Som sådan er det vel ikke noget nyt. Folk har gået med fodboldtrøjer i mange år. Men lige nu er det alligevel meget iøjnefaldende, når man bevæger sig rundt på Roskilde Festival.
Alle har simpelthen fodboldtrøjer på. Drenge og piger, nye og gamle, og i alle slags farver. Det er som om samtlige af landets sportsefterskoler har losset busfulde af glade elever ud på Dyrskuepladsen.
Allerhelst skal trøjen være et vintagefund, siges det, og gerne fra et temmelig tilfældigt land, for eksempel Zanzibar.
Fuldfører man looket, parrer man trøjen med en mullet og et par slidte Adidas-sko, så man for alvor ligner en britisk bloke. Tendensen fik allerede navnet blokecore i 2022 på grund af udbredelsen blandt unge fyre i gadebilledet og på TikTok.
Men nu er det jo som bekendt en veritabel sportssommer i år, så vi er slet ikke færdige med blokecore, der da også skal forstås i bred forstand, idet der er tale om modemæssige referencer til alle former for sport.
Sentimental værdi og politik
En af dem, der flasher fodboldtrøjen på festivalpladsen i år, er Lukas Jankovic på 22.
“Det er en Ajax Amsterdam-trøje fra sæsonen 2000-2001. Deres udebanetrøje,” siger han.
Hvorfor har du taget den på?
“Jeg er faktisk ret stolt af den. Det er en trøje, som min bror har vundet eller købt, da han som knejt var nede og spille international turnering i Ajax for B93. Så der er en sentimental værdi over den. Jeg har haft den med til alle de Roskilde Festivaler, jeg har været til. Selvom den er værdifuld, skal den også bruges,” fortæller Lukas Jankovic, der selv har spillet fodbold i B93 på Østerbro.
Kun en skade i skinnebenet afholder ham fra at blive prof, lyder det med et smil.
På Roskilde Festival behøver man imidlertid ikke at være fodboldfan for at bære trøjen.
For mange er det ren og skær mode eller politik. Heartbeats fanger for eksempel også en ung kvinde, der medgiver, at hun ingenting ved om fodbold, men udelukkende har sin trøje på for at støtte Palæstina.
Nogenlunde samme budskab har Anders på 24, som har en trøje på fra den italienske klub Roma.
“Jeg holder ikke med dem, men købte den i en genbrug i Paris,” siger han.
Går du slet ikke op i fodbold?
“Altså, som dreng gjorde jeg, men nu gør jeg faktisk ikke.”
Hvorfor har du så trøjen på?
“Jeg synes, den var nice og har nogle flotte farver. Det er ren mode for mig. Jeg synes, der er noget fedt ved det uniforme element, selvom det ikke er helt oprigtigt, fordi det ikke er mit hold. Det er federe at lege lidt med det end at være die hard-fan af OB eller sådan noget,” mener han.
Butik: Blæst bagover
Tæt på trappeovergangen over banelegemet finder man i år også en butik, som udelukkende sælger vintage fodboldtrøjer. Den hedder Fits Copenhagen og ejes af 28-årige August ‘Agge’ Rosenmeier, der udover at være en dedikeret fodboldtrøje-samler er virkelig god til Fifa. Faktisk har han engang vundet verdensmesterskaberne.
Lige nu er han i gang med at vinde folks hjerter med sin første fysiske pop up-butik nogensinde.
“Det er gået over al forventning. Vi er blæst fuldstændig bagover af interessen og stemningen. Vi var lidt nervøse, fordi det er vores første gang på Roskilde, men er meget overvældede,” siger August ‘Agge’ Rosenmeier.
Er det noget særligt, folk efterspørger?
“Landholdstrøjen er meget populær. Vi havde 50 med i lørdags, men de var udsolgt to timer inden kampen mod Tyskland. Men også de klassiske klubber som Real Madrid, Manchester United og Barcelona er der rift om,” lyder det fra ejeren, der også har bidt mærke i, at der er kommet en øget interesse hos kvinderne.
“Majoriteten er drenge, men tit har de kærester eller veninder med, som køber trøjer.”
Indtil videre er der dog ikke nogen, som har købt butikkens dyreste trøje, en FCK-trøje fra ’97. Prisen ligger nemlig på 3.500 kroner – hvilket er et pænt stykke over det normale niveau omkring 200 kroner.
Uanset hvad, kan du fornøje dig kvit og frit med disse udvalgte flotte billeder af de smukke festivalgæster, vi har set indtil videre lige her. Kosså!