Forældreskabet er som en tenniskamp. Det er langt, hårdt og fuldt af overraskelser, så man konstant er nødt til at tilpasse sit spil i spændingsfeltet mellem styrke og præcision.
’Dobbeltfejl’ bruger selv tennisanalogien som et slående billede på, hvordan forventningspres på unge mennesker, der nærmest er biologisk prædisponerede til at begå fejl, gør det svært at leve i en perfekthedskultur.
Filmen er en syngende lussing til alle forældre, der har så travlt med at beskytte deres egne børn, at de glemmer at tænke på andre eller måske ligefrem kaster andre børn direkte på bålet.
Baseret på Anne Mette Kirks anmelderroste bestseller af samme navn følger ’Dobbeltfejl’ konsekvenserne, da en dreng beskylder to jævnaldrende for at have begået et overgreb, som ingen af dem vil tale om.
I en alt for relaterbar verden af Aula-beskeder og forstadssladder lægger sagen sig tungt om det lille samfund, hvor fraværende fædre og overbeskyttende mødre bærer hver sin del af skylden for, at fortabte teenagedrenge står et sted mellem buldrende testosteron og toksisk maskulinitet.
2026 har budt på adskillige gode danske film, men ’Dobbeltfejl’ er den foreløbigt bedste, som forhåbentlig vil få mange i biografen.
Kølig klasseskildring
Det er selvfølgelig ingen overraskelse, at Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl begge er fremragende. Som to af Danmarks bedste skuespillere får de straks fremmanet en forrygende kemi mellem de gamle venner Anne Sofie og Sara, der til en fest på børnenes skole sniger sig ud for at ryge smøger og snakke om løst og fast.
De deler hårde grin om den enes ægtemands sidespring og giver en aura af forhistorie mellem de to kvinder, som senere bliver indædte modstandere, fordi deres sønner står på hver sin side af det påståede overgreb.
Også Asta Kamma August oser af troværdighed som den nye mor i klassen, Ulrikke, der kommer fra et andet miljø og nogle andre forudsætninger. Hendes søn Niels Christian (Julian Brix) er et naturtalent til tennis, men med sine begrænsede ressourcer har hun svært ved at bakke op om hans vej ind i ”rigmandssporten”, som hun kalder den.
Der er ligeledes kølig klasseskildring i portrættet af den succesfulde ejendomsmægler Anne Sofie, der ikke accepterer afvigelser i sønnen Frederiks (Viktor Garrison) tennistræning og nærmest manisk undersøger, at der ikke siver kold luft ind gennem vinduerne i den arkitekttegnede villa.
Imens er butiksindehaveren Sara en enlig middelklassemor, som i en sårbar stund ærligt tilstår, at sønnen Oskar (August Mjelva-Aaen) i hendes optik er mere speciel, end hvad godt er.
Båret af de blændende præstationer rammer historien som et slag i solar plexus.
Dramatisk pondus
Man må virkelig sige, at Amalie Næsby Fick stempler ind i den danske filmbranche som en instruktør, der kan skabe slående værker.
Hun er faktisk uddannet animationsinstruktør og stod med afgangsfilmen ’Ztriwer’ bag en lille musikalsk perle, der sendte hende videre til filmatiseringen af ’Den utrolige historie om den kæmpestore pære’.
Ved siden af det har hun lavet live action i de glimrende serier ’Sex’ og ’Skruk’, men nu får hun virkelig et stort og fortjent gennembrud som hovedansvarlig i en film, hvor det hele spiller.
Fotograf Charlotte Bruus Christensens tunge slagskygger medvirker til at ridse filmens moralske gråzone op, mens lyddesigner Oskar Skriver af og til skruer ned med knusende effekt, så man får en knude i maven af den trykkede stemning.
Det viser enormt overskud, at manuskriptforfatterparret Nikolaj Arcel og Sara Isabella Jønsson i den intense historie formår at finde humoren både i skarpe dialoger i familiens skød og i morsomme karakterer som den spillet af Thomas Hwan. Han gestalter en skoleleder, der mildt sagt har svært ved at navigere i den spegede sag og konstant træder ved siden af.
Og så er det simpelthen imponerende, at en på overfladen så ufarlig og nærmest betydningsløs sætning som ”Vi er nødt til at tænke på vores børn” kan få så meget dramatisk pondus og mane til eftertænksomhed. Det er lige, så hårene rejser sig i nakken.
Knugende detaljer
’Dobbeltfejl’ er spækket med knugende detaljer og komplekse nuancer, som man har lyst til at blive ved med at bore i så længe som muligt.
Derfor ærgrer man sig næsten over, at filmen selvfølgelig er nødt til at følge sin overgrebsfortælling til dørs. Første halvdels skarpe karaktertegning bliver ofret en smule, når der i anden halvdels krimilignende opklaring bliver skruet op for den narrative motor.
Det er dog svært at blive rigtigt irriteret, for man er komplet engageret hele vejen til den bitre ende, hvor forbrødring kun kan opstå med ofre i kulissen.
Det er måske ikke en helt igennem perfekt film, men det er saftsuseme en god en af slagsen, som man får lyst til at se med det samme igen. Havde det ikke været for den nyslåede Venedig-vinder ’Kvinde ukendt’, var ’Dobbeltfejl’ endda et stærkt dansk Oscar-bud, men sikke dog et luksusproblem.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
