Christopher Nolan har kastet sig over en af verdens mest ikoniske fortællinger. Men hvordan omsætter man et næsten 3.000 år gammelt værk til en moderne blockbuster?
Dét diskuterer Sophus Helle og Lauge Hendriksen i en bonusepisode af ‘Mythos’, hvor de dykker ned i den aktuelle filmatisering af Odysseen.
– Der findes måske én eller to instruktører i verden, som både kan lave enorme blockbusterfilm og samtidig have så høje kunstneriske ambitioner. Christopher Nolan er en af dem, siger Lauge Hendriksen.
Det er derfor ekstra interessant, mener værtsparret, at netop Christopher Nolan har valgt at genfortælle historien om Odysseus – en fortælling, de allerede har beskæftiget sig indgående med i podcastens første afsnit, hvor de kaldte Odysseus for “verdens største show-off, der var “besat af sit eget ry”.
Ifølge Sophus Helle passer Odysseen da også overraskende godt til Christopher Nolans stil.
– Nolan er meget optaget af upålidelige fortællere og karakterer, der lyver – især over for sig selv. Det er også nogle af de helt centrale temaer i Homers Odysseen, siger han.
Dog handler afsnittet ikke kun om, hvor tro filmen er mod forlægget. Tværtimod er værterne særligt optagede af, hvordan myter ændrer sig, hver gang de bliver fortalt på ny.
– Vi er glade for at se på, hvordan historier lever videre gennem genfortællinger. Myter hopper fra form til form, og hver gang forandrer de sig, siger Sophus Helle.
En af de største forskelle finder de i skildringen af Odysseus selv. Hvor Homers helt er snu, manipulerende og svær at stole på, fremstiller Christopher Nolan ham først og fremmest som en traumatiseret krigshelt, der plages af anger over den trojanske hest og ødelæggelsen af Troja.
– Nolans Odysseus er meget mere skadet, end han er manipulerende. Han er en mand i smerte, siger Sophus Helle.
Sammen vender værterne alt fra filmens fortællestruktur og de spektakulære monstermøder til dens bud på sirenerne, bronzealderens kollaps og spørgsmålet om, hvem der egentlig bærer skylden for Odysseus’ skæbne.
Og selv om de også har kritik af filmen, er de enige om én ting:
– Det her er virkelig en biograffilm. Den skal opleves på det helt store lærred, siger Sophus Helle.
– Enig. Den er skidehamrende flot!, istemmer Lauge Hendriksen.
Lyt til bonusafsnittet og bliv klædt sublimt på til at diskutere Christopher Nolans storfilm.
Værter: Sophus Helle og Lauge Hendriksen
Tilrettelæggelse: Sophus Helle og Lauge Hendriksen
Klip: Andreas Lindinger Saxild
Musik: Frej Levin
Redaktør: Andreas Lindinger Saxild
