”Da jeg var fem år, var jeg med mine forældre i cirkus, og så blev jeg så begejstret. Så jeg tænkte, jeg vil være artist”.
I dag er Flemming Thomsen er 86 år. Pensioneret. Og bor i et hus i Brønshøj.
Han drikker sin morgenkaffe, spiser sin ostemad og slår ofte et smut forbi familien i Vanløse i løbet af dagen. Umiddelbart lyder det som en helt almindelig, stille og rolig pensionisttilværelse, men for Flemming er dette ikke tilfældet.
Han er nemlig efter signende verdens ældste cirkusartist (og stensikkert den ældste i Danmark), som stadig optræder. Han har arbejdet som cirkusartist næsten hele sit liv og rejst verden rundt med cirkus.
Det har været et helt liv i showbizz. Flemming Thomsen har turneret verden rundt i 66 år. Han har brækket ryggen i cirkus. Mødt sit livs kærlighed i cirkus. I dag er han tallerkenjonglør og artist i det familieejede Cirkus Panik. Og det bliver han ved med at være lidt endnu:
“Jeg har lovet at blive i Cirkus Panik, til jeg bliver 90, så holder jeg op. Og så skal jeg æde og drikke og blive tyk og fed”.