36-årige forfatter Laura Ringo bor i en 42-kvadratmeter stor andelslejlighed på Amager og har gjort det i snart fire år. Hun er “boliglykkelig”, siger hun, for hun er i sikkerhed. Hun ved, at hun også bor der om seks måneder, der er ingen udløbsdato, der hænger over hendes hoved.
Sådan har det dog ikke altid været. Gennem sin ungdom har hun boet på 17 forskellige adresser fordelt i København, Aarhus, Odense og omegn. Tæller man de uofficielle bopæle, der også har været gennem tiden, er antallet af adresser endnu højere.
Det hyppige boligskift skyldes ikke en rastløs rejsetrang, men et boligmarked, der har været helt umuligt at få fodfæste i.
– Jeg har boet utrolig mange forskellige steder, ofte på tidsbegrænsede kontrakter, så der hele tiden har hængt en dato over mit hoved. Det har været et super stressende livsvilkår, og det har betydet virkelig meget for, hvordan jeg har levet mit liv, siger hun.
Hun er ikke alene. Det er et velkendt faktum, at boligpriserne er stukket af, og særligt sort ser det ud for de yngre generationer, der får stadig sværere udsigter til at få en bolig, hvis ikke de har rige forældre, eller kender nogen, der kender nogen.
– Hvorfor gør vi ikke oprør?, spørger Laura Ringo frustreret.
Dét forsøger hun selv at gøre med sin nye bog ‘Nogen der kender nogen’, der udkommer den 28. august hos Alpha forlag. Her undersøger hun de aspekter af boligkrisen, som den offentlige debat ikke bruger så meget tid på – nemlig, hvad det gør ved én som menneske, at man aldrig har et fast sted at bo.
Heartbeats har fanget hende til en Q&A for at blive klogere på den boligsøgendes livsvilkår.
Du har boet på 17 forskellige adresser gennem din ungdom. Hvordan har det haft indvirkning på dit liv?
– Jeg har tit joket med, at det sted, jeg følte mig allermest hjemme, var i DSB-togene, fordi jeg altid var på vej mellem de steder, jeg boede. Når man i gennemsnit bor et sted et år, slår man jo ikke rigtig rødder. Ofte har jeg ikke engang har hængt billeder op på væggene, fordi jeg skulle være ude efter fire måneder. Man begynder at tænke på, hvordan man gør den næste flytning så nem som muligt. På et tidspunkt havde jeg så få ting, at min søster og jeg kunne flytte det hele i en Citroën C1. Mentalt er det udmattende, fordi der hele tiden hænger et stresselement over én. Man tænker konstant: Hvor fanden skal jeg bo bagefter?
I din bog skriver du om, at boligkrisen ikke kun handler om høje boligpriser og boligmangel, men også har menneskelige og relationsmæssige konsekvenser. Hvad mener du med det?
– Som Millenial tænker jeg ofte på, at jeg jo ikke kan tillade mig at blive skilt, for hvor skulle jeg flytte hen? Min kæreste og jeg er ikke flyttet sammen på trods af at have været sammen i syv år. Har vi råd til at flytte sammen? Og har vi råd til at gå fra hinanden? Når boligmarkedet bliver, som det er blevet, så begynder penge, bolig og kærlighed også at påvirke hinanden. Jeg tænker også på alle de unge. Hvert år er der den samme historie om studiestart: Kan de overhovedet finde en bolig? Har de råd til en bolig? Jeg tror, at der er nogle, der dropper ud af deres uddannelse, fordi det bliver for surt, at de ikke kan finde et sted at bo. Og samfundsmæssigt er det jo den samme gamle sang: Det er med til at puste helt vildt til uligheden, hvilket er så trist. Jeg tror de fleste gerne vil have en by, hvor mange forskellige slags mennesker bor.
Hvad gør det ved vores relationer, når vi er afhængige af eksempelvis kærester, venner og/eller et netværk for at få et sted at bo?
– Det kan jo have den fordel, at vi bliver nødt til at oppe vores sociale game. Vi bliver nødt til at blive bedre til at bo tæt sammen med andre, og det kan jo sagtens være sundt. Men jeg tror også, at mange kan have en følelse af hele tiden at være underlagt nogle regler, man ikke selv har bestemt. Hvis man bor i en lejlighed, hvor den ene ejer den, og den anden ikke gør, så er der også et magtforhold. Hvem bestemmer mest? Hvordan skal vi indrette os? Hvad er reglerne? Man skal hele tiden sørge for at holde sig gode venner med nogen, fordi de i princippet har magten over ens boligsituation. De kan smide dig ud, hvis de synes, du vasker dårligt op eller larmer for meget. På den måde bliver det lidt et socialt spil, og det er slidsomt for en relation, der jo i udgangspunktet er social og kærlig.
Har du selv oplevet, at der var et tydeligt magtforhold i en boligsituation?
– Ja, det har jeg. Jeg boede engang i Aarhus med en god veninde fra højskolen. Hendes far ejede lejligheden, hvilket også betød, at det var min veninde, der bestemte, hvordan vi skulle indrette os, hvor tit der skulle gøres rent og sådan nogle ting. Og det er vel fair nok. Men jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne sige hende imod, fordi hun jo i princippet kunne bede mig flytte med en måneds varsel. Efter omkring et år sagde hun, at jeg måtte finde et andet sted at bo og kom med en eller anden søforklaring. Det kan sagtens have været, fordi hun hellere ville bo alene. Jeg blev i hvert fald så vred, at jeg aldrig har set hende siden. Jeg følte, at hun brugte det magtprivilegium, hun havde, til at smide mig ud. Jeg tror faktisk, der er mange, der har oplevet, at venskaber får et hak eller går i stykker, når man deler bolig, og der er et ulige magtforhold.
Hvordan planlægger man et voksenliv, når man aldrig ved, om man skal flytte igen om et halvt år?
– Det er virkelig svært. Jeg tror, at boligmarkedet spiller en kæmpe rolle i, at folk ikke får lige så mange børn, som samfundet gerne vil have. Det handler jo om, at man tør lægge langsigtede planer. Det kan man ikke rigtigt, hvis man ikke kan tænke længere end et halvt år frem. Jeg har fået meget mere tid i mit liv, siden jeg fik en andelslejlighed. Jeg læser flere bøger, er begyndt at lære et nyt sprog, har fået flere hobbyer og ser mine venner mere, fordi jeg ikke hele tiden skal bruge energi på at bekymre mig om, hvor jeg skal bo, eller prøve at regne ud, om der findes et eller andet trick til at komme ind på boligmarkedet.
Er boligmarkedet et ømtåleligt emne blandt dig og dine venner – måske især dem, der har været heldige og fået en god bolig på det rigtige tidspunkt?
– Jeg synes klart, at stemningen er lidt betændt. Det letteste er, når man har en fælles fjende og sammen kan pege over på én og sige: Øj, de ved ikke, hvor heldige de er, og de har også bare rige forældre, bla bla. Men jeg synes slet ikke, at man skal skamme sig over, at man har et godt sted at bo i København. For hvad skulle man ellers have gjort? Flytte hver fjerde måned ligesom mig? Det ændrer jo ingenting. Ja, boligmarkedet er uretfærdigt, men det er ikke de bolig-heldiges skyld, det er et strukturelt problem, som kræver politisk opmærksomhed og forandring.
Er der én bestemt vending, som du er træt af at høre på, når snakken falder på det ulige boligmarked?
– Ja! Jeg er meget træt af den der “nå nå, men så kan du jo bare flytte til Lolland”. Er det virkelig en god løsning, synes du? Jeg synes, at alle byer skal være for alle, og alle skal have nogenlunde mulighed for at bo der, hvor de gerne vil.
Hvor bliver boligmarkeds-oprøret af?
– Ja, hallo! Jeg drømmer om et boligoprør! Men jeg har en fornemmelse af, at vi er ikke er så… oprørsagtige? Jeg ved ikke, om vi er mere sådan, kan jeg ikke bare se Netflix i stedet for? Det mest aktivistiske, jeg kan gøre, er at skrive en bog, som prøver at kalde til oprør. Men måske vi bare burde sige, at nu går vi fandme ud og besætter nogle erhvervslejligheder, der står tomme! Eller laver en demonstration, fordi det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan.
Det lykkedes for dig at komme ind på boligmarkedet i sidste ende. Hvordan gjorde du det?
– Jeg var sådan en rigtig brokkerøv, der sagde til alle: ‘Øh, jeg ved ikke, hvor jeg skal flytte hen nu. Hvad skal jeg gøre?’ Og så skrev en forfatter, som jeg havde været til fest med, at hans søn solgte sin andel på Amager, og om jeg ville købe den. Så ja, nogen, der kender nogen.
