Når støvet engang har lagt sig over den store flygtningestrøm fra 2010’erne – resultatet af krig, politisk forfølgelse og klimaforandringer – vil der dukke et væld af kunstværker frem i form af romaner, digte, musikalbums, skulpturer og malerier. Disse værker vil fortælle en historie om en menneskeflytning, verden ikke har set lignende siden anden verdenskrig. I bedste fald vil vi forsøge at forstå begivenhederne. I værste fald vil vi fortsætte, som vi altid har gjort.
Et af disse værker er i disse år ved at tage form i en forladt lagerbygning i den rå Exarchia-bydel i Athen. Det er sted, hvor faldefærdige bygninger, ødelagte biler og spontane ildebrande præger gadebilledet, og det omtales af mange som den tabte del af den græske hovedstad. Her har hjemløse, flygtninge og illegale indvandrere fuldt ud bevidst placeret sig, da de her nyder en vis beskyttelse fra politiet, der frygter en stor del af de anarkistiske og voldelige beboere.
Der er mange årsager til at vælge at rejse fra sit hjemland til det europæiske kontinent. Mens mange gør det af nød, tager en del også afsted for ganske enkelt at forbedre deres liv.
Fra den forladte bygning kan man høre en summen af tunge beats og en arabisk-klingende røst, der har noget på hjerte. Ejeren af stemmen er den unge Amî Ne, der har foretaget rejsen fra Marokko ind i det forjættede EU. Her er drømmene og forventningerne bygget af gode jobs, smukke piger og fede biler, der står klar som i en buffet for millioner af flygtninge. Youtube-videoer, rygter og hjemmesider lover guld og grønne skove, når først man som indvandrer er kommet ind i varmen på det europæiske kontinent.
SE OGSÅ:
Men virkeligheden er en helt anden. Mange flygtninge og migranter sidder klemt inde i en limbosituation, hvor hverken penge, husly eller socialt liv lever op til de forventninger, der blev skabt derhjemme. De lever fra dag til dag på et ekstremt tyndt grundlag, og forhold som racisme, sult og usikkerhed på gaden, gør tilværelsen svær.
For frustrationen brænder igennem i Exarchia-bydelen, hvor der er en gennemgående atmosfære af desperation og disillusion. For hvor er de fede biler nu? Hvor er de smukke piger? Hvorfor er det umuligt at få det gode job?
Amî Ne har oplevet disse håb og drømme blive tabt på gulvet. Derfor er han nu i gang med at skrive det musikalbum, som vi måske alle vil have stående på vinylhylden om et par år, når den store historie om den menneskelige katastrofe vil begynde at tage form i vores bevidsthed – og bagklogskabens lys skinner klart for os alle.
