I de seneste seks måneder er alt fra el til æg til blevet dyrere for danskerne. Men for unge, der ofte er under uddannelse og har begrænset budget, rammer de stigende priser særligt hårdt.
I en ny undersøgelse foretaget af Aldi i forbindelse med Ungdommens Folkemøde svarer 70 procent af de unge mellem 18 og 30, at både deres levevis og fremtidsplaner påvirkes af de højere priser. I aldersgruppen over 31 er dette tal ‘kun’ 56 procent.
“De store ekstraudgifter, danskerne oplever, skal der findes råd til, og det kan være ekstra udfordrende, når ens hovedindtægt er elevløn, lærlingeløn eller SU,” siger Louise Wendelbo, kommunikationschef i Aldi, i en pressemeddelelse.
Melder pas til fest og frokost
Desuden viser undersøgelsen, at mere end hver tiende unge menneske har sprunget et måltid over for at spare, og 27 procent føler, at de er mindre del af sociale fællesskaber end før.
Det skyldes, at mange forsøger at takle deres økonomiske udfordringer ved blandt andet at arbejde flere timer og melde afbud til sociale arrangementer, som tit kan være forbundet med at hive pungen op ad lommen.
“Det er en samfundsudfordring, når Aldimeter viser os, at unge forsøger at løse deres økonomiske udfordringer ved at nedprioritere deres sociale liv og de fællesskaber, de er en del af. Det bør ikke alene være unges ansvar at håndtere denne økonomiske bekymring, der kan få afgørende betydning for deres livsvilkår og muligheder for at indgå og tage del i samfundet,” udtaler Olivia Grant fra Ungdomsbureauet, der arrangerer Ungdommens Folkemøde, i pressemeddelelsen.
Forbrugerprisindekset, der indikerer prisudviklingen på danske forbrugeres varer, er fra juli 2021 til juli 2022 steget fra 1,6 til 8,7.