Bag navnet Jenny Rossander gemmer sig en af dansk musiks mest markante stemmer: Lydmor. Hun er sanger, sangskriver og producer, og så har hun noget på hjerte. Og det mærker man i Sebastian Cordes’ nye dokumentar, ’Jenny – En historie om Lydmor’, der giver et stærkt indblik i mennesket bag stemmen.
Den tager sit udgangspunkt på en norsk ø i et musikstudie omgivet af rå og flot natur. Her skal hun indspille sit kommende album ’Nimue’, der ikke bare er et musikalsk værk, men også en dybt personlig rejse og et opgør med det, hun selv beskriver som den værste sommer i sit liv.
Sorg, vrede og uforløst kærlighed
Der er altså noget på spil for Jenny Rossander, der tilmed lader sin egen kæreste filme og instruere sin historie. Det er i sig selv et modigt valg for både Jenny og Sebastian, for selv om deres relation kun bliver italesat i begrænset omfang, giver det en intens oplevelse af både tryghed og nervøsitet hos filmens hovedperson, der for alt i verden skal have gjort op med det uafklarede.
Jenny er stærkt påvirket af sorg, vrede og uforløst kærlighed, og det er tydeligt, at hun har en modtager til de stærke følelser. Og selv om hun er alene i studiet med sin kæreste, er hun ikke bange for at være ærlig og sige, at han ikke er det “du”, der i hendes optik næsten altid er til stede, når man skriver sange.
Det uafklarede fylder utrolig meget i dokumentaren, og for Jenny er kunsten den bedste måde at angribe på – hun bruger kunsten som sværd – og dermed bearbejde. Og heldigvis for seerne er Sebastian Cordes ikke bange for at lade sit kamera gøre en stor del af arbejdet:
Han lader Jennys sårbarhed fylde, når det virker, som om hun taler med sig selv og føler sig ensom i både livet og i den kunstneriske proces.
I dette tilfælde er de to sider uadskillelige, og det er det, der på én gang gør ’Jenny’ både frustrerende, forførende og menneskelig. Og selv om hendes kamp er personlig, er det en kamp, hun kæmper på vegne af sit køn.
For det er ganske vist kærligheden, der satte gang i sorgen, men det, der er hendes drivkraft, er større, dybere og mere ubehageligt – og noget hun ikke vil tale direkte om. Det er kunstens opgave.
Stikpiller til sexismen
Ja, Jenny er glødende feminist, og ligesom størstedelen af kvinder i musikbranchen er sexisme noget, hun konstant støder på. I ’Jenny’ kommer det ikke til udtryk gennem konkrete navne, løftede pegefingre eller bitterhed; det kommer ud gennem hendes erfaringer, og dem deler hun subtilt, åbenhjertet og personligt ud af.
Men hun er ikke bange for at komme med direkte stikpiller, når muligheden byder sig. Det gør det blandt andet, når man senere følger hende på den efterfølgende turné, der både byder på små jobs i Skandinavien og store internationale festivaler.
Efter et af de mindre jobs kommer en mandlig (ja, det er vigtigt i denne sammenhæng) fan hen til hende og komplimenterer hende ved at kalde hendes optræden for en af de bedste “kvindelige” performances, han har set. Den kommentar lader Jenny naturligvis ikke passere – stadig uden at være angribende, men med et klart budskab.
Mindre subtil er hendes kommentar efter en stor koncert i den vietnamesiske hovedstad Hanoi, hvor hun bliver konfronteret med, at hendes budskab om seksuelle krænkelser gik rent ind hos kvinderne i publikum.
“Det går altid rent ind,” lyder en kommentar fra en veninde, hvortil Jenny prompte svarer, at det gør det sgu ikke i Jylland, hvor det ifølge hende ofte forsvares med, at det “bare er Karsten, der er lidt speciel og har været igennem en hård skilsmisse.”
Intim og kompromisløs
Det er sådan et menneske, Jenny er ifølge denne dokumentar: direkte og kompromisløs. Hun har noget, hun vil sige, og hun er ikke bange for at sige det på sin egen måde. Som seer kan man forholde sig til det præcis, som man vil. Jenny siger det ikke for at få opmærksomhed, men fordi det er vigtigt for hende at fortælle sin historie.
Det er desværre også dokumentarens måske eneste svaghed. For selv om det er tydeligt, hvad Jenny vil sige, mangler filmen om hende et bredere budskab.
Med det mener jeg ikke, at sexisme og kunst ikke er vedkommende for et bredt publikum – det er det helt afgjort. Men hendes fokus på sin personlige historie ender med at begrænse fortællingen om det, hun har på hjerte.
Men interesserer man sig for kunst, musik og det at være menneske, er der masser at komme efter i ’Jenny – En historie om Lydmor’, der både er intim og fandenivoldsk. Man behøver ikke at være fan af Lydmor for at få noget ud af dokumentaren, men der er stor sandsynlighed for, at man er fan af Jenny, når man har set den.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
