På trods af at være en 28-årig kvinde, så tænker jeg ofte på mig selv som Peter Pan. Jeg ser mig selv stå selvsikkert i et åbent vindue iført grønne gamacher og bekymringsløst spørge vennerne for 19. gang i år, om de ikke nok please vil med mig ud og rejse.
“I skal bare tænke på det bedste I ved, så flyver vi!” råber jeg med Momondo-appen åben og 417 pins på Google Maps i et tilfældigt Balkan-land, jeg har brugt hele natten på at researche.
Uheldigvis for mig (single, studerende og med uanede mængder tid på lommen) er det bedste mine venner ved familieforøgelse, ruinerende huskøb og faste jobs med begrænsede ferieuger. Uanset hvor meget tryllestøv mig og Klokkeblomst kaster efter dem, så letter vi ikke én eneste millimeter. Det var nogenlunde her omkring starten af 2024, at jeg mærkede de grønne gamacher stramme for sidste gang, tog en dyb indånding og fløj direkte med SAS til Ønskeøen selv.
Senere skulle det vise sig, at jeg ville vende retur med tasken proppet af usynlige souvenirs i form af nye erfaringer og selvindsigter, og dem har jeg nu tænkt mig at vise frem for jer her.
I februar fandt jeg mig selv i et fly på vej mod Athen og mit livs første solorejse – og mentalt er jeg ikke rigtig vendt hjem igen. For på rejsens sidste dag gik det op for mig, at jeg aldrig før havde oplevet så vedvarende en følelse af frihed, som jeg havde den forgangne uge.
Sådan var jeg – ved udelukkende at følge mine egne impulser – blandt andet endt med at spise marineret blæksprutte og drikke Fanta i solen på en nærliggende ø og at bryde helt filmisk ind på det ældgamle Panathenaic Stadium om natten med den lokale fyr, Dimitris, for at sidde på marmortribunen og kigge på stjerner og dele drømme om fremtiden.
Og når man sådan sidder der på eksotiske øer og ikoniske tribuner, helt høj på lykke og indbruds-adrenalin, så begynder man selv at tage den græske filosofhat på og stille de store spørgsmål:
Hvorfor har det været så nemt for mig at være uafhængig af vennernes tilstedeværelse de sidste seks dage, når jeg knap nok har mod på at tage alene i biffen eller på loppemarked hjemme i København? Svaret er nok, at jeg endelig gjorde præcis de ting, jeg havde lyst til, uden at stå utålmodigt i stampe og vente på, at en ven skulle få tid til at joine.
Ved min hjemkomst er jeg blevet mødt af utallige komplimenter som altid inkluderer “meget modigt” og “virkelig sejt”. Det har været tankevækkende, da jeg er ret sikker på, at solorejsende fra andre verdenshjørner ikke møder samme beundring fra deres omgangskreds.
Mange steder i verden er det ganske normalt og helt naturligt at rejse alene, men i Norden hersker stadig en underligt normaliseret tendens til at gøre alt i par. Her giver 1+1 to, og 1+0 giver en hel del løftede øjenbryn.
Personligt sætter jeg min stemme på, at vi får ændret lidt på det.
For når man ikke skal vende små og store beslutninger med en veninde, men i stedet må stole blindt på sine egne valg og intuition, opstår der en ny og særlig tillid til en selv. Et samlet mix af følelser, som det skulle vise sig, at man kan gå hen og blive rimelig afhængig af – i hvert fald sad jeg fire måneder senere igen på et fly uden sidemand.
Denne gang ville jeg rejse gennem Kroatien og Montenegro i 31 dage uden nogen fast plan eller noget særligt booket. Solo traveling level 2 unlocked?
Solorejser sætter hverdagens frygt for at gøre ting alene på spidsen fordi du hver dag står op til et meget blankt lærred og igen og igen selv må hitte ud af, hvad det skal udfyldes med.
For mig er dét præcis det bedste ved at rejse alene: Oplevelserne der opstår i uforudsigeligheden og spontaniteten. Pludseligt spiser man frokost på en klippetop, er på road trip med den lokale bartender eller er på vej til et hardcore hiker-hostel langt væk i Montenegros bjerge på trods af, at man kun har pakket små nederdele og lyserøde toppe.
Og sådan bliver alle oplevelser benzin til den næste idé som en alternativ ’circle of life’.
Men det kan også være hårdt arbejde at denne initiativhat kun er tømret fast til udelukkende ens eget hoved, og der er unægteligt dage hvor man bliver helt forpustet ved tanken om den meget frie kunstopgave det er at rejse alene. På disse dage vil jeg helst ligge i min AC-tempererede køjeseng, se fire afsnit ‘Bachelorette’ på telefonen og glemme alt om de uendelige muligheder lige ude foran min dør.
Heldigvis præger fællesskabet for solorejsende stemningen på hostels. Her er alle i samme båd; de står lige som dig også op hver morgen og overvejer hvad der skal på deres tomme lærred, hvorfor man ofte vælger at slå pjalterne sammen.
Og så når man sjældent at føle sig forpustet særlig længe.
Sådan fik jeg både venner for livet, for et par dage og andre blot i et par timer.
I Ulcinj bondede jeg med Sarah fra San Fransisco på en ’ladies only’-bådtur og dagen efter tog vi på nudiststrand sammen. Fabian fra Tyskland blev jeg så gode venner med i Budva, at vi valgte at rejse videre sammen som selverklærede BFF’s. Løbeentusiasten Liam fra Manchester flygtede jeg med fra en fest på Korčula for i stedet at midnatsbade i havet og tage blitz-selfies på stranden.
Og selvfølgelig var der også den smukke, chilenske Diego, som jeg småforelskede mig i på en bakketop i Zabljaks ’Sound-of-Music’-smukke bjerglandskab til lyden af reggaeton spillet fra hans telefon og rødvin delt direkte af flasken. Ak ja, findes der egentlig nogen bedre ferie-kliché end at udveksle kys og søde ord på gebrokkent engelsk og selvopfundet tegnsprog? Jeg tror det ikke.
Det må være skæbnens ironi at man rejser ud for at finde sig selv, men ender med at finde alle andre. Havde jeg vidst, at der fandtes et så universelt fællesskab for solorejsende ude i verden, så havde jeg ikke tøvet lige så længe med at komme afsted. Jeg føler mig på mange måder som et medlem optaget i en hemmelig klub – en klub hvor ingen siger ”Lyder så hyggeligt, men…” til hinandens spontane idéer, men kun store, rungende ja’er.
Det er den mest befriende energi, jeg har oplevet i mit liv.
Men jeg forstår også om nogen, at tanken om solorejser kan være skræmmende. Til det vil jeg alligevel citere Sarah fra San Fransisco, som sagde til mig en aften, vi lå i hver vores hængekøje, hørte Abba og drak hostel-ejerens hjemmebryggede rakija: ”Girl, you gotta do it for the plot!”, hvilket, jeg synes, var et genialt råd.
Tænk dit liv som en film og skab selv nogle ikoniske scener i den – uanset om du tager ud og rejse eller på loppemarked en søndag, for det er en kæmpe styrke at kunne følge sine egne geniale påfund, imens vennerne sender men’er i indbakken.
Om plottet så bliver magisk, vidunderligt, kikset eller antiklimatisk må vi finde ud af, men altid hellere komme galt afsted end slet ikke at komme afsted, for ellers sker der som bekendt sjældent særlig meget.
