’Jackass’ er et popkulturelt fænomen, som tiden er løbet fra. Det er mændene bag – om ikke andet så i hvert fald pengemændene – også godt klar over, for uden nærmere begrundelse bliver det flere gange slået fast, at ’Jackass: Best and Last’ er den sidste film i det idiotisk morsomme univers.
Det er et velkendt salgstrick, som ’Jackass’-holdet også har benyttet tidligere. Men der bliver i filmen faktisk grædt ægte tårer, som ikke engang skyldes fysisk smerte, over, at det nu er slut.
Johnny Knoxville byder som sædvanlig velkommen til løjerne, mens årene viser sig tydeligt i hans nu gråhvide hår. Til gengæld har han stadig al sin uimodståeligt drengede karisma og et smittende grin, der gør ham til naturligt samlingspunkt for den gæve samling af tosser.
”En stor del af mit liv er slut,” siger Knoxville rørt, før han sammen med vennerne kaster sig ud i flere dødsforagtende dumdristigheder.
Der flyder nostalgi i stride strømme iblandet de lige så store mængder afføring og opkast, når gutterne går til grænsen for, hvad man kan klare at se på. Resultatet er et glædeligt gensyn for superfans, mens det også er et lidt tyndt farvel.
Underholdende tåbeligheder
’Jackass: Best and Last’ starter helt tilbage i 1998. Her er Johnny Knoxville med et par venner kørt langt ud på bøhlandet, så han i fred og ro kan afprøve, hvordan det føles at blive skudt – han har selvfølgelig skudsikker vest på og stukket et par pornoblade ind under den.
De optagelser blev aldrig vist på MTV, hvor det hele startede som en tv-serie i starten af 00’erne. I mere end 25 år har banden udsat sig selv for alverdens tåbeligheder for vores underholdnings skyld, og den nye film viser nogle af højdepunkterne.
Filmen indeholder en stribe gamle arkivklip optaget i grynet format og med amatørismens charme. Her er små uplanlagte gaver, som når en politibil mister kontrollen og kører ind i kantstenen på vej hen for at anholde Johnny Knoxville, der spiller en fange på flugt fra fængslet.
I kontrast til det står de nyere scener, hvor det hele er langt mere timet og tilrettelagt, som Egon Olsen ville sige. Den ungdommelige energi og barnlige naivitet, som er til stede i de originale optagelser, virker mere forceret og langt mindre organisk.
Jeg elskede ’Jackass Forever’ fra 2022, fordi filmen i kølvandet på en global pandemi kom med et livsbekræftende opråb om at grine af tilværelsens meningsløshed. ’Jackass: Best and Last’ føles desværre mere som en måde at vride det sidste ud af karkluden med en tårevædet afsked.
Endetarmsundersøgelse af robot
Med halvanden times spilletid er omfanget det samme som tidligere, men der er hverken den store fare eller fantasi at spore i de nye stunts, som kun udgør omtrent halvdelen af ’Jackass: Best and Last’.
Her skal nogle af de medvirkende blandt andet gennemføre det såkaldte escape room fra helvede. Selv om Danger Ehren bliver placeret i en hjemmebygget elektrisk stol og løber skrigende væk, bliver man som publikum ikke del af morskaben.
Så er det sjovere at se Steve-O få en endetarmsundersøgelse af robotten Larry. Som det rigtignok bliver bemærket, er den slags vigtigt for mænd oppe i alderen, som drengerøvene jo er blevet.
Hovedpersonerne Johnny Knoxville, Steve-O og Chris Pontius er stadig hamrende godt selskab, fordi man virkelig mærker venskabet mellem dem. Der er en indforstået kemi og kærlige drillerier, ikke mindst rettet mod den notorisk sarte fotograf Lance, der ikke har en stærk mave, når det bliver alt for klamt.
Et af de mest kendte ansigter fra ’Jackass’-holdet, Ryan Dunn, omkom i en bilulykke i 2011, og savnet over ham fylder stadig hos de andre. Der er også et gensyn med et af hans mest berømte slagnumre, hvor han stopper en legetøjsbil op i numsen og går til en læge, der forvirret laver et røntgenbillede og anbefaler Dunn ikke at sige det videre til andre.
Til gengæld er de unge nytilkommere i den mageløst åndssvage verden aldeles ligegyldige. Den ikke alt for skarpe fyr med det særlige kælenavn Poopies, den mere end almindeligt runde Zach og Jasper Dolphin fremstår uden personlighed, mens det eneste kvindelige medlem, Rachel Wolfson, står det meste af tiden i baggrunden og får meget lidt at lave.
Komik til reptilhjernen
Mens det givetvis er den sidste film, og der optræder nogle af de bedste situationer gennem tiderne, kan man desværre ikke sige, at Johnny Knoxville og co. har gemt det bedste til sidst.
’Jackass: Best and Last’ går ud med et brag på den måde, at de medvirkende til sidst fingerer deres egen død i en kæmpe eksplosion sat til tonerne af Frank Sinatras ’My Way’. En del af fascinationen ved konceptet har altid været mødet mellem det veludtænkte og det helt igennem bovlamme, som når en af flokkens medlemmer i en kort scene hopper på en rive og får et gok i nødden.
Den slags komik til reptilhjernen er der ikke nogen mening med, andet end netop at grine over, hvor dumt det simpelthen er. Lad os huske ’Jackass’ for de gode stunder, som der heldigvis er mange af.
🖤🖤🖤🤍🤍🤍
