Klokken var omkring 23.30, da jeg stod alene under Arena-teltet på årets Roskilde Festival. Der var en halv time til koncertstart, og jeg fik pludselig en overvældende trang til at vende om.
Kort forinden havde jeg sagt farvel til mine venner, som ville høre en anden kunstner i stedet, og nu stod jeg der til en koncert, jeg havde glædet mig til i månedsvis og kunne mærke usikkerheden brede sig i mig.
Havde jeg virkelig ikke nogen, jeg kunne se koncerten med? Var det det værd at stå der helt alene blandt vennegrupper, der snakkede og grinede uden selv at have nogen at dele oplevelsen med?
Jeg havde sendt beskeder til et par af de venner, jeg forventede også kunne være på Arena til netop denne koncert, men indtil videre havde der ikke været bid.
På en festival med over 100.000 mennesker følte jeg mig pludselig helt alene.
Det er en følelse, jeg tror, mange kan genkende. Under festivaler ser man massivis af kuraterede stories på sociale medier af fest og farver, og når man sidder i sin camp, har man et tydeligt sted, man hører til.
Måske var det derfor, det føltes så mærkeligt ikke længere at være flankeret af mine venner. På få minutter var jeg gået fra at være en del af et fællesskab til at være på egen hånd i mængden.
Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg havde det helt fint med at tage til en koncert alene. At jeg ikke ville gå glip af en oplevelse, bare fordi mine venner ville noget andet. Men da jeg stod der, føltes det pludseligt grænseoverskridende ikke at have nogen at høre til.
Det var de tanker, der gik igennem hovedet på mig, da jeg så en mørkhåret kvinde et par meter fra mig, som stod og kiggede ned i sin telefon.
Jeg havde været så optaget af, hvor forkert jeg pludselig følte mig for at være alene, og med ét gik det op for mig, at der måske var andre, der havde det på samme måde.
Okay Andrea, tænkte jeg. Tid til at være modig.
– Undskyld! Mangler du også dine venner? spurgte jeg.
Hun så op bag et par sorte solbriller og beklagede med det samme, at hun ikke snakkede dansk.
Det gjorde ikke noget, forklarede jeg på engelsk – jeg ville bare høre, om hun også stod alene til koncerten.
Det gjorde hun, sagde hun. Det viste sig, at hun var svensker, og at hendes veninde også var til en anden koncert. Ligesom mig havde hun gjort op med sig selv, at hun hellere ville være her, selvom det måtte være alene.
Vi udvekslede navne, gav hinanden hånden, og så stillede jeg spørgsmålet, et barn i skolegården ville stille et fremmed barn på gyngerne:
– Vil du være venner?
Et spørgsmål, jeg i min barndom har kastet ud i flæng, men som pludselig føltes langt mere sårbart som 27-årig.
Til min lettelse sagde hun ja med et stort smil, og med ét forsvandt min tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive der.
I tiden op til koncertstart snakkede vi uafbrudt (“Hvilket område bor du i?”,”Hvilke koncerter har du hørt indtil videre?”,”Ej, jeg var også til Jade!”), og før vi vidste af det, gik musikken i gang.
Gennem koncerten dansede, skålede og hoppede vi sammen med resten af det propfyldte telt. Når der opstod en mosh pit længere fremme, greb vi fat i hinandens arme for ikke at blive adskilt.
Da det var forbi, udvekslede vi kontaktoplysninger og krammede farvel.
Oplevelsen mindede mig om, at et fællesskab ikke opstår af sig selv. Selvom det er dybt ubehageligt, kræver menneskelige forbindelser sommetider, at vi tør stille os selv i en sårbar situation.
Der er altid risiko for, at man bliver afvist, eller at det bliver akavet, men da jeg efterfølgende mødtes med mine venner, var jeg både stolt og glad over den gode oplevelse.
Søndag vågnede jeg til en besked fra min nye svenske ven, der skrev, at det havde været sjovt at se koncert sammen, og at hun håbede, jeg havde haft en god festival.
Måske ser vi aldrig hinanden igen, men det er egentlig heller ikke pointen. På bagkant kan jeg se, at jeg stod og følte mig som den eneste, der var alene. Det var jeg tydeligvis ikke.
Måske var der endda andre end mig og hende, som stod under teltet den aften, og håbede på, at der var nogen, der turde tage det første skridt.
Så næste gang du står et befolket sted og føler dig alene, så husk at din fremtidige ven måske bare står et par meter væk og venter på at blive spurgt.
