The old man
Foto: Kurt Iswarienko/FX

Anmeldelse: Nu bliver det for alvor spændende i ’The Old Man’

Fantastiske Jeff Bridges er tilbage på Disney+ som den aldrende CIA-agent, der pludselig bliver jaget vildt.

Første sæson af Disney+-serien ‘The Old Man’ var en af de helt store åbenbaringer i 2022. Jeff Bridges viste med overlegen suverænitet, at han er en af sin generations absolut bedste skuespillere.

Som den tidligere CIA-agent Dan Chase, der lige pludselig bliver jaget vildt på grund af gamle stridigheder, formåede skuespilleren på elegant vis at tilføje en hjertevarm humanisme til den effektive dræber.

Anden sæson forsætter direkte, hvor den første slap, så fra nu af bevæger vi os over i spoilerland, hvis ikke man har set første færdig.

Efter at det står klart, at Dans datter Emily (Alia Shawkat) i virkeligheden er datter af den afghanske krigsherre Faraz Hamzad (Navid Ngahban), giver alt lige pludselig mening. Kidnapningen af hende er derfor ikke ondsindet som først antaget. Tværtimod viser det sig, at det blot er en far, der vil genforenes med sin forsvundne datter.

Og det er også det, som fylder mest i første del af anden sæson af ‘The Old Man’.

Foto: Bryan Cohen/FX

Den aldrende spionduo bestående af Dan og den gamle kollega – og Emilys mentor – Harold Harper (John Lithgow) forsøger at nå frem til Hamzads base i Afghanistan. Imens får hun større indblik i, hvem hendes biologiske far er, og hvad for et menneske han er.

For ham er hun Parwanna. Datteren, der blev taget fra ham for mange år siden. Men er det hendes identitet? Efter at have levet som aliasset Angela Adams overfor mentoren Harold og resten af omverden, på nær forældrene, er spørgsmålet, hvad den nye viden kommer til at betyde for hende.

Fantastisk persongalleri

Fortiden har dog flere overraskelser oppe i ærmet, som melder deres ankomst.

Fra at være sovjetisk soldat under landets invasion af Afghanistan i 1980’erne, er Suleyman Pavlovic (Rade Serbedzjia) nu blevet en mangemilliardær, der stadig har en finger med i, hvad der sker i regionen.

Det er en kombination af gammelt had og moderne geopolitiske interesser, som er den underliggende primus motor i anden sæson af ‘The Old Man’.

Intensiteten bliver skruet en tak ned i forhold til første sæson, hvor den konstante jagt efter Dan var et effektivt fremdriftsmiddel.

I og med, at den del ikke er i centrum længere, bliver der i stedet plads til at bygge videre på Angela/Emily/Parwana-karakteren.

Alia Shawkat er sæsonens ultimative stjerne, og karakteren står ved sæsonens afslutning som den mest interessante i ‘The Old Man’-universet. Og det siger alligevel ikke så lidt, når det er overfor kapaciteter som Jeff Bridges og John Lithgow, der begge er fantastiske.

Foto: Disney+

Det er en meget klassisk anden sæson. Der bliver fulgt op på den første, og byggestenene til, hvad der tegner til at blive et klimaks i tredje, bliver flot og fint sat i scene.

Britiske Janet McTeers karakter, Marion, bliver først introduceret sent i sæsonen og tegner til at blive en stor faktor fremadrettet. Amy Brennemans Zoe, der blev ufrivillig følgesvend med Dan i første sæson, vokser også som karakter og lægger mere og mere passiviteten fra sig. Begge bliver spændende figurer at følge fremadrettet.

Og så er der naturligvis Gbenga Akinnagbes superlejesoldat, Julian. Gådefuld som få bringer karakteren mindelser om skuespillerens store gennembrud som gangsteren Chris Partlow i ‘The Wire’. Han er fåmælt, men uhyre effektiv i alt, hvad han foretager sig, og så er han en af den slags figurer, man bare venter på dukker op på skærmen, fordi de er så fascinerende.

Lægger op til det store klimaks

‘The Old Man’ er stadig en rigtig god spændingsserie.

Man har lyst til at følge med i, hvordan hele spionmysteriet hænger sammen. Især når der kommer nye afsløringer med gode mellemrum. Både dem, man kan se kommer på lang afstand, og især dem, der får kæben til at falde nu og her.

Actiondelen er mindre fremtrædende, men når den så kommer, er det med store konsekvenser til følge. Medserieskaber Jonathan E. Steinberg har sidste hånd på samtlige af sæsonens manuskripter, mens makkeren fra forrige ombæring, Robert Levine, ikke er med denne gang.

Foto: Disney+

Hvis man forventer, at anden sæson af ‘The Old Man’ er præcis ligesom den første, bliver man skuffet. Tempoet får et nøk nedad, men til gengæld er der mere karakterudvikling hos nogle af dem, der ikke var plads til i første.

Det er et godt bytte, som uden tvivl kommer til at blive en gevinst i tredje sæson. Selv om denne endnu ikke er bekræftet, er det bare et spørgsmål om tid.

For historien om den gamle mand med de mange aliasser er langt fra afsluttet.

Det er faktisk først nu, at det begynder at blive rigtig, rigtig spændende.

Find mere om
Footer graphics