blevet single siden sidste komsammen, der var også nogen, der havde åbnet deres parforhold op, og jeg bemærkede, at nogle af dem, der tidligere har beklaget sig højlydt over dumme dating-apps og manglende eligible fisk i havet, nu havde større fokus på, hvor sjovt de har det med at flirte og score for tiden. Dem, der er i (dare I say; almindelige) parforhold, snakkede om nye hobbyer, nye oplevelser, ting fra deres arbejdspladser og den slags – alt andet end alt det, der er knyttet op på deres romantiske partnerskaber. 

Og det er måske slet ikke så underligt, at vi sidder i et stort selskab bestående af (cishet-)kvinder og snakker om både mænd, parforhold og os selv på en anden måde, end vi tidligere har gjort. For alt omkring os peger på, at noget er i forandring. 

Sidste år erklærede Vogue, at selve det at have en kæreste er pinligt. I en artikel fra oktober forklares det, hvordan kvinder ikke længere vil lade sig definere af parforhold og derfor i stigende grad undlader at flashe deres kærester på sociale medier. Debatten i kølvandet på artiklen var heated, og den tydeliggjorde, at presset for at frigøre sig selv fra forventningen om at skulle indgå i et forhold måske i dag er lige så stort, som det i gamle dage var for at blive godt gift. 

Det hænger nok også sammen med, at vi i dag ikke længere bærer vores single-status som et scarlet letter. Hvor vi de sidste mange år kun har fremvist vores civilstatus til andre singler gennem lukkede dating-apps, popper diverse IRL-events nu op, hvor man tropper stolt op som single and ready to mingle. Om det så er til singlefester og speed-dating eller de helt vidunderlige live-pitching-events, der sikkert også snart kommer til Danmark – stigmaet er forduftet for længst. 

Lige så længe jeg kan huske, har mærkatet *single* ellers fået kvinder i alle aldre til at fremstå som ufærdige projekter. En slags karaktertræk forklædt som en civilstatus, der i bedste fald vidnede om noget midlertidigt og i værste fald noget mangelfuldt. Men værdiladningen har ændret sig; det er ikke længere skamfuldt at være single. Tværtimod. Kvinder i dag vil ikke ligge under for en gammeldags forestilling om, at vi er sat i verden for at blive sat sammen med en anden. At være single kan nu også være et aktivt valg, man har taget for sig selv. Noget der for ti-tyve år siden var ren utopi og kun forbeholdt Samantha fra ‘Sex And The City’. 

Til påskefrokosten var de nylige singler ikke nogen, der skulle samles op med en snaps og en peptalk. De var nærmere lettede, og de fortalte vidt og bredt om, hvor sjovt de har det med at score, når de går ud. Og det her er altså de samme damer, der hele vejen op gennem tyverne hadede at scoute efter mænd i byen. Hvad har ændret sig? De leder ikke efter en kæreste. Ikke lige nu i hvert fald. 

“Jeg kan bare mærke, at jeg bliver nødt til at have i hvert fald et år mere med den her single-energi, før jeg begynder at lede efter faren til mine børn,” lød det fra en af dem. Og det indkapsler måske meget godt, hvad der er på færde. For mænd er ikke blevet overflødige, og kvinderne er ikke blevet urørlige over for lysten til at finde en til-døden-os-skiller-soulmate. Men det haster ligesom bare ikke mere, end det jager. 

En anden af mine veninder fortalte om, hvordan hun lige nu er i en relation, hvor hun får det bedste fra to verdener: Hun ses med en nylig skilsmissefar i de uger, hvor han ikke har sine børn, og i de andre har hun frit lejde til at prioritere sig selv, sine venner eller andre mænd, hvis hun vil. 

“Det er bare gået op for mig, at man jo selv sætter rammerne for sine romantiske forhold. Hvorfor skulle jeg være kærester med ham her hele tiden, når jeg kun har lyst til det i halvdelen?” udbrød hun halvvejs gennem sin panerede fiskefilet og forklarede, at hvis de havde været “rigtige kærester”, så skulle hun forholde sig til hans børn, nok også hans ekskone, deres deleordning og whatnot. Men med et deltidsforhold slipper hun for alt det besværlige, samtidigt med at hun får den intimitet, hun savnede som fuldtidssingle. Og han kan omvendt få styr på familielivet uden at skulle tænke en ny kæreste ind i det hele. De blæser og har mel i munden på samme tid, og hun er overbevist om, at det er den ultimativt optimale parforholdskonstruktion for hende.

Men det mest bemærkelsesværdige rundt om påskebordet var nok, at der på trods af al den snak om frihed og prioritering af sig selv alligevel aldrig herskede en stemning af, at alle skulle hjem og slå op med deres kærester. Der var ingen, der sad med opfattelsen af, at vi så skulle gå gennem livet uden mænd, romantik eller parforhold. Der er bare opstået en ny åbenhed for, hvordan parforholdet kan skrues sammen, og der er plads til at reflektere over, hvorfor man overhovedet indgår i et. 

For single-energien var også tilstede hos de af pigerne, der har kærester og er gift. Én er begyndt at rejse alene i stedet for at planlægge sommerferien med sin kæreste – han vil alligevel helst spille golf i Sverige, mens hun vil sydpå og dyrke yoga. Hver sin smag. En anden fortalte om, hvordan de har droppet deres månedlige date-nights for i stedet at tage ud med hver deres venner, da det giver dem så meget mere at tale om dagen derpå. Og dér sad hun så; til påskefrokost med os. 

Hvordan relaterer det sig så til “single”-begrebet? Fordi det er den slags valg, som mange mennesker lægger bag sig, når de får en kæreste.  

Single-energien handler i virkeligheden ikke om at være alene, men om at tage stilling til, hvordan livet skal indrettes. Det er ikke længere tabu at være single, og det at være i et forhold er ikke længere et kvalitetsstempel i sig selv. Vi kan frit vælge, hvordan vores relationer skal se ud, så de passer lige præcis til os. Og det skaber måske tilmed de bedste forudsætninger for, at vi rent faktisk kan holde ud at være sammen med hinanden. 

Så ja, sommeren står i singlernes tegn. Og der er ikke længere noget at skamme sig over.