Popsanger emeritus
Claus Hempler er dansk rocksanger af den gamle skole. Han sang på dansk langt før alle de andre og har altid haft noget særegent distingveret over sig med sin dybe vokal, sine skarpe jakkesæt og sit lange hår. Nu har han netop udgivet en ny plade, ‘Ordensduks i Ingenmandsland’, der på mange måder ligger i fin forlængelse af hans forrige, glimrende og i øvrigt prisvindende album ‘Kuffert Fuld Af Mursten’. Udtrykket er affillieret med Leonard Cohens; der er velplacerede analoge trommemaskiner, kvindelige korsanger og korte sandheder om livet overalt.
Det er netop det selvbiografiske tekstunivers, der virkelig gør pladen god. Hvert et ord virker afvejet på en guldvægt, så de præcist passer på sangenes versefødder. Mange af dem handler om at være blevet popsanger emeritus, en ældre mand i showbusiness, der ikke længere laver musik for at opfinde den dybe tallerken, men for at lave gode plader. Det har han i den grad gjort her.
Krachts ‘Air’
Jeg har været i gang med at læse den schweiziske forfatter Christian Krachts seneste bog ‘Air’ på det seneste, og selvom jeg stadig mangler slutningen, tør jeg godt uden videre at anbefale den. Han har en fortællerstemme, der virker som et skød, man sætter sig på, mens der bliver læst op af et eventyr. Og i modsætning til hans tidligere bøger, er ‘Air’ faktisk ret eventyrlig, muligvis lidt magisk. I hvert fald finder handlingen både sted i en meget moderne nutid, hvor man følger den arkitektuddannede livsstilssnob Paul, der arbejder med design, og samtidig foregår andre dele af handlingen i en episk, ukendt fortidsverden. Det er i udgangspunktet svært at forklare, men virker påfaldende almindeligt, når man læser den. Hvad det hele skal betyde, har jeg til gode at formulere for mig selv, men hver dag glæder jeg mig til at komme ind i universet igen.
Maratonfrokost
Som læserne sikkert er klar over, er der Copenhagen Marathon på søndag, og hvis man ikke hører til dem, der faktisk skal deltage i selve ræset, så vil jeg anbefale, at man spenderer en god del af sin søndag på at agere tilskuer. Helt præcist vil jeg foreslå, at man finder en god frokostrestaurant på ruten (alternativt en café), hvor der er udeservering, og hvorfra man kan betragte det løbende spektakel. Inviter gode venner, og bestil en frokostøl og en croque monsieur, nyd solen og hep på deltagerne, når de halser forbi. Det er en fabelagtig søndagsaktivitet, som jeg har tyvstjålet fra en tidligere kollega, og jeg vil derfor jeg lægge op til, at man studerer ruten på forhånd, udvælger et sted og kommer i god tid. Gaarden og Gaden kan anbefales.
Ugens afbefaling: At sige “God aften”
Generelt er jeg egentlig stor fortaler for høflighedsfraser og almindelig pli i offentligheden. Men der er selvfølgelig undtagelser, og personligt har jeg et stort problem med den ellers velmenende vending “god aften”. Ikke “godaften” vel at mærke, men “god aften” som i “hav en dejlig aften”, og problemet opstår for mig, når kære medborgere affyrer den replik midt på eftermiddagen, for eksempel omkring kl. 16, når man er på vej hjem fra arbejde.
Det gør mig ikke i godt humør, snarere lidt eftermiddagsdeprimeret, fordi det virker som en lille påmindelse om, at dagen er ved at være slut. Ja, nærmest som et lille memento mori, og det kan ikke have på den tid af dagen, hvor fritiden netop begynder. Kan vi blive enige om, at det ikke er aften, før klokken slår 18? Og at vi siger “god dag” eller måske bare “god eftermiddag” indtil da? Mig og min dødsangst siger på forhånd tak.
