”Men vi kan jo ikke alle sammen bare stoppe med at flyve, det er jo utopi!”
Sådan sagde én af de kvindelige gæster til den fødselsdag, hvor jeg sad til bords i slutningen af sidste år, da snakken faldt på klimakrisen. Det var ikke første eller sidste gang, jeg hørte udsagnet. Jeg hørte det faktisk hele tiden: I medierne, blandt fagfolk, blandt venner og bekendte, når vi talte personligt ansvar i forbindelse med klimakrisen: Altid den samme med, at vi i et moderne samfund “jo ikke bare kan stoppe med at flyve”.
I kraft af mit job som journalist har jeg efterhånden opbygget en hel del viden om flyrejsers massive forurening, ligesom jeg sideløbende har opbygget en hel del dårlig samvittighed efter ubekymret at have fløjet til øst og vest i en årrække. Den obligatoriske barselsferie i Thailand, på orlovsferie i Vietnam, storbyferier i New York og europæiske storbyer flere år i træk (!) – ligesom mange danskere gør. Ikke alle, men mange af os.
Faktisk er det kun cirka tre procent af verdens befolkning, der har råd til og mulighed for at flyve ud over landets grænser, og her er vi klimatossede danskere jo pragteksemplarer, når det kommer til flytransport. Vi flyver som aldrig før i ét af verdens mest klimabevidste lande.
Efter samtalen til fødselsdagen tænkte jeg over udsagnet om, ”at vi jo ikke bare kan lade være med at flyve”. Det kunne jeg egentlig godt.
Jeg arbejder ikke i udlandet. Jeg har ingen nær familie i udlandet. Jeg har intet sommerhus i udlandet. Jeg er klar over, at der er nogen, der ikke kan lade være med at flyve på grund af familie, venner og arbejde. Men jeg, som har set og oplevet store dele af verden, kunne jo egentlig godt?
Ingen kraftpræstation – men usædvanligt
Så det satte vi os for at prøve, min mand og vores stakkels kulturelle analfabeter af børn på et og fire år. Vi gjorde det både af idealistiske grunde, men tog det også som en personlig udfordring. Er det virkelig så svært at undvære?
”At rejse er at leve,” skrev H.C. Andersen som bekendt, og det var altså, før flyet var opfundet. Jeg er udmærket klar over, at et år uden fly ikke skal betragtes som en kraftpræstation, og jeg forventer heller ingen medalje for eksperimentet. Men samtidig ser jeg på min omgangskreds, og vi er altså nogle af de eneste, som ikke har fløjet et års tid, og det siger noget om danskernes flyvaner. I hvert fald i middelklassen, som jeg selv er den del af.
AI disse dage er det et år siden, vores familie fløj sidst. Ser vi bort fra de mørkeste vintermåneder, har det været overraskende let, og jeg synes faktisk, det har været sjovt at have det benspænd, der hedder, at ferier skal kunne nås med bil eller tog. Vi bliver tvunget til at tage stilling på en anden måde og kigge på destinationer, som vi ellers ikke ville have valgt, med en anden nysgerrighed.
En fornøjelse at slippe for lufthavne
Storbyferien med en veninde gik til Hamborg i bil, hvor vi fik det, vi kom efter: God mad, store øl og masser af tid sammen. Sommerferien blev holdt i et 30 grader varmt Sverige med udsigt til natur, vand og et besøg i fantastiske Astrid Lindgrens Verden. Og så har vi været særdeles flittige museumsgæster i år. Indtil videre har vi hevet vores børn med på weekendudflugter til mange af landets fantastiske museer og attraktioner, senest bunkermuseet Tirpitz, LEGO House, Tivoli og Moesgaard Museum. Ofte med en overnatning i området, så der bliver gjort en tur ud af det.
Som børnefamilie har det været en fornøjelse at slippe for lufthavne, som er en kæmpe stressfaktor med små børn og lange køer til sikkerhedstjek, klapvogne og barnevogne, der skal pakkes sammen og indleveres i den anden ende af lufthavnen og så videre. Ligesom jeg ikke savner at sidde med en energisk tumling i et tætpakket fly med dårlig, syntetisk, næsten vakuumpakket luft – for derefter at vente halve til hele timer på bagagen, når vi endelig er ankommet og bare gerne vil videre.
Vintermånederne var en prøvelse
MEN. For der er også et men. Vintermånederne var en prøvelse, hvor vi virkelig hungrede efter sol og ikke mindst lys. Ligesom alle andre danskere. Jeg kan sagtens undvære flyrejser i forårs-, sommer- og efterårsmånederne, og jeg har intet behov for at booke charterrejser til græske øer eller europæiske storbyer i juli, hvor temperaturen sydpå når over 40 grader.
LÆS OGSÅ:
Men da kalenderen sagde januar og februar, fik piben en anden lyd. Dér var det en prøvelse ikke at have udsigt til en uge med sol, lys og vand, som vi har haft tidligere. Så privilegerede, som vi nu engang er.
Og derfor ved jeg heller ikke, om vi bliver hjemme næste vinter, eller om vi ender et sted på en sydeuropæisk ø. Men er vi så ikke tilbage der, hvor vi startede med udsagnet om, ”at vi jo ikke bare kan stoppe med at flyve?”
Det mener jeg ikke.
Ikke permanent flystop
At leve klimabevidst går for mig ikke ud på, at vi skal give køb på vores livskvalitet. Personligt får jeg ikke et dårligere liv af at undvære kød flere gange om ugen, ligesom mit liv ikke bliver fattigere af at skære markant ned på mit forbrug. At undvære en charterrejse i midten af august, hvor sandsynligheden for godt vejr herhjemme er stor, og sommeraftenerne stadig er lyse, er intet problem for mig. Måske det lyder frelst, men det er ikke desto mindre, sådan jeg har det.
Men når det kommer til januar i Danmark, må jeg bare erkende, at det er dén post, hvor jeg nok kommer til at gå på kompromis. Ligesom jeg har tænkt mig at vise mine børn den store, fantastiske verden, når de engang bliver ældre, i hjørner af kloden, hvor tog og bil ikke er en mulighed.
Men når vi næste gang tager flyet, er vi bevidste om vores valg. Det er ikke bare en automatreaktion a la ’alle flyver alligevel, så det gør vi også.’ Og i den erkendelse synes jeg, den store forskel på før og nu ligger.
Vinterferie i udlandet eller ej.
