Nu er sommeren helt officielt på retræte. Mens det betyder færre solskinstimer, kan vi glæde os over de mange spændende film og serier, som kommer til at ramme landets tv-kanaler og streamingtjenester den næste tid.
Det starter allerede i dag fredag, hvor man kan tage hul på weekenden tidligt og kaste sig over adskillige stjernespækkede film og serier.
Netflix viser stort anlagte film fra både Danmark og Hollywood, mens en af DR’s største succeser i nyere tid vender tilbage med en ny sæson. God fornøjelse foran tv-skærmen!
Den hemmelige kvinde

Danskerne elsker danske film og ser Netflix i stor stil, så når der er en dansk Netflix-film på plakaten, er det naturligvis en stor begivenhed.
’Den hemmelige kvinde’ er som en mystisk krimithriller i familie med en anden dansk Netflix-film, ’Kærlighed for voksne’. Det er nogle af de samme kræfter, der står bag, blandt andet instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg, som denne gang har skrevet manuskriptet sammen med Anders August, baseret på en bog af Anna Ekberg.
Natalie Madueño spiller hovedrollen som den danske kvinde Louise, der lever lykkeligt i Norge med sin forlovede Joachim (Pål Sverre Hagen). Men så finder hun ud af, at hun har haft hukommelsestab og i virkeligheden hedder Helene og har mand (Claes Bang) og barn i Danmark. Det er ikke ligetil at finde frem til sandheden.
’Den hemmelige kvinde’ kan ses nu på Netflix.
The Whisper Man

Dem der hvisker lyver, så bukserne de flyver. Sådan siger vi i hvert fald på dansk, og vi vender tilbage til de flyvende bukser senere i ugens anbefalinger. Men lad os starte ved hviskeriet, for ’The Whisper Man’ er en stjernespækket film.
Selveste Robert De Niro medvirker som en pensioneret politimand, der for 30 år siden fangede titlens seriemorder. Nu hærger morderen dog øjensynligt igen, for politimandens otteårige barnebarn er blevet kidnappet. Adam Scott fra ’Severance’ spiller drengens far, mens Michelle Monaghan er en efterforsker på sporet af forbrydere.
Der er noter af både ’Kastanjemanden’ med den remseglade seriemorder og aktuelle ’Blodoffer’ med det komplicerede forhold mellem far og søn, men ’The Whisper Man’ bygger på en populær bog af Alex North. Forhåbentlig byder filmen på fornøjeligt gys.
’The Whisper Man’ kan ses nu på Netflix.
Dark Matter

Hvis vi nu skal være ærlige, er det svært at hitte rede i ’Dark Matter’, når man som undertegnede ikke har set første sæson af sci-fi-serien. Den er baseret på en bog af Blake Crouch, der også har skabt serien, og så har den dygtige skuespillere som Joel Edgerton, Jennifer Connelly og Alice Braga i hovedrollerne.
Derfra begynder det hurtigt at mudre til, for serien foregår i en verden, hvor flere parallelle virkeligheder krydser ind over hinanden og åbner muligheden for at se forskellige liv udfolde sig. Det er lige dele forvirrende og fascinerende, så man får lyst til at dyrke hjernegymnastik i selskab med de medvirkende.
I sin essens er serien også et familiedrama om nogle mennesker, der får muligheden for at se, hvordan livet havde set ud, hvis man var gået i en anden retning. Er man fan af ’Silo’, som ligeledes er på Apple TV, er det vist bare om at komme i gang.
’Dark Matter’ sæson 2 har premiere i dag fredag på Apple TV.
Adults

Bag den ret intetsigende titel ’Adults’ gemmer sig intet mindre end en af de bedste nye komedieserier i de seneste år. Vi er i samme territorium som klassikerne ’Venner’ og ’How I Met Your Mother’, der huserede med komik i en vennegruppe anno 1990’erne og 00’erne.
Nu skriver vi 2026, og de unge er af Generation Z, der endnu mindre end forgængerne ved, hvad livet dog skal byde på. De fem venner i ’Adults’ bor ganske vist også i New York, men da det er umuligt at overbyde russiske eller saudiarabiske rigmænd i jagten på de eftertragtede lejligheder i metropolen, bor de hos den enes bortrejste forældre langt ude i forstæderne.
De deler op- og nedture om privat- og arbejdsliv med en blanding af skør komik og ægte følelser, så man virkelig bliver en del af den sammentømrede gruppe.
’Adults’ sæson 2 har premiere i dag fredag på Disney+.
Bukserne de flyver

Alt efter hvor gammel du er, husker du måske Casper Christensens værtstjans i ’Husk lige tandbørsten’. Senere er han blevet synonym med skarp pinlighedskomik i ’Langt fra Las Vegas’ og aktuelle ’Klovn’, men nu skal han igen være tv-vært.
Det sker i TV 2-programmet ’Bukserne de flyver’, der er baseret på det britiske hit ’Would I Lie to You?’ Her handler det om at fortælle en historie, der enten er sand eller falsk, og så skal modstanderen ved hjælp af præcise spørgsmål finde ud af, om historien er løgn eller latin.
De to hold har hver uge Heino Hansen og Mikael Bertelsen i spidsen som kaptajner, mens deltagerne tæller Ditte Hansen, Lars Hjortshøj og Susanne Bier. Det skal nok blive skørt, når der skal bluffes løs med det bedste pokerface.
’Bukserne de flyver’ får premiere 29. august på TV 2 Charlie og TV 2 Play.
Eventyr i blinde

Hvordan ser en rejse gennem Sydeuropa ud, når man ikke kan se? Det udforsker DR-serien ’Eventyr i blinde’, hvor fem blinde danskere begiver sig ud på en rejse, hvor de har deres andre sanser helt åbne for indtryk.
Turen starter i den sydfranske storby Marseille, hvor den første udfordring er at finde værelserne på hotellet. En af de medvirkende, Cæcilie, drømmer om at opleve det pulserende madmarked, mens en anden, Edis, vil invitere de andre til et slag petanque. Undervejs opstår et særligt fællesskab, når de deler deres drømmedestinationer og personlige oplevelser, lyder programbeskrivelsen.
Vi har vist at gøre med et program, der potentielt kan vise alle os, som tager synet for givet, hvordan livet ser ud gennem vores blinde landsmænds øjne. Det er lige akkurat, hvad public service-tv skal kunne.
’Eventyr i blinde’ får premiere 31. august på DR1 og DRTV.
En hemmelighed under jorden

I 1980’erne hærgede Den kolde krig mellem Sovjetunionen i øst og USA i vest. Men også mellem de to stormagter forberedte landene sig i al hemmelighed på det uønskede scenarium, at krigen skulle gå fra kold til varm.
Dokudramaet ’En hemmelighed under jorden’ handler om den nordjyske bunker REGAN Vest, der blev bygget i al hemmelighed fra 1961 til 1969 og skulle bruges af regeringen og kongehuset i tilfælde af en atomkrig. I 80’erne mødtes et hemmeligt beredskab i bunkeren, men det anede Niels-Peder – som voksede op i huset over bunkeren – intet om.
Familiefaren Poul Erik var også en del af beredskabet, og i serien bliver fortiden rekonstrueret for at vise, hvad det var for ofre, deltagerne måtte bringe. De kunne nemlig ikke engang fortælle deres familie hele sandheden om, hvad der gemte sig under jorden.
’En hemmelighed under jorden’ kan ses fra 1. september på DRTV.
Gift ved første blik

Det er sjældent, at et tv-program i sin 12. sæson lykkes med at skabe overskrifter op til premieren. Men ud fra devisen om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, må folkene bag ’Gift ved første blik’ glæde sig over den store debat, som den nye sæson har affødt.
Et af parrene er nemlig blevet klippet ud efter anonyme anklager mod den mandlige part i et af de arrangerede ægteskaber. Derfor byder årets sæson af programmet kun på fire par bestående af tre kvinder og fem mænd, som drømmer om at finde deres livs kærlighed og er villige til at lade Danmark følge med i deres jagt på den.
Psykolog og parterapeut Trine Hjorth Bønnerup følger som sædvanligt parrene tæt, og i denne sæson får hun første gang selskab af Mattias Stølen Due – direktør i NGO’en Styrk familierne – som har været med i matchudvælgelsen af årets par.
’Gift ved første blik’ sæson 12 får premiere 3. september på DR1 og DRTV.
The Gentlemen

I første sæson af den tempo- og humørfyldte Netflix-serie ’The Gentlemen’ skulle overklasse-militærmanden Eddie (Theo James) finde ud af, om han havde talent for at drive familiens kriminelle marihuana-imperium videre efter farens død.
Det havde han i den grad, så i den nye sæson går han ambitiøst til værks med målet om at udvide forretningen. Det bliver en højoktan tour de force af blodige opgør og kulsort komik, når han både skal slås med rivaliserende bander og med sine aristokratiske forbindelser tale med politikere om potentielt at få sit rusmiddel gjort lovligt.
Ray Winstone og Kaya Scodelario er atter at finde på rollelisten som benhård far og datter, mens instruktøren Guy Ritchie giver den hele armen med sin vanlige signaturstil, der inkluderer hæsblæsende action og stilige samtaler i ekstravagante omgivelser.
’The Gentlemen’ sæson 2 kan ses fra 3. september på Netflix.
