Der er blevet skrevet 10 millioner gange så meget tekst om Kafka og hans værker, som der er skrevet af Kafka, selv om han foruden sit forfatterskab også var en ivrig brevskriver.
Det er blot én information i den hvirvelvind af interessante oplysninger om Franz Kafka, som filmen, der bærer det mindst kendte af hans to navne, præsenterer.
Efternavnet skaber straks billeder i hovedet på mange læsere og er endda blevet til adjektivet kafkask, der blandt andet betyder absurd og bureaukratisk. Imens er fornavnet langt mere anonymt og generisk, grænsende til det intetsigende. Hvorfor har instruktør Agnieszka Holland mon valgt at kalde sin film for ‘Franz’?
Det er én af de mange ting, man grubler over undervejs i filmen, der ligger langt fra den klassiske formel for en biopic. Vi følger ikke den kendte forfatters korte liv fra vugge til grav, men får i stedet en impressionistisk mosaik af indtryk med nedslag fra hans liv sammenblandet med en række andre optrin lånt fra hans gådefulde fortællinger.
Resultatet er en dragende og fascinerende oplevelse, hvor man også kommer i tvivl om, hvad man skal stille op med det hele. På den måde afspejler filmen meget godt den mystiske forfatter, som mere end 100 år efter sin død stadig bliver læst – nogle gange med nærmest manisk dedikation.
Absurde scenarier
Det centrale holdepunkt i ‘Franz’, der ellers flyder fantasifuldt rundt mellem drøm og virkelighed, er de glimrende skuespilpræstationer med plads til både komik og drama.
Unge Idan Weiss spiller titelpersonen, der smides rundt i en samling aparte situationer. Undervejs læser Franz passager fra sine bøger op for venner og familie, mens han andre gange selv havner i nogle af de absurde scenarier, som han skriver om i blandt andet ‘Processen’ og ‘I fangekolonien’.
Man vil uden tvivl få mere ud af filmen, jo bedre man kender til forfatterskabet, men også uden stor forudgående viden ligger der en interessant fortælling.
“Et ord har en entydig og uerstattelig vægt,” siger Franz til en tigger, som han forventer at få byttepenge af, da manden kun bad om en koruna og fik to. Det er ét af mange glimt i filmen, hvor hans søstre og en onkel bosiddende i italienske Trieste på forskellige tidspunkter kigger direkte ind i kameraet og fortæller, hvem Franz Kafka var.
Der er også spring til en nutid, der ligner vores, hvor rundvisninger på både tysk, engelsk og japansk forklarer forfatterens betydning i en pærevælling af oplysninger og stilarter.
Fabulerende filmsprog
Selv om hun er blevet 77 år, har den polske instruktør Agnieszka Holland et lige så levende og fabulerende filmsprog som nogensinde.
Hun smelter fortid og nutid sammen og forener sømløst scenerne, så de taler med én mund. At filmen ikke har et egentligt plot, der fører handlingen naturligt fra A til B, får den til at leve så meget desto stærkere i sin stemning.
Instruktøren iscenesætter nogle slående scener, som når Franz og vennen Max Brod taler om Kierkegaards filosofiske tvivl på et bordel, eller når nøgne mænd slår kolbøtter rundt om Franz, mens han taler med en læge på et sanatorium.
“Du dissekerer dig selv som en flue under mikroskopet,” siger hans strenge far (Peter Kurth), der ikke giver meget for sønnens natlige skriblerier og er af den overbevisning, at man lærer at svømme, hvis man bliver kastet ud på det dybe vand.
Intellektuelt bombardement
Man bliver ikke taget i hånden af ‘Franz’, der strør om sig med betragtninger i et intellektuelt bombardement, som er en ægte europæisk artfilm værdig.
Undervejs bliver det sagt, at Franz Kafka var en moderne skikkelse, fordi han hellere ville skrive breve end mødes ansigt til ansigt med mennesker, ligesom mange i dag sværger til kommunikation med teknologi som mellemmand.
I en anden samtale lyder det, at det jødiske folk mangler en identitet, fordi det ikke har en stat. Det spejler den aktuelle konflikt mellem Israel og Palæstina – dog med det omvendte fortegn, at det i dag er palæstinenserne, der savner en egen stat. Alt det tankegods gør filmen mere forvirrende, end hvad godt er, hvis man håbede at blive klogere på forfatterens liv.
Den store konklusion er, at Kafka lever videre i litteraturen og vores fælles kulturelle forståelse, fordi hans værker er låst, og han tog nøglen med sig. Det er givetvis korrekt, men også et noget utilfredsstillende klimaks for en film, der ellers er fuld af sprudlende billeder og mindeværdige scener.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
