Men hvem har nogensinde set jobannoncen til stillingen som administrerende topchef lyde som ovenstående?
Nej, vel. Der er nemlig reelt ikke mange situationer på arbejdsmarkedet, der kræver samme udstrakte grad af fleksibilitet, overskud, ekstrem uegennyttighed, samarbejdsevne og robusthed som det, en forælder udvikler i forhold til sine børn.
Det er små “medarbejdere”, man ikke lige kan tage en kaffepause fra, når man har behov for det. Dem, man bare ikke kan planlægge strømlinet efter, og hvor ens helt store improvisationstalenter for alvor kommer på prøve. Dem, hvis luner og behov man ydmygt må indordne sig under og lægge sine egne behov til side for – samtidig med, at man skal bevare overblikket og selv om man i månedsvis ikke har fået en ærlig nats søvn…
Nå ja, for ikke at tale om den superskarpe effektivitet, man får, når man kommer tilbage på jobbet og skal performe optimalt, og den lille bare skal hentes så tidligt som muligt samtidig med, at der skal planlægges sund aftensmad og hvem henter hvem med meget, meget mere i forhold til alle de krav, vi stiller som samfund til familien.
Dét er fleksibilitet, effektivitet og robusthed, så det basker!
Og når jeg ser forældre mosle afsted på cyklen i al slags vejr med den lille i ladet foran og stolen bagpå eller i køen i Netto med et lille træt menneske ved siden af, og ser dem have overskud til stadig at tale ordentligt, kærligt og overskudsagtigt til barnet – så ser jeg hverdagens sande og superkompetente helte.
Men suk, lyder det typisk ærgerligt på en arbejdsplads, når en medarbejder skal på barsel. Én mindre i mange måneder og helt klart en mere ustabil medarbejder i årene derefter med barns første og anden og syvende sygedage og dernæst forældrenes egen… suk. Og så skal de nok snart have én til.
For graviditet, barselsorlov og det at have børn betragtes næsten udelukkende som en belastning på arbejdspladsen – og i samfundet. Børn er en udgift og en barriere for dét, der er det egentlige – vores arbejdskraft og karriere. Vi er sat i verden for at producere. Også i velfærdsstaten.
Ja, siger jeg så, men det er jo netop mange af de kompetencer, vi lærer som forældre, vi kan bruge som et knivskarpt karriere- og konkurrenceparameter.
Vi kunne vælge at tale forældreskabet, barselsorloven og det at ”arbejde” med børn op som unikke og helt, helt særlige realkompetencer, vi virkelig har brug for. Vi kunne gå den vej, hvor vi nærmest betragter en forælder som en gevinst for arbejdspladsen a la “Wow! Du har godt nok lært noget derhjemme, som vi i allerhøjeste grad har brug for her. Mere af det, tak, så skal du se ting og sager ved næste lønsamtale.”
I det hele taget har jeg lyst til at slå i bordet i forhold til den uendelige og ofte frugtesløse snak om uligeløn og uligestilling og hvæse: “Så tænk da nyt.” Nu har vi i mindst 50 år trampet rundt i de samme cirkler og talt for eller imod kvoter og for tvungen barselsorlov, men til hvilken nytte? Uligeløn og uligestilling er åbenbart en slags konstant, som fiskeriministeren i øvrigt heller ikke har tænkt sig at gøre det store ved.
Men sådan behøver det altså ikke at være, hvis vi i stedet vælger at tale alle de skjulte kompetencer op.
For det kræver og udvikler virkelig verdens største kompetencer at have med både små og store mennesker at gøre. Som forælder og som arbejdskraft.
