Babybesøg under kraftig overvågning, mandag, København
Myndighederne blev kontaktet, da en borger valgte at kysse Emil Thorups nyfødte baby på panden. Det skete selv efter, borgeren havde modtaget en PDF med specifikke regler for, hvad man måtte og ikke måtte gøre i selskab med omtalte baby. Én af disse regler er, at man ikke må kysse baby. Vi er i skrivende stund ved at undersøge en anden borger, der vovede at have håndcreme på i selskab med baby – noget, der også kraftigt frabedes i regelsættet. Vi er dog nødsaget til at henlægge sagerne på grund af deres totale ligegyldighed. Straffen går i stedet til medierne, der har brugt alt for meget spalteplads på så lidt indhold.
DR tilbageholder vigtige oplysninger, tirsdag, DR Byen
Borgere er i opråb, efter det i denne uge kom frem, at DR har valgt at klippet ét af de fem par, der medvirker i ‘Gift ved første blik’, helt ud af programmet. Public service koncernen har dog været mistænkeligt tavs omkring, hvad den konkrete årsag er til denne noget radikale handling. Vi ved blot, at DR modtog et brev med nogle mystiske beskyldninger rettet mod en af de to ekskluderede deltagere. I har en nyhed om, at topskarven har ynglet i Danmark, men ikke det her!? Straffen for at gatekeepe vigtige oplysninger: Et Watergate-agtigt indbrud i DR byen. Offentligheden kræver svar!
Gravid influencer i opråb, tirsdag, Danmark
Et spritnyt og ledigt standpunkt blev offentligt claimet denne uge, da en influencer annoncerede sin graviditet i et opslag på Instagram og samtidig efterspurgte, at der “også skal være plads til” kvinder, der bliver hurtigt gravide. Vi melder derfor om øget risiko for, at en mindre samling af kvinder med en hurtig og gnidningsfri graviditet samles foran Christiansborg Slotsplads for at demonstrere mod alle de efterhånden træge historier om langtrukken fertilitetsbehandling, ringe sædkvalitet og ufrivillige aborter. Trafikken kan blive påvirket.
Stor utilfredshed over sol-skuffelse, onsdag, hele verden
Der har været massiv opstandelse og meget brok efter den varslede solformørkelse tidligere på ugen. Mange borgere har klaget over, hvor skuffende oplevelsen var. Klagerne går især på, at omtalte solformørkelse onsdag aften var meget undervældende i forhold til daglige vejrfænomener såsom solop- og nedgang, som er en milliard gange flottere. I ren frustration skulle mange have flået uv-brillerne af og stirret direkte ind i solen med det resultat, at de er blevet delvist blinde, og det har kunnet mærkes på landet akutafdelinger.
Straffen for at piske en stemning op over et total middelmådigt fænomen er: Mediernes mediestøtte halveres indtil næste solformørkelse.
Rig mand tager toget, lørdag, København
En tidligere landsholdspiller med en stor hat og et lige så stort ego blev i den forgangne uge set i en DSB-kupé. Manden var efter sigende på vej på festival i Jylland og blev filmet af sin egen partner med et par krænkerbriller fra Meta. Mange borgere har indberettet togturen og mener, at det er grotesk ulovlig adfærd, at kendisser af hans kaliber befinder sig i pøblens transportmidler og tager siddeplads fra middelklassen – og i øvrigt spiser caviar og drikker champagne imens. Eftersom det drejer sig om offentlig transport, kan vi ikke straffe vedkommende. Til gengæld er hans partner havnet i sommerens største shitstorm på grund af omtalte brille. Yderligere straf kan ikke retfærdiggøres.
