Omgivet af pigtrådshegn, vaskesnore og bjerge ligger et hvidt skur, hvor en venlig mand bor. Manden hedder Mehrdad, og han synger sange om savn, kærlighed, sine børn og om et liv i sikkerhed.
“Det er noget, alle fortjener,” siger han.
I andet afsnit af mini-dokumentaren ‘No Borders Music’ besøger Elijah og Michael flygtningelejren Malakasa Camp, som ligger cirka 60 kilometer nord for Athen, omgivet af de græske bjerge. Her deler Mehrdad det lille, hvide skur sammen med fire-fem andre mænd.
Mehrdads historie er trist og smuk på samme tid. Han måtte flygte fra Iran, da han var forfulgt af regimet, der ikke kunne acceptere hans kristne overbevisning. Tilmed fik han problemer i sit ægteskab, og fra den ene dag til den anden gik Mehrdad fra at være familiefar til politisk flygtning alene i et fremmed land. I Grækenland sidder han nu fast, da han ikke kan komme tilbage til Iran på grund af de politiske forhold. Og han kan heller ikke komme videre ind i Europa for at opsøge et sikkert og fredeligt liv.
Men Mehrdad holder hovedet højt. Med instrumenter og en smuk og dirrende stemme fylder han dagene med musik. Flere gange om ugen tager han den lange bustur ind til Athens centrum, hvor han spiller klaver i en kristen kirke, mens han også er aktiv i flere orkestre. Musikken er fuldstændig og aldeles nødvendig for, at han kan bevare sin ro og fornuft, når frustrationen indimellem kammer over, når tankerne om Iran, hans børn og det fredelige liv rammer for dybt i hjertet.
