Visse ting ved vi med sikkerhed. At ting falder til jorden, hvis vi slipper dem. At træ flyder på vand. At hvis man stopper med at trække vejret, så dør man. At livets horisont eksploderer som en supernova, når man kommer på efterskole, er det ikke alle, der ved. Men det burde vi vide. For det er så godt som en social naturlov.
Hvis man er tvivl, skal man sætte sig og se dokumentarserien ‘Efterskolen’ på DR. Faktisk vil jeg mene, at man skal se den uanset hvad.
Serien er et portræt af en årgang på Klejtrup Musikefterskole, men også et portræt af det unge menneske, mens det står lige der i livet, hvor romantik og platonisk kærlighed mellem venner opleves for første gang – og derfor rammer så hårdt.
Man fanger eleverne midt i den naive fortryllelse af selve livet, hvor de er fuldstændig hyperfølsomme, umættelige efter indtryk og kan suge alle mennesker og alle genrer til sig. Du spiller funk? Ej hvor fedt! Hallo, jazz! Skal vi lave et band, hvor vi kombinerer jazz og rap og rock og synger dansk? Ja, mand!
Man kan nok godt argumentere for, at tilværelsen er en stor afromantisering derfra, men for seriens vedkommende er det en kvalitet, at den spiller på netop de nostalgiske toner, der vækker savn i enhver, som engang har været femten år og forelsket.
At den udspiller sig delvist i det efterhånden trættende annus horribilis 2020, er ikke det afgørende, men det bidrager til det i forvejen intense følelsesdrama, at de pludselig mister det hele og ikke ved, om de kan vende tilbage til skolen og vennerne.
Foto: DR
Til at starte med kunne jeg ikke lade være med at grine, mens billederne af elevernes sidste skoledag kørte over skærmen i første afsnit, fordi det føltes så banalt, at de sad der i en stor flok og svømmede i den samme pøl af melankolsk farvelgråd og weltsmertz. Præcis som alle andre efterskoleelever har gjort det år ud og år ind før dem. Hvilken kæmpe teatralsk kliché.
Men efterhånden holder man op med at grine. Serien har nemlig – set i forhold til så mange andre DR3-dokumentarer – en ret sælsom evne til at krybe ind under huden på sin beskuer og skabe ståpels i nogle sindssygt intime scener, som skaberen, Thora Lorentzen, har indfanget temmelig suverænt.
Hun følger for eksempel Sanna og Samuel, som ender med at blive kærester, selvom Sanna til at starte med har en fyr hjemme på Færøerne. De udgør seriens kærlighedshistorie, men deres fortælling er også den egentlige motor. Man kan ganske enkelt ikke lade være med at kigge på de to smukke, unge mennesker, mens de fuldstændig ædes op af forelskelsen afsnit for afsnit. Der er noget Skjold og Isabel, som mange sikkert husker fra DR-serien af samme navn, over dem.
Og måske er det bare, fordi Lorentzen har en umanerlig evne til at være på rette tid og sted, men gentagende gange tager man sig selv i at tænke: Hvordan er de lykkedes med at filme det her? Tænk, at de har haft modet til at lade sig filme. Som da Samuel står og dør for sig selv over, hvor dejlig Sanna er, når hun spiller klaver og synger en ballade. Det kunne ikke være skrevet bedre. Shakespeare ville vride sig af misundelig over den scene.
Der er så mange smukke, tårepersende scener i ‘Efterskolen’, som indfanger stemningen af ren, ungdommelig eufori og kærlighed virkelig flot gennem de i alt seks afsnit. I det hele taget er det en meget æstetisk og meget musikalsk tv-oplevelse, der kredser om det smukke i og imellem mennesker.
Samuel og Sanna. Foto: DR
Alt bliver fortalt gennem de unge selv, der er ikke nogen voksne, som kommer til orde eller sætter tingene i perspektiv på en klog måde – og det klæder serien, at den på den måde sætter eleverne i fokus og tager deres egne tanker og oplevelser alvorligt. Selvom deres følelser er så efterskoleagtige og teenage-typiske, bagatelliseres de for en gangs skyld ikke, men får lov at fylde i al sin forbandede patos.
På et tidspunkt sidder en elev alene og spiller ‘Comforting Sounds’ på sin spanske guitar, mens hun synger lavt for sig selv, og det klip er nok noget af det sandeste, der kan siges om at gå på efterskole.
Man føler også med den kvieøjede indie-adonis, Marius, når han erklærer, at han er bange for at blive såret ved at gå for tidligt ind i et nyt forhold med Alberte. Vi ved jo, at han nok skal komme videre, men hans dilemma går rent ind lige her, fordi serien på en raffineret måde formår at vise, at en følelse ikke bliver mindre ægte, uanset hvor mange replikationer, der findes af den.
Det er sjældent, at man som efterskolekid bliver mødt helt i øjenhøjde og kan dele sin skrøbelighed og begær med andre end dem, der også selv befinder sig lige midt i det hele, men ‘Efterskolen’ er en god anledning til at gøre lige dét for alle andre i alle aldre. Og så er det en kærkommen påmindelse om, hvor sindssyg vigtig og altopslugende en fase ungdommen er – og var – for os alle.
Det er slet ikke noget at grine af.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
