Så er det finaledag! Eller “Morgen på Højskolen”, som fjerde og sidste afsnit af TV 2 programmet ‘Højskolen’ er tituleret.
For det er blevet morgen på Ryslinge Højskole, og dagen begynder med morgensang. Partilederne ser gravalvorlige ud, mens de synger ‘Den signede dag med fryd vi ser’. Morten Messerschmidt går fuld Paul Potts og mejetærsker henover Mona Juul med sin dybe bas.
I modsætning til den syngende og striktrøjeklædte DF-formand, ligner Lars Boje Mathiesen én, der savner sin gamerstol. Han står bagerst og er iklædt en cap med ordene ‘High on cars’ plastret foran, ternet skjorte og ualmindeligt spredte ben. Vi har fattet, at du er heteroseksuel, Lars.
Det er også meget i gamerstolsånden, at han påpeger, at der ikke er Nutella til morgenmaden.
– Der er ingen voksne mennesker, der spiser Nutella, siger Franciska Rosenkilde. Selv om hun har ret, er det stadig en afsindigt irriterende ting at sige i plenum.
Mette Frederiksen påpeger, at Jacob Haugaard gik på valg på, at Nutella skulle være en del af feltrationerne for soldater. Så går alle helt amok over, hvor nice en politiker Jacob Haugaard var. Det lyder som satire, men det tror jeg ikke, det er?
– Prøv at hør, han er helt fantastisk, siger Inger Støjberg.
– Men han styrkede os jo også, siger Mette Frederiksen.
Partilederne får at vide, at de skal til en fælles debat om lidt. Men inden da sætter Morten Messerschmidt sig ved klaveret og crooner ‘Fly Me to the Moon’ med Lars Løkke Rasmussen. Igen, den sætning lyder som satire, men det er det ikke.
Da det er tid til fælles debat, sætter partilederne sig i en hestesko, mens Natasja Crone fyrer spørgsmål afsted fra midten af U’et.
– Det buldrer og brager i verden. Vi er pressede, tilsyneladende både fra Øst og Vest. Der er bred enighed om, at vi skal opruste. Men jeg vil gerne spørge: Hvad er det for et samfund og for nogle værdier, vi skal forsvare?, spørger hun.
Pelle Dragsted siger, at det er demokratiet, retstaten og ikke mindst solidaritet, vi skal forsvare som nation.
Morten Messerschmidt bliver spurgt om dét med solidaritet er så vigtigt, hvortil han svarer, at man skal “fokusere på det, der får is til at hænge sammen som nation”. Så kritiserer han, at regeringen fjernede Store Bededag.
Se, hvis det her var ægte reality tv, så ville kameraet nu zoome ind på den person, der var ansvarlig for at afskaffe Store Bededag og så klippe til et sync-interview, hvor den skyldige siger noget à la: Da Morten siger dét med Store Bededag til Pandoras Æske, går jeg lidt i panik, men jeg er her for at spille spillet, så rent taktisk er jeg nødt til at have stoneface. Den slags tv-magi bliver vi dog sparet for – det skyldes nok, at vi stadig ikke ved, hvem der foreslog at afskaffe helligdagen. Og at TV 2 gerne vil have, at vi skal hygge os.
Men så er det jo godt, at Lars Boje Mathiesen er med.
– Jeg er ked af at ødelægge den gode stemning, men jeg synes, man sidder og tager pis på danskerne. I de sidste 40 år har man tilladt en forfejlet indvandring, som er i gang med at erodere vores samfund. Hvad er det, I snakker om? Man lever i en boble inden på Chistiansborg, raser han.
Egentlig blev han spurgt ind til sammenhængskraften i Danmark, men han er ikke den eneste, der tror, at ‘sammenhængskraft’ er et synonym for ‘muslimer’. Da Inger Støjberg bliver spurgt, hvordan det går med sammenhængskraften i Danmark, svarer hun, at der er en angst for at træde “muslimer over tæerne”.
Der er lidt akavet stemning, da Lars Løkke Rasmussen skal svare på Inger Støjbergs bekymringer. Noget sigende vil han ikke adressere dem direkte, men siger noget ganske ukontroversielt om vigtigheden af demokrati og ytringsfrihed.
Ellers spilles partiledernes største hits: Martin Lidegaard fortæller om vigtigheden af bæredygtig energiforsyning. Franciska Rosenkilde vil gerne have, vi tager klimakrisen alvorligt. Pia Olsen Dyhr siger noget om at løfte velfærden.
Det er lidt usikkert, hvad seeren skal bruge den fælles debat til. Ind til videre har den mindet mest om en AA-cirkel for dydige elevrådsformænd, der har forberedt en monolog hver især. Dog har Inger Støjberg har et bud.
– Jeg synes jo, at det her viser, at selv om der er nogen, man synes, der har nogle helt skøre holdninger, og nu kigger jeg på Franciska, så kan vi sagtens samtale og være enige om mange andre ting, siger hun.
Franciska smiler nul procent over denne bemærkning.
– Socialister kan have en pointe i nogle ting, det er bare sjældent, fortsætter Inger Støjberg og overgår sig selv i onkel-hed.
Nå, men hvad har de så lært af selve opholdet på ‘Højskolen’?, spørger Natasja Crone.
– Jeg har brug for pauser. Det er hårdt at være sammen med andre mennesker hele tiden, endda min egen familie, siger Pia Olsen Dyhr.
Pelle Dragsted har lært, at Morten Messerschmidt sutter til billiard, og at Lars Løkke Rasmussen er en “udmærket bartender”.
Troels Lund Poulsen synes, at det er dejligt ikke at bo i et land, hvor politikere prøver at fængsle hinanden.
Lars Boje Mathiesen synes, at det var fedt at få god mad.
– Lars, du spiser enorme mængder mad, siger Mette Frederiksen bange.
– Jeg er en sulten dreng, svarer han.
Afslutningsvis beder Natasja Crone partilederne om at skrive deres regeringsforudsigelse ned og lægge det i en kuvert, som ikke vil blive åbnet, før regeringen er dannet.
– Er det anonymt, eller?, spørger Lars Løkke Rasmussen.
– Du skriver bare samtlige partier på og så Lars Løkke i spidsen, svarer Morten Messerschmidt. Touché.
Kameraet klipper til, at partilederne bedes om at beskrive én af deres centrale karaktertræk.
– Jeg siger det, jeg mener og mener det, jeg siger, svarer Lars Boje Mathiesen.
– Pligt, svarer Mette Frederiksen.
– Vanvittigt utålmodig, svarer Mona Juul.
– Jeg er på nogle punkter et lidt selvoptaget menneske, svarer Alex Vanoplsagh, og man fanger sig selv i at zoome ind på hans næsebor i søgen efter snespor. Det er uheldig timing for manden, der kort efter indrømmede at have nydt en næsebajer “én, højst to gange”, mens han var partiformand.
Så bliver partilederne spurgt, om de kunne tænke sig at blive statsminister. Nej, svarer Inger Støjberg. Pia Olsen Dyhr svarer også nej. Mona Juul svarer noget à la: hell yeah.
– Hvis pilen peger på mig, så er jeg klar, siger Alex Vanopslagh.
– Jeg stiller mig til rådighed, hvis der er et folkeligt krav, siger Troels Lund Poulsen og overgår endnu en gang sig selv i være en menneskelig sovepille.
Til sidst mangler partilederne blot at skrive i gæstebogen. Under ordene “Danmark skal være…” skriver de hver især et par ideologiske ord.
– Danmark skal være befriet for den totalitære ideologi Islam og for politikernes evindelige trangt il at styre, overvåge og bestemme over os. Venlig hilsen Lars Boje Mathiesen, #Komsådehvi’e, skriver Lars Boje Mathiesen, og ja, han afslutter sin ideologiske besked til danskerne med et hashtag og et kampråb fra AGF. Man kan tage manden ud af gamerstolen, men ikke gamerstolen ud af manden.
– Danmark skal være det grønneste land i verden med de gladeste børn og de bedst uddannede unge, skriver Martin Lidegaard.
– Danmark skal være i sikre hænder, skriver Troels Lund Poulsen. Spørgsmål: Dumper man, hvis man bare skriver sit partis slogan ned?
Det var alt fra ‘Højskolen’ i denne omgang. Selv om programmet hverken bød på store skandaler eller skænderier, lå tv-guldet i partiledernes (relativt) uformelle omgang med hinanden. Og det er nu engang meget dansk, at landets statsminister kan grine kærligt ad oppositionslederens tallerken og kommentere, at han har taget en “ordentlig røvfuld bolo”. Og at to partiledere, der kort tid forinden var i en anspændt debat om udlændingepolitik, kan gjalde ‘Fly Me to the Moon’ ved klaveret.
Uenigheder og dårlig stemning er der nok af i en valgkamp. Et lille højskoleophold var nu engang meget hyggeligt.
