Jakob Oftebro i 'Blodoffer' / Foto: Netflix

10 film og serier, vi glæder os til at se på Netflix i august 2026

Den kommer til at stå på både komik, gys og krimi i denne måned, hvor en af de mest ventede titler er en dansk film, som nok skal få spændingen til at stige hjemme i stuen.

Efter en velfortjent sommerferie er der ikke noget som at smide sig foran fjernsynet og kaste sig over nogle af de mange gode film og serier, som streamingtjenesterne bugner med.

Her kommer vores udvalgte overblik over, hvad du ikke må snyde dig selv for i løbet af august på Netflix.

100 års ensomhed

Colombianeren Gabriel García Márquez skrev i 1967 det litterære mesterværk ‘100 års ensomhed’, der blev den mest berømte historie i hans magisk-realistiske forfatterskab og var med til at gøre ham til Nobelprisvinder i 1982.

Det er ikke nogen nem fortælling at filmatisere, og modtagelsen af første sæson af Netflix-serien baseret på den storhyldede roman var da også noget blandet. Alle var enige om, at den med store mængder sex og vold i hvert fald ikke var noget decideret rart bekendtskab, men der er en poetisk og tøjlesløs sanselighed i serien, som gør den forunderligt fascinerende.

Har man set første sæson, vil man dog med sikkerhed også have lyst til at kaste sig over anden sæson, der afslutter historien. Sæsonen kulminerer med en stor finale 26. august.

‘100 års ensomhed’ sæson 2 kan ses fra 5. august.

My Life with the Walter Boys

Selv om man er blevet voksen, er der stadig en vis fascination ved at se et såkaldt teen-drama, hvor de ungdommeligt stærke følelser får lov til at brænde for fuldt blus.

Sådan en er ‘My Life with the Walter Boys’, der er en filmatisering af Ali Novaks bog af samme navn fra 2014. Serien fik premiere i 2023, og allerede inden premieren på tredje sæson blev det meldt ud, at der også kommer en fjerde omgang næste år, så fans kan se frem til endnu mere.

Vi følger unge Jackie, der efter en familietragedie flytter fra New York til det amerikanske hjerteland, hvor hun får en plads i den kærlige Walter-familie. Den tæller intet mindre end syv sønner og en enkelt datter, og Jackie får sin sag for med at falde til i de nye omgivelser og blandt en stor flok mennesker, som er meget anderledes end hende.

‘My Life with the Walter Boys’ sæson 3 kan ses fra 6. august.

The Last House

Med Greta Lee fra ‘Past Lives’ og den Oscar-nominerede brasilianer Wagner Moura (‘The Secret Agent’) i hovedrollerne lyder sci-fi-gyseren ‘The Last House’ som en pirrende film. De to skuespillere spiller mor og far, som sammen med deres to børn under mystiske omstændigheder pludselig ikke kan forlade huset.

“Det her slutter en dag,” siger faren, men efter mere end 1.000 dage er det ikke længere kun et spørgsmål om at skaffe mad på bordet. Det viser sig nemlig, at der er en ukendt og farlig trussel udenfor, som gør det mere eftertragtet at være fanget i sit eget hjem.

Som en slags omvendt home invasion-gyser er der mulighed for både genreleg og gedigne gys i den psykologiske thriller, hvor overlevelse kræver alle mand på dæk.

‘The Last House’ kan ses fra 7. august.

Alley Cats

Ricky Gervais har som manden bag ‘The Office’, ‘Extras’ og ‘After Life’ samt standup-shows og et hav af hylemorsomme værtsoptrædener ved prisuddelinger skabt forrygende komik de seneste 25 år.

Nu er han snart aktuel igen, men denne gang forsøger han noget nyt og kaster sig ud i en animationsserie om kattenes mærkelige verden. Som man nok kan forestille sig, er ‘Alley Cats’ bestemt ikke for børn. Kattene kan tale og holder sig ikke tilbage med det grimme sprog, når de defilerer rundt i en barsk verden blandt mennesker.

Gervais lægger selv stemme til katten Gus, der beskrives som fed, doven og fuld af holdninger. Det lyder, som om komikeren igen har tænkt sig at skyde med skarpt efter alt og alle.

‘Alley Cats’ kan ses fra 7. august.

Tires

Kendere af komikkens verden vil vide, at Shane Gillis er et af de store navne i disse år. Den kontroversielle komiker har et stort publikum, ikke mindst blandt Trump-tilhængere, og som en slags folkedybets hvisker har han fingeren på pulsen.

Derfor har Netflix givet Gillis ganske frie tøjler til komedieserien ‘Tires’, som han har været med til at skabe og spiller hovedrollen i. Serien foregår på et autoværksted og er som sådan en klassisk arbejdsplads-sitcom i arven fra ‘The Office’, hvor nogle meget forskellige mennesker kæmper for at omgås hinanden.

Shane Gillis spiller en ustyrlig fyr, der gør livet surt for sin fætter, som forsøger at få styr på familiens skrantende autoværksted. Serien er spækket med grænsesøgende humor i stil med den rebelske perle ‘It’s Always Sunny in Philadelphia’.

‘Tires’ sæson 3 kan ses fra 13. august.

Don’t Say Good Luck

Adam Sandler er en morsom mand, men han er i den grad også en familiemand. Døtrene Sadie og Sunny Sandler har mere eller mindre hele deres liv medvirket i farens film, men nu begynder de som unge voksne at træde frem i egen ret.

Sadie Sandler fik tidligere i år sin første store hovedrolle i komedien ‘Roommates’, og nu har den 17-årige lillesøster Sunny Sandler hovedrollen i ungdomskomediedramaet ‘Don’t Say Good Luck’. Her spiller hun skoleeleven Sophie, der er klar til at indtage hovedrollen i skolens musical, men pludselig oplever mere drama på hjemmefronten end på scenen.

Hendes forældre spilles af Melanie Lynskey fra ‘Yellowjackets’ og Max Greenfield fra ‘New Girl’, mens skuespillerens forældre, Adam og Jackie Sandler, har været med til at producere filmen, som er skrevet og instrueret af filmskaberen Julia Hart.

‘Don’t Say Good Luck’ kan ses fra 14. august.

Blodoffer

Den britiske manuskriptforfatter George Kay er en travl mand i disse år. Han skabte succeser for Netflix og Apple TV med henholdsvis franske ‘Lupin’ og engelske ‘Hijack’, mens han tidligere i år var aktuel på DR med den storroste krimiserie ‘Gone’.

Nu er han snart klar med sin næste serie, og denne gang har han kastet sig over nordisk krimi. ‘Blodoffer’ er en svensk thrillerserie, hvor en brutal seriemorder spreder frygt ved systematisk at gå efter politifolk. Norske Jakob Oftebro – der taler flydende dansk i serier som ‘Dansegarderoben’ – spiller efterforskeren, der med hjælp fra sin pensionerede politifar skal opklare forbrydelserne.

Danske Kristoffer Nyholm, der har stået bag afsnit af blandt andet ‘Forbrydelsen’ og engelske ‘Taboo’, sidder i instruktørstolen på serien, der ser ud til at blive en højintens jagt gennem Stockholms gader.

‘Blodoffer’ kan ses fra 20. august.

Outer Banks

Serieskaberne bag den eventyrlige ungdomsserie ‘Outer Banks’ har lovet, at femte og sidste sæson bliver en episk afslutning på serien, der siden 2020 har fulgt vennegruppen Pogues, som i denne verden altså ikke er et irsk punkband.

Fjerde sæson bød på chokerende overraskelser, da vennegruppen oplevede et tragisk tab, som de nu håber at hævne. Der er fuld fart over feltet, når serien bevæger sig helt ud i de yderste følelser med krig, kærlighed og alt derimellem.

Det er ikke en serie, man bare hopper ind i midt i handlingen, fordi der er så mange karakterer og indbyrdes relationer, som er nødvendige for at forstå historien. Til gengæld er der lidt tid inden premieren på den nye sæson til at leve sig ind i universet.

‘Outer Banks’ sæson 5 kan ses fra 20. august.

Den hemmelige kvinde

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann / Netflix

Månedens mest imødesete titel på Netflix er med danske øjne ‘Den hemmelige kvinde’. Det er en psykologisk thriller baseret på bestselleren af Anna Ekberg, som er et pseudonym for makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich.

De skrev både bogen og manuskriptet til Netflix-filmatiseringen ‘Kærlighed for voksne’ fra 2022, men denne gang er deres ord blevet adapteret af manuskriptforfatter Anders August, kendt for ‘De lydløse’. Til gengæld er det igen Barbara Topsøe-Rothenborg, der sidder i instruktørstolen og forløser historien om en dansk kvinde, der lever et idyllisk liv på en norsk ø, indtil en mystisk mand fortæller hende, at hun har været sporløst forsvundet i tre år.

Natalie Madueño spiller hovedrollen, mens Pål Sverre Hagen og Claes Bang også medvirker i den spændingsmættede fortælling.

‘Den hemmelige kvinde’ kan ses fra 28. august.

The Whisper Man

Vi kender uhyggelige tælleremser fra anden sæson af det danske Netflix-hit ‘Kastanjemanden’ med undertitlen ‘Tælle til én, tælle til to’. Børnerim og seriemord går også hånd i hånd i den stjernespækkede krimithriller ‘The Whisper Man’, hvor en desperat enkemand leder efter sin forsvundne søn.

Adam Scott fra ‘Severance’ spiller hovedrollen som den magtesløse far, mens Michelle Monaghan fra ‘The White Lotus’ også skruer op for dramatikken i rollen som politiefterforsker. Det store scoop er dog Robert De Niro, der spiller en pensioneret politimand og far til enkemanden. Han fangede mange år inden barnebarnets forsvinden den formodede seriemorder The Whisper Man, men nu er morderen måske på spil igen.

Filmen er baseret på Alex Norths bog af samme navn efter et manuskript af Ben Jacoby og Chase Palmer. Den er instrueret af James Ashcroft, der efter flere mindre titler kan få sit store gennembrud.

‘The Whisper Man’ kan ses fra 28. august.

Footer graphics